Hvem f….n har puttet en kage i min ovn?!?!

”Ej hvor er det sjovt”-, var der engang en højgravid, der sagde til mig til en sammenkomst engang, hvor jeg lige var kommet mig over et attak. -”Vi har næsten de samme symptomer”.

– Og hun havde ret.

Det er nok en kombination af mange ting.

Ensomheden i at være syg, – at føle man ligger ude på det dybe hav og ikke kan bunde, mens alle ens venner og familie sidder ved strandkanten og holder picnic, mens de vinker til en.
”Kommer du ikke ind og får et stykke kage?”
”Jeg kan ikke, har ikke kræfter til at svømme ind”
”nåh så spiser vi bare et stykke for dig så”
”neeeeej jeg vil også have kage!”

En anden ting er, at jeg virkelig dårligt tåler medicin.
Hvilket er ironisk, når man tænker på, at jeg hver 4. Uge frivilligt får fyldt mine årer fuld af det.
En tredje ting er, at skulle deale med at have det bedre, men stadig ikke have det rigtig godt.
Det gør, at man hele tiden går rundt, og føler sig som verdens største skuffelse.

”i morgen har jeg det sikkert fint, så kan jeg ordne alt det, jeg ikke har fået ordnet, mens jeg var syg”
– Men når det så bliver morgen, og jeg stadig ikke har det spor fint, kan jeg endnu engang skyldigt lade alle min pligter ligge og flyde.

Om ikke andet resulterer det i, at jeg, i efterdønningerne af et attak, går rundt som en oversentimental, sukkertrængende grædekone med kronisk ”morgenkvalme”
F.eks. tuder jeg til alt jeg ser i tv.
Eller nej ikke alt – sådan noget som folk der brutalt dør osv., det æder jeg råt. I stedet tuder jeg til Glee (serien hvor nogle high school elever synger hele tiden)
Jeg græd også lidt til Jamie Olivers madprogram, fordi han lavede en vegansk burger.
Det er svært at tage sig selv seriøst, når man sidder og bliver rørt over en ærtebøf i tv.

I går kom jeg til at lave lidt for meget i forhold til, hvad min krop kunne klare. Hvilket betød, at da det var aftensmads tid, og køkkenskuffen ikke ville åbne, fik jeg et hysterisk sammenbrud og var ved at flå hele køkkenet fra hinanden.
Det endte med, at jeg trodsigt gik ned i netto for at købe slik og chokoladekiks og spiste næsten det hele på en gang.
Jeg køber meget sjældent slik til mig selv, (så nej min topmave er rent faktisk ikke lavet af chokolade)

Får også et pirreligt forhold til andre mennesker, det ene øjeblik vil jeg gerne have folk omkring mig, og 5 minutter efter skriger jeg efter at være alene.
Mine humørsvingninger stikker helt af for tiden, jeg er nærmest et perfekt eksemplar på alle de bivirkninger man kan få af medicinen.

Derudover kan jeg absolut ikke finde ro, selvom jeg prøver.
I dag tænkte jeg, lad mig få ro på kroppen med lidt selvforkælelse.
Jeg fandt fodbadet frem, fyldte det med varmt vand, hentede en god bog og en kande vand, smurte ansigtsmaske i fjæset, og tænkte – nu jeg klar til at være zen!
Nåede nok at have fødderne i vand i 5 minutter, før jeg kedede mig.
”ih det er da heller ikke til at sidde ordentligt, når ens fødder skal være i vand”
”ej jeg burde også støvsuge, og gå en tur med Soya, klokken er allerede mange”
Nåh, det var så den selvforkælelse, flot klaret Dot!

Men når det så er sagt, tror jeg på det går den rigtige vej nu, for alle disse efterdønninger betyder i det mindste, at jeg er på vej ud af de to attakker i streg, der væltede mig bagover.
Og hvis der er andre der, som jeg, bliver ramt af sygdoms melankoli, vil jeg anbefale sjove katte videoer på youtube.
Samt at kigge på små søde kaniner, der ligger med deres lange søde fødder og små tykke maver og solbader, det er faktisk en af de bedste ting jeg ved, for de ved (i hvert fald de to små fritgående kaniner, der bor herhjemme) – om nogen, hvad livet går ud på.

Eigil

Så hvad vil du Helst?

medicinfødder

Kender i den leg der hedder ”hvad vil du helst?”

f.eks. ”hvad vil du helst, hver gang du åbner munden kommer der fluer ud, eller have porer i stedet for ben?”

Var på Riget i går, for at få medicin, og måtte ærligt indrømme at der var sket en forværring i min sygdom.

Jeg har haft svært ved at gå den sidste uges tid, ikke nok med det, ter min ryg sig som en i helvede, kan slet ikke holde ud at lave noget grundet smerter.

Lægen undersøger mig, hiver i mine arme og ben.

Den er god nok, jeg har stadig attak, ramt værst i min højre side.

Det gør at jeg går skævt, for at kompenserer for min manglende kraft i benet, og er årsagen til min ryg skriger af smerte.

Dobbeltdiagnoser, hvem har fundet på det?

Det er nærmest umuligt at tage hensyn til både ryg og sclerose på samme tid, desuden hader de hinanden som pesten, og konkurrerer konstant om, hvem af dem der har lov til at fylde mest, i mit liv.

Som to umulige møgunger ”bare rolig i to, jeg hader jer akkurat lige meget”

Hvad vil du helst, siger lægen så.

Have en tur mere med medrol.

-giften der smadre alt i min krop –både det onde og det gode.

Og som har det mest utiltagende bivirkninger.

Lad mig nævne de meget almindelige (via netdoktor)
Mavesår

Hævelser pga. væskeophobning i kroppen,

Væskeophobning i kroppen

Cushings syndrom – fysiske og psykiske ændringer pga højt niveau af binyrebarkhormon,

Dårligt fungerende binyrebark, Forværring af sukkersyge,

Nedsat mængde kalium i blodet,

Sukkersyge,

Væksthæmning

Knogleskørhed,

Muskelsvaghed

Psykiske ændringer(herunder opstemthed og depression)

Acne, Hudkløe, Lyse streger i huden, Nældefeber, Småblødninger i hud og slimhinder, Sårhelingsproblemer, Tynd hud, Uønsket hårvækst hos kvinder, Øget svedtendens

Allergisk hævelse i ansigtet samt mundhulen og strubehovedet, Infektioner, Nedsatte symptomer ved infektioner

Grå stær

(bonus info; hvis du kysser nogen når du er i attakbehandling kan de også smage hvor klamt medicinen smager i din mund, det er en ganske underholdende og lidt ond joke)

MEN det virker også, det æder sygdommen, der pt. Sidder og gnaver af min hofte og giver smerter i benene.

Samt forhåbentlig fjerner nogle af mine føleforstyrrelser, som primært er slemt i mine fingre.

Hvordan føles det?

Tja, har du nogensinde prøvet at tage fat i en kaktus, der ligner den ikke har nogle pigge, men i virkeligheden, har en milliard bittesmå pigge, som sætter sig i dine hænder.

De er så små, du ikke kan hive dem ud, men hver gang du rører ved noget kan du mærke hvordan piggene borer sig længere ind i dine hænder.

Måske det kun mig der er så dum at rører ved kaktusser.

En anden mulighed er at lade være med at tage medrol, håbe på attakket forsvinder, håbe på at jeg kan dække mine rygsmerter tilpas nok, med smertestillende, indtil jeg får genoptrænet mit højre side, op igen.

Jeg hader smertestillende, eller nej det gør jeg ikke, jeg elsker at de kan tage toppen af smerterne, at de kan gøre mig i stand til at have kræfter nok, til selv at gå ud og tisse med min hund.

Det jeg hader er, at fylde min krop med symptombehandlende medicin.

Det har jeg gjort i alt for mange år, – så mange, at doserne efterhånden er så høje, det ville kunne gøre en hver hardcore junkie skæv for en stund.

Jeg hader tanken om at problemet ikke forsvinder, men at pillerne bare fortæller min hjerne at det er ok nu.

For det er det jo ikke.

Og hvad vil jeg så helst?

Jeg ved det ikke, allerhelst ville jeg bare være fri, være på Roskilde, drikke øl, nyde solen, kunne gå en tur.

Jeg får nærmest tårer i øjnene hver gang nogle ligger noget op fra Festivalen, det har mit helle fra verden i så mange år.

Jeg husker for 10 år siden da jeg sagde til min mor, når jeg får Soya (min hund) vil du så passe ham en uge om året, når jeg er på Roskilde? Og sådan blev det, Soya blev min mors lille øjesten og hvert år, når det var Roskilde tid, var det også ”min mor og Soya tid”

Nu tager jeg ingen steder, dyrlægeregninger, har gjort jeg har måtte låne, spinke og sparer.

Spasserkroppen har gjort jeg er fanget i min sofa, løbet tør for serier der er værd at se.

 

Min lokale hjemløse avissælger smiler til mig, når han spørger hver morgen ”hvordan det går min egen?”

”stille og roligt” siger jeg, helt stille og roligt, hvilket ikke er løgn, det går alt for stille og roligt til mit temperament.

”stille og roligt går det?” siger han da jeg møder ham den næste dag, han har taget sætningen til sig.

Hverken rigtig godt, eller rigtigt skidt, det er hvad det betyder, uden at lyve, overdrive, eller pakke noget ind.

Så hvad vil du helst? Leve af vaniljecreme pulver, resten af dit liv, eller aldrig mere få lov til at sige ja til noget?

Spise verdens stærkeste chili, eller en tilfældig svamp du har fundet i en baggård?

Find evt. Selv på flere