Alle mennesker har lige den der sag, der rammer os så dybt inde i hjertekulen, at man går fra at være objektiv, til at føle sig decideret angrebet. Jeg har et par ting, der er min hjertekule nær, ting der kan gøre mig ildrød i hovedet på nul komma fem. En af dem er, når folk prøver på at belære mig om ting, der har med mig at gøre, og om ting som de på ingen måde kan sætte sig ind i. Jeg forstår godt hvorfor man kan have lyst til det, jeg kan jo også sagtens finde på at udtale mig om børneopdragelse, og om hvordan at jeg gerne vil have at tingene burde foregå, og hvordan jeg selv ønsker at være som mor.
Jeg kunne dog aldrig drømme om at spille bedrevidende overfor en, som rent faktisk har tre skrigende unger i ble-alderen. Jeg ved da udemærket godt, at der kan være langt fra hvordan man ønsker at være som mor, til hvordan man rent faktisk takler forskellige situationer, når ungen har skreget tre dage i træk og ens brystvorter i øvrigt også er fulde af rifter, fordi ungen har suget alt livet ud af en. Jeg bukker ydmygt for de mødre der bliver ved med at holde kursen på trods af dette. Det ved jeg sgu ikke, om jeg kunne.
Jeg har en dyb og ydmyg respekt for forskellen mellem at befinde sig i en situation versus det at betragte den udefra. Jeg har tidligere diskuteret veganisme og sclerose. Jeg blev derfor spurgt ind til den positive sammenhæng mellem kost og sclerose, da en læsers ven havde fået konstateret multiple sclerose. Jeg tænkte – ”Hey – jeg er veganer OG har sclerose – jeg bider sgu på!” Jeg har altid været en kostnørd, og jeg ved, at når man har sygdom i kroppen, så har man brug for produktivt brændstof i stedet for noget der nedbryder kroppen. Jeg blev rost for min kost og livsstil, da jeg blev diagnosticeret, og jeg har læst en del om hvilke fødevarer kroppen har brug for, når man er syg, fordi jeg syntes, at det er spændende. Derfor svarede jeg læseren ærligt og forklarede at kost har en positiv indvirkning, men at der selvfølgelig ikke er nogen vidunderkur, men at det handler om at give kroppen de værktøjer den har brug for, for at fungere bedst muligt med en kronisk sygdom. Straks bød en anden læser ind med at hun ihvertfald kendte en, der var blevet healet rask, og det skulle man da bare gøre. En anden skrev om doktoren fra Amerika, der spiste sig ud af sygdommen. Det er alt sammen rigtig godt og smukt og dejligt for dem, men jeg følte mig angrebet. Hvis lortet kunne heales væk, hvorfor er vi så, så skide mange der har problemer med at gå?!
Det er ikke fordi jeg ikke er åben for alternativ behandling, for det er jeg skam. Der er ikke den alternative behandling, jeg ikke har prøvet i håbet om det kunne hjælpe bare lidt på mine smerter, og da pengene slap op, betalte mine forældre for at jeg kunne prøve lidt flere behandlinger. Jeg blev hevet i maven, fik stukket nåle i hver uge, healet, spiste kinesiske piller, holdt mig fra stærk mad, udrensede min krop, drak juice og dyrkede yoga.
Jeg ville sgu da gøre alt for at få den her sygdom til at gå væk! Men intet af det virkede. Inden jeg blev diagnosticeret plejede jeg at sige, at når jeg dør skal der stå “Se hvad jeg sagde!” på min gravsten. Med tiden har jeg dog indset at ikke engang dette vil give mig fred, for selv den dag jeg bliver smidt i jorden, vil der være nogle, der er frække nok til at sige “Jeg er sikker på, at hun er død, fordi hun ikke badede i spædbørns morgenurin, for jeg kender en der blev rask af det!” Jeg lagde engang en artikel om medicinsk cannabis op, hvortil en bekendt svinede mig til med “ALLE DEM DER RYGER CANNABIS ER NARKOMANER!!”. Det var vel og mærke efter en længere diskussion, hvor jeg blev ved med at begrunde mine udsagn med videnskabelig data og statistik, men alligevel blev han mere og mere personlig og angribende. Til sidst blev jeg nærmest opgivende, “Hør her du der! Hvis DU havde spasserben, og de blev bedre af at ryge lidt tjald, ville du så ikke også gøre det?? Det tror jeg vist nok!”
Jeg vil rigtig gerne diskutere med objektive mennesker, det er også derfor, at jeg elsker at have mange vidt forskellige mennesker i min omgangskreds. De kan få mig til at se tingene på andre måder og give mig ny viden. Som f.eks min veninde, der er biolog og altid kan fortælle mig nørdede ting som “ Kan du høre det? Det er skimmelflagermusens parrigskald”. Eller min ven, der er kunstmaler og altid fortæller historier om da han som ung boede i kollektiv i Sverige.
Det jeg ikke kan lide er folk med et forudindtaget indtryk af, hvordan andre mennesker er. Jeg gider ikke folk, der kender en, som kender en, som blev rask af at stå på hovedet to gange om ugen og derfor er overbevist om, at alle andre der er syge, selv har valgt det, fordi de ikke gør det samme. Som de kloge siger, ”prøv mine sko et par dage og så kan vi tale om det!”
En ting er dog sikkert, jeg kender ikke en eneste sclerosepatient, der ikke ville gøre alt hvad der stod i deres magt for at slippe af med sygdommen. At nogle så har færre mén, mens andre ikke længere kan gå, er vist bare nogle af sygdommens sindsyge morbide spilleregler. Selvfølgelig tror jeg på, at der skal forskes, og jeg tror på, at man en dag finder en kur.
Indtil da, lyt til din krop, mærk hvad den har brug for, ikke hvad andre tror den har brug for. Søg viden, træn, spis ting med smukke farver, omgiv dig med dejlige mennesker og kæmp som kun en ms’er kan kæmpe! Du gør det godt!
Kærlighed herfra