(Som kommentar til denne artikel, om Stina der hele tiden mødes af tilråb og ubehagelige blikke, når hun parkere på hendes retmæssige handicapparkerings plads )

Generelt er det dejligt at folk ikke kan se hvor syg man er, eller hvor ondt man har, så kan man ligesom bare få lov til at være den man er, udover, alt det man kæmper med.

Men når det så er sagt, er det også pisse ubeskriveligt hårdt, at folk ikke kan se hvor syg man er, og hvor ondt man har, på de dage hvor det er rigtig svært at være til.

Jeg talte i dag om det svære ved at omgås andre når man ikke ser særlig syg ud, og om at før jeg fik el på min cykel, ville jeg til en hver tid heller blive hjemme end at tage ud med offentligt transport.

Jeg er en følsom person, og når jeg sætter mig i bussen spænder hele min krop, jeg føler alle ældre mennesker kigger ondt på mig, når jeg ikke hopper op af sædet med det samme de kommer ind.

Da min sygdom er fuldkommen utilregnelig og kan skifte fra bare at have rimelig ondt og være udmattet, til at mine ben falder sammen under mig og at jeg skal kaste op af smerter, gør det også at jeg helst ikke vil tage steder hen, hvor jeg ikke kan komme væk og hjem fra hurtigst muligt.

Og selvom folk i mit netværk er fantastisk søde til at hjælpe mig med et lift til, og fra steder, er det stadig hårdt ikke at kunne ”slippe væk”, når jeg får det dårligt, selvom det altid er med et ”du kan bare sige til hvis vi skal kører” vinder min høflighed for det meste og jeg ender med at være steder i meget længere tid, end min krop egentligt kan klare og skal betale med flere dage i sengen efterfølgende.

Jeg har længe drømt om en handicap bil, for at kunne gøre ting jeg ikke kan i dag.

Men jeg tænker også hele tiden, på de historier som i denne artikel.

Jeg har set det flere gange i sclerosegruppe, at scleroseramte med ret til handicapparkering fortæller hvordan folk har råbt af dem fordi de har parkeret på en handicapplads.

For det første fatter jeg simpelthen ikke at folk kan være så uvidende og ignorante, ikke at kunne forstå handicap er andet end at mangle et ben eller en arm.

Og hvis jeg så skal prøve, at være så pædagogisk som jeg overhovedet er i stand til at være, og sige okay jeg kan godt se at folk også kan have meget svært ved at forholde sig til at der findes sygdomme, som f.eks. min, der har ødelagt så meget i min krop, at mine nerver i ben og arme og ryg, SKRIGER af smerte HELE TIDEN.

Ja det er svært, for jeg er jo 1: ung og 2: smiler.

Men her er så en anden sandhed sygdom, jeg også ville ønske folk kunne forstå: sygdom har ikke noget at gøre med hverken om man smiler eller er ung.

Jeg kender mange ældre mennesker der ser skide sure ud og ikke fejler det mindste.

For det andet, er der, det der med at folk har behov for at irettesætte fremmede mennesker, også selvom det på ingen måde er deres ansvar at gøre det.

Hvis nu man gjorde det fordi at det bare var sådan en generel ting, at man blandede sig i hinandens liv, men det er det jo ikke vel?!

Da jeg havde skåret mine fingre op, og gik grædende og fuldkommen indsmurt i blod fra top til tå, var der ikke et eneste menneske der lige havde behov for at blande sig og hjælpe til, tværtimod, hoppede folk væk fra mig, som om jeg var et farligt monster indsmurt i sars.

Så det er åbenbart kun når vi kan skælde andre ud, sætte dem på plads, råbe lidt af dem, at det er fedt at blande sig?!

JEG FORSTÅR DET IKKE!

Hold nu for pokker op med at tro, at du ved hvem en person er, bare ved at kigge på dem, hold op med at døm andre ved deres udseende, hudfarve, køn eller handicap, hvor mange gange skal det siges!?!?!

Og hvis nu du skal blande dig, fordi du ikke kan lade være, og fordi det sitre i dine mundvig, og at det kilder lidt uartige steder, når du høre din egen stemme.

Så brug den i det mindste positivt!

Spørg manden på bænken om han har haft en god dag, hjælp den ældre dame over vejen, sig hej til en fremmed, hold døren, lav et fjollet ansigt til en baby, der sidder på armen af en udmattet mor. det er alt sammen ting der gør verden til et lidt bedre sted.

Det at du råber af folk der holder på handicapparkeringen, gør aldrig, ja jeg mener ALDRIG verden til et bedre sted, du hjælper ingen mennesker ved det!

0 procent bliver hjulpet!!

Det er lige så dumt og ligegyldigt, som at fortælle en veganer hvor meget du elsker bacon, vi gider ikke hører på det!

Det er dumt, uhøfligt og unødvendigt.

Så stop med det! (please)