Det er ikke godt det her” sagde sygeplejersken mens hun vaskede blodet af mine fingre.

”Jeg tror det skal opereres af en kirurg” sagde hun og kiggede ind i såret mens jeg vred mig på sengen.

”Vi skal have din ring af” sagde hun og vrikkede min ring, der sad på ringfingeren, under et stort åben sår.

”Nej det tror jeg ikke” sagde jeg og prøvede at tage min hånd tilbage, det gjorde ondt, jeg havde ventet i så mange timer at adrenalinen havde forladt kroppen og mine fingre nu dunkede og smertede som det åbne sår det var.

”Vi venter til du er bedøvet så” sagde sygeplejersken venligt og prøvede i stedet forgæves at stikke i den anden hånd, for at få lagt en venflon.

En anæstesilæge blev tilkaldt til at stikke i de umulige årer, så jeg kunne få lagt en antibiotikakur med det samme.

Efter lidt tid kom en læge flyvende igennem rummet, og hans tilstedeværelse gjorde hele rummet fyldt af stress.

”Du har skåret dig ja?” sagde han og kiggede på mine fingre.

”Ja det har jeg”

”Det er vist bare overfladisk,” sagde han til sygeplejersken

”Nej det er det ikke!” sagde sygeplejersken, tydeligvis irriteret på lægen, der prøvede at springe over hvor gærdet er lavest.

”Du kan se helt ind til knoglen, der er røget flere nerver og sener ser det ud til”

”nåh” sagde lægen fornærmet (det var sikkert hans eftermiddagspause der røg der) imens han begyndte at presse mit åbne sår fra hinanden, og jeg SKREG af smerte.

”Nu bedøver du hende!” nærmest råbte sygeplejersken til lægen, nu var hun mere vred end irriteret.

Jeg er ikke typen der siger en lyd, når jeg bliver undersøgt af læger – aldrig nogensinde – da jeg fik lavet en rygmarvsundersøgelse, der endte med at være kompliceret, var jeg mere den der beroligede min mor, end hylede over smerten.

Men det her skrig, kom helt inde fra knoglerne og ud, og der var intet der kunne holde det tilbage.

Lægen bedøvede mig, og jeg vred mig af smerte.

To sekunder efter begyndte han at sy, i min ringfinger.

”kan du mærke det her?” spurgte han i det han stak nålen ned i mit dunkende kødsår.

”JA!!”

”okay, men det går hurtigt” sagde han og syede videre

Og jeg skreg af smerte, jeg kunne slet ikke være i det overhovedet, det gjorde så ubeskriveligt ondt.

”okay ringer du til håndkirurgisk og bestiller en tid til operation?” sagde han til sygeplejersken og var derefter ude af døren, lige så hurtigt som han kom ind.

”det er simpelthen for meget” sagde sygeplejersken ”det er ikke altid lægerne gider vente på at bedøvelsen virker, før de begynder at sy”

”nej det kunne jeg mærke” sagde jeg, helt udmattet af smerte.

Den anden finger er for ødelagt, og skal opereres, så vi sender dig til Gentofte håndkirurgisk, der er de rigtig dygtige.

”nu?” spurgte jeg, håbefuldt

”nej ikke nu, du vil få en henvisning til mandag, men muligvis kan de se på det i morgen, og så vil de ringe til dig og indkalde dig”

”jamen hvad så med min finger?”

”når skaden er så slem og nerverne og senerne er skåret helt over, så gør det ingen forskel om man venter”

Så pakkede hun min finger ind, og ud igen, efter at have talt med Gentofte, der ville havde den pakket ind anderledes.

I mellemtiden var min søster kommet, der var vågnet fra middagslur til 10 ubesvarede opkald fra sin søster og en besked om at jeg var på hospitalet.

Søndag hørte jeg desværre intet.

Mandag morgen ringede jeg så til Gentofte der sagde de ville ringe når de havde haft morgenmøde.

Ganske rigtigt havde jeg en tid den dag.

Min ven kørte mig og min og min nu, indpakkede fingre af sted til Gentofte.

Efter en del ventetid kom vi ind til en læge, der pakkede fingeren ud og konstaterede at ”ja det var slemt, og det skulle opereres”

Og jeg var sådan ”øhh ja det er jo ligesom derfor jeg er her, er det ikke?

”Nej vi kan ikke nå at operere dig i dag, det må blive på onsdag”

”seriøst?!”

Og ja seriøst det var det åbenbart, for i samme nu, pakkede de mine fingre ind igen.

(jeg tænker ikke jeg behøver at uddybe, hvor ondt det gør, hver gang, forbinding pilles af og sår rives op grundet størknet blod)

Måtte ringe til ven, der var kørt hele vejen hjem, for at fortælle at operationen først fandt sted onsdag og at jeg kedede mig og gerne ville hjem.

Onsdag måtte jeg finde et nyt offer, der kunne køre mig og den indpakkede finger til operation, denne gang skulle jeg møde på operationsgangen, så jeg tænkte ikke at det kunne gå mere galt.

Ganske rigtigt, skulle fingeren fikses i dag!

Vi ventede selvfølgelig flere timer end forventet, drillede sygeplejersken ved ikke at ville uddybe om vi var kærester eller ej.

Kørte rundt på stole, læste sladderblade og kedede os.

Indtil det endelig blev min tur, iført flot operations tøj og underlige sutsko, blev jeg sendt at sted til narkoseafdelingen

En blokade skulle lægges i hele min højre arm og det var underligt.

Narkoselægen kom ind og pakkede min hånd ud af forbindingen og udstødte ”ej en lille hånd der gemte sig under al den forbinding”

Med en scanner og en stor lang nål i min armhule slukkede han for mine nerver en efter en, ti minutter efter gav han mig en omgang mere og sagde at nu ville min arm være så bedøvet at de uden problemer ville kunne save den af, hvortil jeg svarede at det da så var ærgerligt at jeg ikke havde planlagt nogen tatoveringer der, den dag.

Jeg er blevet opereret flere gange, men jeg tror det er første, gang jeg er blevet det, imens jeg var lysvågen.

En sygeplejerske rensede min hånd, to gange ti minutter eller noget i den stil, og jeg tror aldrig nogensinde min hånd har været SÅ ren, det boblede med sæbe og blod og jeg kiggede fascineret på mine fingre, som jeg på ingen måde kunne mærke.

Lægen kom og han var sød, vi jokede om at han skulle få arret til at ligne en fugl, så det passede til at de andre dyr på min krop.

Så gik et klæde op og jeg kunne ikke længere se min arm, bag dette sad to læger med hver deres finger, imens tre sygeplejersker assisterede.

Det er så mærkeligt og på en måde helt vildt rørende, at i nogle timer, var jeg alt hvad deres arbejde handlede om.

De blev glade og jublede da de fandt ud af at senen lå lige der hvor den var blevet skåret over, og at de ikke behøvede at hente den helt nede i hånden som de havde frygtet.

Efter lidt tid kom en sygeplejerske hen og spurgte om jeg ikke ville se lidt fjernsyn.

”Tjo det ville jeg da godt”

og så lå jeg der på et operationsbord, omringet af læger og sygeplejersker med to ud af 5 fingre åbne, og så et dokumentarprogram om hårtab.

Det var surrealistisk!

Da jeg var færdig, fik jeg forsigtigt overrakt min døde arm, nu iført gips op til albuen og jeg vuggede den forsigtigt og sagde ”hej baby, sikke en fødsel” da situationen lignede lidt jeg var blevet overrakt mit spædbarn.

Operationen var gået godt, senen tættest på knoglen var skåret over og det samme var nerven på ydersiden af fingeren.

Og selvom nerven aldrig ville blive helt god igen, var det vigtigt at få den syet sammen igen for at mindske smerter.

En sygeplejerske klædte mig på og sagde at jeg skulle sove med tøj og slynge på, da min arm først ville få følelsen tilbage igen dagen efter.

I fire uger måtte jeg intet, grundet risikoen for at senen skulle springe op igen. Med den store gips på, var der heller ikke meget jeg kunne gøre. Efter 6 uger måtte jeg en lille smule.

Senere blev jeg tildelt en stor klodset skinne, som fyldte hele armen og som vi døbte dejskraberen.

Jeg fik et hav af øvelser hos ergoterapeuten, som jeg skulle lave hver eneste time. og heldigvis også en masse ros for at gøre som hun bad om.

Efter 8 uger kunne jeg endelig få det sidste forbinding og den tråd der holdte senen på plads af. Og jeg kunne græde af glæde.

Det var hårdt, og psykisk var jeg helt ude og skide de fleste af ugerne, jeg havde fået den værste reaktion på narkosen (som jeg altid får) og min skulder smertede den mest ubeskrivelige smerte.

Jeg følte mig låst fast og blev hele tiden overvældet af alle de ting jeg ikke kunne.

F.eks. kunne jeg ikke lave mad, så jeg købte en færdig pastasovs, men havde ikke tænkt på at jeg jo heller ikke kunne åbne den.

Al min frugt blev smidt ud fordi jeg ikke kunne åbne den, at få plastikken af en agurk kunne heller ikke lade sig gøre.

Jeg kunne ikke sove hverken på ryggen, siden eller maven på grund af skulderen.

Jeg kunne ikke skrive, strikke, lave mad, træne, cykle, være kreativ, gøre rent, vaske hår, intet af det jeg elskede og som gav min hverdag mening

Og efter to dage med netflix og lydbøger var jeg klar til at kaste det hele ud af vinduet.

Jeg kunne kun have tøj på med elastik i livet og sandaler.

Og jeg kunne ikke barbere mig under armene.

Det tog mig ti minutter at skære et løg ud i store klodsede skiver og jeg græd af magtesløshed imens jeg gjorde det.

Når jeg gik tur med Soya måtte jeg binde hans snor fast om livet.

Men jeg kom igennem det, langsomt og sikkert, og i overmorgen er mit forhåbentlige sidste tjek.

Min finger er skæv og ikke specielt køn, men den er der og den virker nogenlunde.

Og dette var så fortællingen om hvor jeg har været, og hvorfor jeg ikke har kunne skrive.

Til forskel fra den behandling jeg fik af alarmcentralen og på Frederiksberg Hospital, Fik jeg en rigtig god og omsorgsfuld behandling på Gentofte hospital, der var ikke noget at sætte en finger på det. (hø hø finger)

Post operation

 

 

Mine fingre efter det er helet op og stingene er blevet fjernet.