”Ej hvor er det sjovt”-, var der engang en højgravid, der sagde til mig til en sammenkomst engang, hvor jeg lige var kommet mig over et attak. -”Vi har næsten de samme symptomer”.
– Og hun havde ret.
Det er nok en kombination af mange ting.
Ensomheden i at være syg, – at føle man ligger ude på det dybe hav og ikke kan bunde, mens alle ens venner og familie sidder ved strandkanten og holder picnic, mens de vinker til en.
”Kommer du ikke ind og får et stykke kage?”
”Jeg kan ikke, har ikke kræfter til at svømme ind”
”nåh så spiser vi bare et stykke for dig så”
”neeeeej jeg vil også have kage!”
En anden ting er, at jeg virkelig dårligt tåler medicin.
Hvilket er ironisk, når man tænker på, at jeg hver 4. Uge frivilligt får fyldt mine årer fuld af det.
En tredje ting er, at skulle deale med at have det bedre, men stadig ikke have det rigtig godt.
Det gør, at man hele tiden går rundt, og føler sig som verdens største skuffelse.
”i morgen har jeg det sikkert fint, så kan jeg ordne alt det, jeg ikke har fået ordnet, mens jeg var syg”
– Men når det så bliver morgen, og jeg stadig ikke har det spor fint, kan jeg endnu engang skyldigt lade alle min pligter ligge og flyde.
Om ikke andet resulterer det i, at jeg, i efterdønningerne af et attak, går rundt som en oversentimental, sukkertrængende grædekone med kronisk ”morgenkvalme”
F.eks. tuder jeg til alt jeg ser i tv.
Eller nej ikke alt – sådan noget som folk der brutalt dør osv., det æder jeg råt. I stedet tuder jeg til Glee (serien hvor nogle high school elever synger hele tiden)
Jeg græd også lidt til Jamie Olivers madprogram, fordi han lavede en vegansk burger.
Det er svært at tage sig selv seriøst, når man sidder og bliver rørt over en ærtebøf i tv.
I går kom jeg til at lave lidt for meget i forhold til, hvad min krop kunne klare. Hvilket betød, at da det var aftensmads tid, og køkkenskuffen ikke ville åbne, fik jeg et hysterisk sammenbrud og var ved at flå hele køkkenet fra hinanden.
Det endte med, at jeg trodsigt gik ned i netto for at købe slik og chokoladekiks og spiste næsten det hele på en gang.
Jeg køber meget sjældent slik til mig selv, (så nej min topmave er rent faktisk ikke lavet af chokolade)
Får også et pirreligt forhold til andre mennesker, det ene øjeblik vil jeg gerne have folk omkring mig, og 5 minutter efter skriger jeg efter at være alene.
Mine humørsvingninger stikker helt af for tiden, jeg er nærmest et perfekt eksemplar på alle de bivirkninger man kan få af medicinen.
Derudover kan jeg absolut ikke finde ro, selvom jeg prøver.
I dag tænkte jeg, lad mig få ro på kroppen med lidt selvforkælelse.
Jeg fandt fodbadet frem, fyldte det med varmt vand, hentede en god bog og en kande vand, smurte ansigtsmaske i fjæset, og tænkte – nu jeg klar til at være zen!
Nåede nok at have fødderne i vand i 5 minutter, før jeg kedede mig.
”ih det er da heller ikke til at sidde ordentligt, når ens fødder skal være i vand”
”ej jeg burde også støvsuge, og gå en tur med Soya, klokken er allerede mange”
Nåh, det var så den selvforkælelse, flot klaret Dot!
Men når det så er sagt, tror jeg på det går den rigtige vej nu, for alle disse efterdønninger betyder i det mindste, at jeg er på vej ud af de to attakker i streg, der væltede mig bagover.
Og hvis der er andre der, som jeg, bliver ramt af sygdoms melankoli, vil jeg anbefale sjove katte videoer på youtube.
Samt at kigge på små søde kaniner, der ligger med deres lange søde fødder og små tykke maver og solbader, det er faktisk en af de bedste ting jeg ved, for de ved (i hvert fald de to små fritgående kaniner, der bor herhjemme) – om nogen, hvad livet går ud på.
