”Skal du ikke snart have en ny telefon?” spørger min far, mens han kigger over på min slidte telefon, med smadret skærm, der for det meste ligger efterladt et tilfældigt sted, fordi den er løbet tør for strøm.

”Nej da” siger jeg, ”den er perfekt!”

Okay så kan den ikke rigtig holde strøm mere, og i stedet for at advarer en, som normale telefoner gør det, går den bare i sort, uden advarsel.

Så har jeg 5 beskeder fra min mor, når jeg tænder den igen.

”er du ok?” ”hvad skete der?” ”er du i live?” ”hallloooooo!??!”

Det er ingen hemmelighed at jeg godt kan lide elektronik, især den slags med lysende æbler på, til trods for, det strider imod mit genbrugs- hippiehjerte.

Men jeg kunne aldrig drømme om at udskifte en telefon, der stadig virker, blot for at få en nyere model.

Problemet er også at den nye model jo er alt for stor, til at kunne være i lommen på mine bukser.

Jeg er jo ikke ligefrem en dame-taske-type.

Mere en uglet hår og sneakers type, så det er vigtigt, med en telefon der kan være i lommen, selv på mine strammeste jeans.

 

Med tiden har jeg tænkt på, om det mon er den åbenlyse sammenhæng, mellem mit liv, og en ustabil smartphone, med et gammelt batteri, der gør jeg har sådan et stort behov for at gå i forsvar, hver gang snakken falder på min slidte telefon.

Nok er glasset smadret, efter mere end en tur, ned i det hårde gulv på Riget.

Batteriet er ikke hvad det har været – det ene øjeblik står den som fuldt opladet, det næste øjeblik, står man på Tagensvej og er faret vild, fordi adressen, man skal til, står på ens telefon, der er gået i seng, for resten af dagen.

Billedkvaliteten er ikke hvad den har været, men på en god dag, med hjælp fra lidt naturligt dagslys, gør den sit job.

 

Jeg ved ikke om jeg selv lære kunsten, at spare på mit eget batteri, så der er nok til en hel dag.

Eller om det overhovedet er meningen, at jeg skal lære det?

 

Dengang jeg var lille sagde min mor altid, at jeg kun havde et gear, og det var 5.

Min mund stod kun stille når jeg sov, og havde jeg ikke noget at sige, sagde jeg bare lyde i stedet.

Nu er 5. Gear blevet slidt, som min morbrors gamle mini, der brokker sig gevaldigt, hvis man prøver at sætte den i et højere gear end 3.

Og selvom det ikke er sjovt, at ende dagen i fosterstilling, på sofaen, med tunge ben, der bukker under en, når man prøver at gå, metalsmag i munden og en klam kvalme på grund af smerten i ens knogler.

Er værdien i bare en halv dag, som normal, – en halv dag, med gåture, og kvalitets tid, også virkelig svært at sætte en pris på.

Og jeg ved godt jeg aldrig bliver en iphone6 model, med rosa guld bagside, god batteri-tid og hurtige funktioner.

Men en iphone4 er stadig en virkelig, virkelig god mobil, så længe man husker at passe på batteriet, og tage en oplader med, hvorhen man tager hen.

 

Rigtig god jul  kærligst Dot. <3