I lære som Uhøflig.

I dette indlæg kommer jeg til at bruge fraser, jeg selv hader, at høre udtalt.

“I gamle dage”… dengang græsset var grønnere og flottere bla bla..

Primært fordi sætningen som oftes, bliver udtalt af folk der på en mere eller mindre pæn måde, får pakket en nedladende kommentar ind om “ungdommen nu til dags”

Såvel som sætningen “da jeg var din alder” ofte bliver fyret af, med en selvhøjtidelig arrogance, der sætter en på plads, og pointere at DE har ret til at stå forrest ved kagebordet…

“da jeg var din alder, vidste jeg bedre” jamen det da super, du blevet så meget klogere på de 11 1/2 måned du er ældre end mig!

Nåh det var et sidespring, det jeg ville frem til er, at det er som om der mangler noget, nu til dags, (ha har brugt det ord så sjældent jeg ikke engang ved om det hænger sammen eller ej!) Det der mangler er -høfligheden, galantheden, -åbne-døren-for-personen-med-hænderne-fulde-heden.

I min jagt, efter overlevelse, er jeg selv gået igang, med at prøve at være mindre høflig og gentlemans-agtig.

Det piner mig, at jeg ikke længere kan være hende, der hjælper med at få taskerne op på hylden, i toget, eller hjælper med at løfte tunge ting. Men jeg ved også hvor pinligt det ville være, at stå der midt i toget, med et fremmed menneskes taske i hånden, et forpint udtryk i ansigtet og ikke kunne bevæge mig, fordi min ryg igen er gået i krampe.

Men mest af alt piner det mig, fordi jeg ikke ser andre gøre det.

Forleden var min veninde og jeg i ikea efter et skab.

Stedet der bare ved indgangen, -med lugten af børn og pølser samt alle de ting man skal undgå at blive fristet af, -dræner en fuldkommen for energi.

Ikke desto mindre lykkedes det os. Da vi kom til Vesterbro var kl. mange, og tingene der skulle læsses op i lejligheden var uendelig tunge.

Da vi var kommet op på 3. sal via elevatoren, med den 2 meter lange, og uendeligt tunge papkasse var energien ved at være brugt op. Jeg troede vi var alene i opgangen, så jeg slår ud i et højlydt og dramtisk suk, a la “aaaargghhh, suuuk, støøøn, jeg døøøør!!” imens jeg er halvt overfaldet af en papkasse, der ikke rykker sig ud af stedet. Min veninde prøver ihærdigt at komme ud på den anden side af elevatoren og kæmper lige så meget som mig.

Pludselig ser jeg at vores aktion bliver iagttaget af en mand, der prøver at gøre sig usynlig.

“nåh kan man så komme til at tage elevatoren nu?” spørger han -“øh ja din røv-nederen mandsperson, bare pas på du ikke bliver smittet af vores arbejdende sved!”

Helt ærligt hvad blev der af “skal jeg ikke lige give jer en hånd med?”

Eller som når jeg prøver at balancere en 20 kilo tung kasse fra posten hjem af Vesterbrogade på min cykel, med et tydeligt opgivende blik og jeg konstant bliver skubbet til, eller må stoppe op, fordi folk er for vigtige til at flytte sig for en.

For mig er den slags ting bare naturligt, hvis jeg ser en der har brug for en hånd tilbyder jeg den, ser jeg en cykel med en tændt lygte på, slukker jeg den, for jeg ved selv hvor træls det er at komme ned til en lygte der er løbet tør for batteri og senere skulle punge ud til politien for at køre uden lys på, uden man selv har opdaget det.

Og for tiden føler jeg mig sgu lidt som en sær tosse, midt i mængden af folk, der har nok i at se på hvilken retning de selv er på vej hen.

Jeg tænkte også på det, da et youtube klip, med en kvinde, der bliver tiltalt af flere mænd, på hendes færden i New York, -kørte derudaf i de sociale medier.

“øv hvor er mænd nogle svin” “ja tænkt sig at man ikke kan gå i fred”

Når jeg går tur med min hund, bliver jeg næsten altid stoppet op af forskellige mennesker, til min omgangskreds store morskab “jeg kender ikke nogle som dig Sarah, der kan møde så mange mærkelige mennesker på så kort tid”

Og jo en enkelt gang eller to, har jeg følt det har været ubehageligt, og har måtte trække “min kæreste-er-rocker-og-venter-på-mig-derhjemme-kortet” men for det meste, er det jo bare folk der gerne vil have lettet deres hjerte, sige hej eller få lidt adspredelse fra deres måske ikke så fede liv.

Der går sgu ikke noget af mig, ved at få en sludder eller give en hånd til et fremmed menneske.

Engang kom jeg 40 min. for sent på arbejde, fordi jeg på min morgen gåtur, mødte en gartner, ved søerne, der var så uendeligt træt af at hans kollega fik særbehandling, jeg åd den da jeg mødte på arbejde, for da han havde fået lettet sit hjerte, var han simpelhen så glad for jeg havde gidet lytte.

Men nu kommer jeg også derfra hvor man siger “hej” når man møder andre mennesker på gaden, det kan godt virke lidt desperat når man bor på Vesterbro, og på vaskeriet nærmest råber af en mand, der er halvt ude af døren, “nåh men hej hej hav en god aften!!”

Jamen er det så underligt? vi har stået i et rum alene sammen, og kigget på vores tøj der drejede rundt og rundt og han hjalp mig, da jeg stod, på bedste landsbymaner og ikke anede hvordan knapperne virkede. Siger man så ikke farvel?

jeg tror bare mest af alt, jeg savner den umiddelbare venlighed, uden bagtanke eller skepsis.

for som Bodil Jørgensen sagde i Go aften danmark, til spørgsmålet om hvordan hun havde det med ikke længere at kunne løbe op af trapper.

“jamen jeg håber da aldrig jeg får så travlt, at jeg behøver løbe op af nogle trapper”

Den sætning bed sig fast i mig, og ligesom hende, håber jeg aldrig jeg får så travlt jeg ikke har tid til en hurtig sludder, men den lokale hjemløsemand.

Eller at jeg nogensinde bliver så nærtagende, at jeg giver en fornærmet lussing til den næste fremmede, der siger “hej hvor ser du smuk ud” fremfor bare at sige tak og gå videre med et smil på læben.

Pyt for helvede PYT!

I november er ambitionerne høje, jeg drømmer om at lave hjemmebyggede peberkagehuse, ingefær-kagemænd, og at alle mine pakker bliver pakket ind, med små hjemmegjorte “til og fra kort”

Jeg har aldrig været en pige-pige, jeg gider ikke gå i tøj butikker, med mindre jeg mangler et eller andet. Og det med med make-up er noget med en gang mascaraer der bliver kørt ud over vipperne, og en klat af det der brune pulver, ved en festlig lejlighed.

Det siger mig ikke noget. Ikke fordi jeg gør en dyd ud af at ligne lort fra morgen til aften, det er mere bare det med, at jeg er bange for at kigge mig selv i spejlet længere tid af gangen.

Nåh men når det så er sagt, er jeg stadig til falds for at købe de famøse dame(bolig)blande, der ikke gør andet for en, end at fortælle og vise os alt det vi mangler og endnu ikke har.

jeg vil nemlig hellere pynte min vindueskarm end mig selv.

Og nogle gange er mine prioriteter måske lidt underlige, for jeg vil hellere støvsuge inden jeg får gæster, end at gå i bad og gøre mig yndig, og er de forsinkede, så vil jeg hellere lige tage opvasken, end at tage bukser på, så ender altid med at åbne døren halvnøgen i en plettet sove t-shirt men med et nogenlunde ordentligt hjem.

Nåh men derfor kan jeg godt blive lidt juletosset, for jeg elsker at lege, bage, pynte og klippeklistre.

Min store passion er konfekten, der altid skal være en lille smule mere kompliceret end sidste år.

Jeg laver karameller, langtidstørrede æblechips med lakrids og havsalt, småkager, fyldte chokolader.

-Et år min søster var til søs, ved juletid, gav jeg hende en stor tung kasse fyldt med konfekt, altsammen hjemmegjort og højest sandsynligt gjort i de sene nattetimer mens alle andre sover.

Jeg er en mad nørd og som min veninde kalder mig, når jeg lokker hende til at gå en omvej for vi kan kigge ind af designerzoos vinduer på vesterbrogade -en lille designerskøge!

Og det er jo også ganske dejligt, indtil det famøse julekort fra kroppen kommer ind af døren;

Kære Uduelige Dot

jeg vil bare fortælle dig at det er koldt, så hvis du ikke selv kan mærke det giver jeg dig lige et stød i ryggen hver gang du bevæger dig.

Det sødt du tror du stadig kan lave dørkranse, har du glemt jeg har smadret din venstre hånd for flere attaks siden?

Nåhja det der med at være i god tid, er da meget godt, men det kommer ikke til at ske, heller ikke i år.

er du ikke bare glad for at du virkelig, jeg mener virkelig, i hver et led og hver en knogle, kan mærke du er i live ved denne tid?

Selv tak din optimistiske sæk lort.

kærlige julehilsner -Din krop

Det er bagsiden af medaljen, ved julen, når man har en kronisk sygdom -den er komplet ligeglad med hvad dag det er.

Og det kan være svært, at anerkende man ikke kan det samme som man plejer.

Det koster mig tåre hver år, når jeg indser jeg må give fortabt halvvejs, i projekter med gran og kogler.

Den slags inderlige uretfærdighedståre, når man så gerne vil, men ikke må, og ikke kan.

Det er den slags tåre man helst går ud i haven og fælder, for det er lidt pinligt at stå der, voksen og med pagehår og græde over at de andre har lavet flere dekorationer end man selv har.

jeg prøver at lave regler for mig selv, regler om at slappe af og trække mig tilbage, og syntes selv, jeg bliver en smule bedre, år efter år.

Min mor har tit prøvet at forbyde mig adgang til køkkenet juleaften, men det nytter jo ikke noget, for så snart hun er gået er der en sovs der skal røres i og en kål der skal hakkes, køkkenet er jo der jeg spiller mine kort, det er der jeg nørder og glemmer tiden, det er da kedeligt bare at spise maden, hvis man ikke selv har rørt i gryden eller smagt sovsen til.

Og det er jo også det julen handler om -i min familie ihvertfald -stressen!

at man altid bliver vækket at den velkendte lyd (alt for tidligt) af støvsugeren der bliver banket ind i dørkarmen.

Ja så juler vi;

“FOR HELVEDE JEG BRÆNDER MIG PÅ DE SKIDE KARTOFLER, NU RODER HER IGEN, HVEM HAR TAGET PISKERISET, JEG BLIVER SINDSYG, HVIS IKKE SNART DE HUNDE HOPPER UD AF KØKKENET SÅ SLÅR JEG DEM IHJEL” “LACK FLYT DIG” “REBEKKA HVIS DU SKAL LAVE DET RØDKÅL SÅ DET NU”

“nåh men Sarah du kan bare sætte dig lidt ind i stuen og slappe af, jeg kan godt se du har ondt” “HVORDAN FANDEN SKULLE JEG KUNNE DET?!”

Det er ingen hemmelighed at jeg har et meget lav stresstærskel, hvis der er nogen der rejser sig så rejser jeg mig også, begynder de at arbejde på noget, så gør jeg det også.

Jeg suger alles energier ind, og jo flere mennesker der er omkring mig, desto mere forvirret og stresset bliver jeg.

Så jeg har lært og bliver bedre til, at gå væk et øjeblik, lige at suge noget energi alene med min hund.

Min hoved bliver alt for hurtigt fyldt op, ikke at jeg ikke nyder stressen og menneskerne omkring mig, jeg skal bare lige tømme min hjerneskraldespanden lidt oftere, nu hvor sclerosen har plakket min hjerne til.

Min eneboer mentalitet er alt for indgroet og gør jeg nemt føler mig forkert i en tid hvor man skal være sammen om ting.

Jeg tror aldrig jeg lære at læne mig tilbage og slappe af, jeg lære nok heller ikke at have mindre ambitioner til mig selv, men når det så er sagt, så bliver det alligevel altid jul.

Dog vil jeg som bonus update sige, at jeg endnu ikke har julet herhjemme, jeg har simpelthen haft for travlt med andre ting, nåhja jeg har heller ikke noget køkken, og det flyder overalt med værktøj. Jeg har heller ikke købt gaver, eller lavet kager.

Dette blogindlæg har også ligget i flere uger, har ikke haft overskud til at rette det.

Men altså det betyder ingenting! Jeg øver mig nemlig på et nyt ord, det er kort, men svært og jeg tror på det kan ændre min verden, her kommer det;

PYT!

Pyt, med det! Pyt med tingene ikke går som planlagt, det er ikke det der er vigtigt.

Kærlighed er vigtigt, små overraskelser er vigtige, at mine dyr er i live og minder mig om at jeg skal stoppe op og give dem tid til bare at være, være sammen med dem, nusse og tømme hovedet lidt.

Så god jul kære læser, er glad for at dele en bid af mig med jer og glad for den bid af jer nogle af jer giver mig tilbage her på bloggen.

pas på hinanden, men mest af alt, pas på jer selv.

kærlighed og pyt herfra.