Aldrig har et år gået så turbo hurtigt.

Sidste år startede jeg i praktik, på min drømme arbejdsplads, det sted jeg altid har drømt om at arbejde og med den gruppe borgere, der var hele grunden til jeg tog min uddannelse i første omgang.

Der udover har jeg reddet 23! Moderløse killinger, jeg har grædt, grinet, gået ud med modermælkserstatning på tøjet og talt i tåger af søvnunderskud.

At vælge at gå fra dyreværnet hvor jeg ikke stod for noget, til at arbejde med killingehjælpen, hvor jeg står for det meste, med besøg dyrlæger osv. Har været sindsygt hårdt, især de gange hvor min krop kapitulerede og ikke ville noget.

Som da jeg fik influenza og i flere dage havde 40 i feber og rystede så meget, jeg ikke kunne bevæge mig, og grædende måtte bede mine forældre om at komme og hjælpe, da jeg havde huset fuld af babyer der skulle have flaske og gøres rent efter.

Men det har været det hele værd, det er så ubeskriveligt dejligt, at vide hvor ens små pus kommer hen, når de er store nok til at flytte, jeg har givet så mange mennesker et nyt lille familiemedlem, det er så stort.

Og når man så bliver tilsendt julehilsner, fra sine gamle plejebørn, er man ikke et sekund i tvivl om, at det er alt det hårde arbejde værd.

Jeg håber jeg i år, kan få lidt hjælp, til at passe, når de helt små kommer ind, nogle timer et par gange om ugen, så jeg ikke skal knække nakken lige så meget.

Jeg tænker ikke det ville være det værste job at tilbyde nogen.

Siden jeg var helt ung har jeg drømt om at arbejde med hjemløse, min bedste veninde ville det samme og vi talte tit om, at når vi blev voksne skulle vi arbejde sammen, hende som sygeplejerske og jeg som socialrådgiver.

For nogle år siden fik hun det job vi begge havde drømt om, og jeg var begravet i sygdom helt op til halsen, jeg var så glad på hendes vegne, men også dybt begravet i sorg og jalousi over min egen situation.

Jeg ville bare så gerne, men hver gang jeg prøvede endte jeg med massive attaks, der stjal mere og mere af min krops funktion.

Jeg blev ved med at sige, at jeg bare ville arbejde lidt, med det jeg elskede, også selvom det ville koste mig i form af funktionsnedsættelse, da min krop får det værre desto mere jeg bruger den.

Det var svært, og nu vil jeg ikke komme ind på hvordan syge mennesker bliver behandlet i systemet (for det er en hel anden snak) men hver gang jeg prøvede at finde en vej, til at få mit ønske opfyldt, fuckede kommunen det op.

De lod min sag lægge, gemt væk, så de længst muligt kunne holde mig på lavest muligt indkomst.

De skrev breve i e-boks der stressede mig til attaks, truede med at tage min indkomst, hvis jeg ikke mødte op grundet sygdom.

Og prøvede at tvinge mig i skole for hjerneskadede, fordi en (af de 100 forskellige sagsbehandlere jeg har haft) ikke fattede forskel på at være hjerneskadet og have kognitive problemer grundet ms.

Jeg vidste godt, jeg ikke kunne tage min uddannelse færdig som socialrådgiver, selvom det jeg manglede var så lidt, for det havde den sociale højskole gjort klart for mig, at de ikke ønskede at hjælpe mig med.

Mit håb var at få foden ind, via en praktik.

Først blev jeg henvist til et udueligt eksternt firma, der skulle hjælpe mig med dette. Jeg sagde til sagsbehandleren at det var hamrende vigtigt, at de vedhæftede mit cv, så stedet kunne se hvor meget relevant arbejde jeg havde og hvad mine mål og drømme var.

Det gad hun så ikke, i stedet fik hun en fyr til at ringe til mine 7 drømme jobsteder og sige ”hej vi har hende her, der er mega syg, vil i gerne have hende ud og arbejde” da de steder jeg søgte, var steder der måske ikke lige var for skrøbelige små mus, sagde de alle sammen pænt nej, en af stederne jeg havde søgt, vidste slet ikke at jeg var under uddannelse som socialrådgiver, hun troede bare jeg ville have et job på kommunen, med at lave kaffe osv.

Jeg brød fuldkommen sammen, min angst blev forværret intenst og jeg var et nervevrag uden lige.

Jeg følte at alt håb var ude og at jeg var helt uduelig og ubrugelig, samtidig var jeg også vred og skuffet over at ingen ville lytte til mig.

Jeg blev konstant talt hen over hovedet, af folk der kunne se kasser og ikke mennesker.

Jeg mistede håbet mere og mere, samtidig kom jeg til at skære to af mine fingre halvt af, på min højre hånd.

Det var så slemt at en håndkirurg måtte sidde og samle sener og nerver da de alle sammen var røget.

I over 6 uger måtte jeg ikke bruge min højre arm, der blev fikseret med skinne, i frygt for at senerne ville springe op igen.

Med ben der har mistet funktion og min venstre arm der har cirka 40 procent funktion, var min højre arm ligesom ”the one and only” der kunne få ting gjort.

Så i 6 uger kunne jeg intet, kunne ikke tage bukser på, ikke skære et løg, ikke lave mad… intet!

Når man bor selv, og er en stolt eneboer, der helst vil og kan alting selv, var det så ubeskriveligt hårdt psykisk, ikke at kunne lave noget overhovedet.

Derudover kunne jeg så heller ikke bruge al min opmærksomhed på at pleje min sygdom, som selvfølgelig også fik det værre og værre.

Så skulle jeg til et nyt møde på kommunen med en ny sagsbehandler.

Jeg var så psykisk og fysisk udmattet, og jeg sagde at jeg snart ikke kunne mere, hver gang jeg prøvede at lave noget, fik min krop det ti tusind gange værre.

De fleste af læger og pårørende, der kendte til min situation, syntes jeg burde have fået en førtidspension for længe siden.

Jeg var brugt og min sygdom åd lystigt af den stress kommunen påførte mig og kørte mig mere og mere i sænk.

Jeg orkede ikke mere, jeg orkede ikke engang at kigge mig for når jeg gik over vejen, medmindre jeg havde min hund med.

Jeg syntes det var så pisse hamrende uretfærdigt, at jeg gjorde alt hvad der stod i min magt, for at have det bedst muligt og alligevel var der kun modgang at få.

Sagsbehandleren var modbydelig og sagde at der ikke var en jordisk chance sådan en ung pige som mig ville få en førtidspension.

Hun havde ikke læst min journal, hun anede ikke hvad jeg fejlede og hvor slemt det var, alligevel tillod hun sig at slynge hendes fordomsfuldhed ud over mig.

Jeg græd hele vejen hjem, da jeg kom ind af døren i min lejlighed faldt jeg om på gulvet og skreg og hulkede.

Jeg græd i telefonen til min mor ”jeg kan ikke mere, jeg vil ikke mere, det er ikke fair det her”

Jeg blev henvist til et nyt eksternt firma, og væbnede mig med en sagsbehandler fra scleroseforeningen.

Jeg havde hele tiden sagt at jeg godt kunne klare at tale med sagsbehandlere på kommunen selv, jeg er velformuleret, næsten uddannet socialrådgiver og vil ikke andet end at arbejde de timer min krop tillader, jeg har 3 alvorlige diagnoser, der alle alene ville være nok til en førtidspension, hvorfor skulle jeg frygte at blive dårligt behandlet, når jeg så gerne ville den lille smule jeg kunne?!

Men det blev jeg, hele vejen igennem!

Til mødet med den nye sagsbehandler var jeg stadig så psykisk nedbrudt efter sidste møde at jeg ikke kunne sige et ord, hver gang jeg prøvede at åbne munden kom der hulkende gråd ud, frem for ord.

Jeg ville bare være socialrådgiver, og hvis nu jeg får en praktik, så kan de måske se hvad jeg er værd.

”det kan man ikke bare, du er jo ikke færdiguddannet, sagde sagsbehandleren og socialrådgiveren fra scleroseforeningen i kor,

”nej men hvis nu”

mens jeg græd og græd, og græd lidt mere, fortalte sagsbehandleren fra scleroseforeningen hvordan skabet skulle stå med sådan en praktik.

”Hør her hun er uhelbredelig syg, hun bliver ALDRIG rask, hun bliver kun mere syg, der er ikke noget i behøver at presse op i tid, for presser i hende ender i med hun intet kan”

Jeg fortalt hende om mit cv, mit frivillige arbejde og hun tilkendegav at hun aldrig havde set så fint et cv med så meget frivilligt arbejde.

Nogle uger efter ringede hun og fortalt at hun havde en samtale, hos et af de steder jeg havde ønsket, og for første gang i lang tid, græd jeg af lykke frem for af sorg.

Samtalen gik fint og jeg blev ansat som praktikant.

Og det viste sig, at være alt jeg nogensinde havde drømt om, mine mareridt om ikke at kunne finde ud af noget, blev gjort fuldkommen til skamme og jeg var pludselig brugbar igen.

Da min praktik var overstået, lavede min chef en stilling til mig, som frivillig socialrådgiver, så jeg kunne blive der imens min sag blev behandlet.

Da min sag endelig kom op, var jeg så nervøs, jeg var bange for at brække mig udover dem alle sammen, jeg rystede så meget at jeg ikke kunne få min kop op til munden uden at spilde.

Selvfølgelig fik jeg flex, der var jo ikke noget at komme efter.

Senere ville min chef gerne have et møde med mig, jeg troede vi skulle tale om muligheden for at jeg kunne afslutte min uddannelse så jeg måske kunne blive ansat ud i fremtid.

Men nej, han ville gerne ansætte mig nu

”vi kan virkelig godt lide dig og du er en skide dygtig socialrådgiver”

og jobbet var mit, fra 1 januar.

Jeg turde næsten ikke sige til højt til nogle, i frygt for det ikke ville ske alligevel.

Det jeg havde drømt om så længe, kunne det virkelig lige været blevet en realitet?

Men det var det, og jeg er så uendelig lykkelig, for den mand, der så mig og ansatte mig og sagde ”jeg ved ikke så meget om sclerose men vi finder ud af det”

Og sådan skete det, at jeg i det nye årti kommer til at lave det, jeg elsker allermest, at redde dyr og arbejde med udsatte mennesker.

Det er ikke nogen eventyrs lykkelig slutning, for jeg ved stadig ikke helt hvordan jeg skal få tingene til at hænge sammen, eller hvad det næste attak vil gøre ved min krop.

Jeg ved heller ikke hvor længe jeg kan leve uden et socialt liv, som jeg har fraskåret for at kunne arbejde, jeg ved bare, at der er en sten fra mit hjerte, der er forsvundet.

Jeg ved, jeg smiler lidt mere og kan kigge lidt længere tid på mig selv i spejlet, om morgenen

Og så må alle de andre ting bare falde på plads.

nåhja og så har jeg adopteret kattebarnet Pernille, der hver dag fylder huset med grin og kærlighed

Desværre betyder dette nok også at jeg ikke bliver så aktiv på bloggen mere, jeg tænker også, i har hørt nok om mig og mit dilemma.

Jeg håber i får et dejligt nytår, og at der er nogen, der hjælper jer, med at få jeres drømme opfyldt.

Jeg håber i vil droppe de ligegyldige nytårsforsæt om at lave alting om med jer selv og i stedet for at år 2020 skal være året, hvor i endelig taber 20 kilo og får en båd, kunne 2020 være året hvor i vil give et andet menneske håb, eller hvor i vil tage flere ture i skoven, elske mere, spise mere chokolade og holde flere døre for fremmede.

Kærlig hilsen Sarah