Som var det dommedag, gør jeg mig omhyggeligt klar.

Støvsuger og vasker gulvet, vasker mit hår, barberer mine ben, taget løst og behageligt tøj på.

Nyder et sidste glas vand, før pillerne får alt til at smage af gift.

Jeg hader Medrol kur og modsat det at blive stukket, hvor jeg gik fra at græde, til nu at være fuldkommen ligeglad, når de jager nålen frem og tilbage, for at finde mine gemte åre, er det som om jeg med tiden bliver mere og mere bange for at tage medrol kuren.

Jeg udsætter og udsætter og vender og drejer for og imod, 50 gange.

Mest fordi, det rammer mig på min selvstændighed, det er hårdt at være i behandling, og bor man alene, kan man ikke bare kravle ind under dynen og gemme sig, ind til alt det væmmelige er stoppet.

laver jeg ikke mad, så får jeg ingen mad, går jeg ikke med lille hunden, så gør ingen det.

Det er ikke fordi jeg ikke kan bede om hjælp, men fordi det er hårdt at skulle bede andre folk, med deres liv og dagligdagsproblemer, om også lige at inkludere mine daglige gøremål.

Men i dag skal kuren tages, i går konstaterede lægen på riget, at jeg havde attak.

I over en uge nu, har jeg kæmpet med at kunne trække vejret ordentligt, på grund af ms hug.

De første dage med attak, stod jeg op gik med hund, og gik direkte hjem og i seng igen. Min krop havde lukket og slukket og små ting som et bad, eller at handle ind, virkede som at skulle bestige et bjerg og kunne bare ikke lade sig gøre.

Det gik ellers godt, alt taget i betragtning, så godt at jeg var begyndt at træne igen, endelig.

Jeg har altid elsket at træne, men siden mine ben stod af, har det mest bare handlet om at få dem til at virke igen, samt min daglige yoga, der hver dag, strækker min sammenkrøllede krop ud.

Men det her var rigtig træning og jeg var vild med det, vi skal starte stille, sagde fysioterapeuten og jeg nikkede, men lyttede ikke rigtigt efter, jeg ville bare i gang, jeg havde været syg, fed og slap alt for længe nu.

Jeg fortalte ham at min krop blev værre af at bevæge sig, men som alle andre fysioterapeuter, troede han på at det bare handlede om tid.

Jeg vidste nu godt at det var en balance jeg måtte finde, at træne til at smerterne blev uoverkommelige og stoppe lige inden.

Jeg var okay med det, sådan var det også sidst jeg trænede.

Efter to gange med træning, blev jeg dårlig, rigtig dårlig, fik feber kvalme og migræne.

Men jeg forsætte stålfast, min krop blev langsomt stærkere og bedre og fysioterapeuten, var stolt og imponeret.

Men så kom attakket, jeg kunne næsten ikke få ordene ud af min mund, men mine hænder var slappe og kræftløse og jeg sov konstant, og ms- hug gjorde at det gjorde ondt at tale. Efter et par dage prøvede jeg at gå ned og træne igen, bare lidt, men da jeg kom hjem faldt jeg omkuld.

Min krop var syg, rigtig syg og jeg blev nød til at tage det seriøst.

Så nu er jeg så her, har slugt de første ti piller, og føler mig slået tilbage til nul, føler de fem kilo jeg havde smidt, bare sad bag sofaen og ventede på jeg skulle ligge mig, så de kunne kaste sig på mig igen.

Jeg ved at jeg vil rejse mig igen, men lige nu, vil jeg give mig selv lov til at være ked af det, for det er helt ok.

(ps. jeg beklager slåfejl, m.m. da dette er skrevet under et attak)