Aldrig rigtig ordentligt og altid en smule utilfreds

Ms og depression

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har måtte tage en del tilløb, til at skrive dette indlæg.

Visse ting er bare nemmere at snakke om end andre, men om ikke andet, har jeg lovet mig selv en ærlig blog, med et ufiltreret blik på sygdommens mange facetter og om mit liv med sclerose.

Det er en underlig ting, det der med, at vi  altid gerne vil have noget sammenligneligt at forholde os til, også når det vedrører sygdom.

”hvordan er det at have sclerose?”

”hvordan er et attak?”

”hvorfor kan han gå ordentligt når du ikke kan?”

Jeg kan kun fortælle om den sclerose, der bor inde i min krop.

Hvad den gør ved mig og hvad den ikke gør, jeg kan ikke fortælle om hans, eller hendes, kun lytte, og nikke når der kommer noget genkendeligt op.

Og forhåbentlig er det også det, denne blog kan bruges til, en lille båd i vandet, til dem der forstår, og dem der gerne vil forstå bedre endnu.

 

Nåh det var et sidespring… ”ja det sagde hun også igår”

 

Om ikke andet er sandheden den, at depression er en meget typisk følgesygdom ved sclerose.

Om det er noget kemisk i hjernen eller ej, tror jeg bare, man frem for alt, kan konstaterer at det ikke ligefrem er en tur, med fripas, i Disneyland, at få en kronisk sygdom.

Der vil løbende være ting man skal give afkald på, noget man ikke kan, smerter man skal forholde sig til osv.

Dette kan være overvældende, – nej det kan ikke være overvældende, det ER overvældende.

Det kan godt være svært, at give sig selv, plads til at være ked af det.

Lige at hænge happy-sally på hylden, mens man sluger, at verden nogle gange lugter lidt af sur ost.

 

En af mine største trusler mod min sclerose, er at jeg bekymrer mig om alt.

Jeg bekymrer mig så meget, at det gnaver sig langt ind i min mave og får mine skuldrer til at hæve sig flere centimeter.

Det hæver det mit stressniveau, og har kostet mig utallige attakker.

Alt i alt fordi, jeg tror, at jeg har indflydelse på alt for meget, og at ting falder fra hinanden hvis ikke jeg gør bestemte ting, på bestemte tidspunkter.

Og nogle gange eksplodere det hele, og gør alting ubærligt.

Som hvis man pludselig bliver mindet om, at alle dem man elsker, en dag skal dø.

Det gør mig bange og skrøbelig og tager på min krop, når jeg flere gange, må op midt om natten for at tjekke om dyrene stadig trækker vejret.

Med tiden har jeg lært, at forholde mig til disse perioder, og give det, den tid og ro som min hjerne behøver for at blive klar igen.

Det kræver nemlig tid, tid man ikke ønsker at bruge på noget så træls, og ro fra alle de ydre påvirkninger, der kan knække en yderligere.

Så kræver det energi, den hurtige slags, hvidt brød og kartofler der kan køre blodsukkeret lidt op.

Og så kræver det orden.

Jeg plejer at sige, at man tydeligt kan se på mit hjem, hvordan jeg har det psykisk.

Roder det lidt, har jeg det godt.

Det er når alting står sirligt, på lige linjer som var det målt med et vatterpas, at den er gal.

 

Heldigvis, letter tågerne lidt på et tidspunkt og man begynder igen at lukke andre mennesker ind, tage en ren t-shirt på og tænde for nyhederne uden at tudbrøle efter to sekunder.

 

Jeg ville ønske vi kunne bryde tabuet, bryde Barbie og Ken fantasien og give en selv og andre, plads til bare at være til, når ting er svært.

 

søsogeHer er der to af dem, der kan gøre mig i virkelig godt humør på en hård dag.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Aldrig rigtig ordentligt og altid en smule utilfreds