Er et halvt liv, også et liv værd at leve?

 

Selvom jeg elsker efteråret og den måde farverne i naturen, nærmest føles magiske.

Så er det også den tid på året, hvor min krop langsomt begynder at falde fra hinanden.

Og den sidste måned, har jeg været mere på langs end oprejst.

Få gange afbrudt, af en nærmest manisk adfærd, hvor jeg har pisket mig selv til at gøre noget, produktivt.

Noget der kan ”forsvare” min eksistens.

For lige nu, er det nok det jeg kæmper allermest med, – min ret til at være til, de dage hvor jeg intet kan.

Jeg indrømmer gerne, at jeg i mange år har pakket min usikkerhed ind, ved at være noget for andre, eller ved at gøre noget godt, noget produktivt, fået nogle til at føle sig godt tilpas, eller lave noget med mine hænder.

På dage – Som der desværre har været en del af den sidste måned. Hvor jeg har haft så mange smerter og kramper, at jeg nærmest kun er stået op, for at opfylde mine dyrs behov og derefter er faldet omkuld igen. – Har jeg virkelig kæmpet meget med den følelse af at så parkeret, på den anden side af livet.

Og selvom jeg dagligt både meditere og dyrker yoga, kæmper jeg med at rumme, de mørke, tunge følelser, og sorgen over kun at kunne gøre ting halvt, og hele tiden skulle vælge det ene eller det andet.

Jeg ved der er mange kronikere der kæmper med nogle af de samme følelser, vreden, irritationen, frustrationen over at det skal tage 3 skide dage at gøre rent, i stedet for 1!

Ensomheden, i at stå alene med en sygdom, der viser sig på måder der er umulige at forstå eller forklare.

Og derfor skriver jeg dette, selvom jeg har kæmpet med at få ordene frem.

For du er ikke alene og det er ikke forkert, at føle sig ked af det, når man har ondt eller at føle sig udenfor, når der er ting man må sige nej til.

Jeg ser dig, og jeg forstår.

Ps. Kan jeg i den grad anbefale den app der hedder insight timer.

Det er en meditations app, med små øvelser og guidede meditationer. Min favorit er af en der hedder Sarah Blondin og hedder ”I would like to give you permission”

Det har hjulpet mig rigtig meget at være udenfor i naturen, med hende i ørerne, på de tunge dage.

solsikke

Når jeg er svag, er jeg stærk

 

13694327_10208978693080614_536744745_o

Jeg har aldrig været bange for at stå på en scene, aldrig været bange for at sige min mening eller tale højt og tydeligt.

Men nogle gange kan jeg godt føle, det er rigtig svært at være sammen med andre mennesker.

Ikke fordi jeg bliver genert og ikke ved hvad jeg skal sige.

Mere fordi min krop er som en ballon der går hul på så snart jeg er sammen med andre og efter nogle timer er jeg fuldkommen drænet for energi.

Med dem jeg elsker er det nemmere, også at koble fra, fra tid til anden når det hele bliver for meget.

Men det kan stadig være svært at føle sig helt tilpas.

For mange år siden, fik jeg mit første store sammenbrud.

Jeg var så langt nede psykisk, at bare det, at skulle gå ud og handle fik min krop til at reagere med panik og angst.

Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har stået i en kø i netto, med røde øjne og rystende hænder.

Hvis folk prøvede at røre ved mig eller give mig et kram, hoppede jeg en halv meter op i luften af skræk.

Jeg kan tydeligt mindes hvordan min mor tit har siddet og nusset mine fødder, som var det eneste sted jeg kunne klare at blive rørt ved.

Når jeg tog bussen kunne jeg vride min bluse af angstsved.

Og det kan i dag, stadig gøre mig så udmattet, at jeg må direkte hjem og ligge mig, efter bare en kort tur med offentlig transport.

Jeg havde smerter over alt og som min psykolog sagde, var det måske ikke så underligt, at man var bange for at blive rørt ved, når ens krop var som en stort blåt mærke i sig selv.

Men ingen læge kunne give mig et svar på hvorfor det var sådan, i årevis fyldte de mig med piller og spiste mig af men dårlige undskyldninger.

Samtidig gjorde jeg alt hvad jeg kunne for på destruktiveste vis, at slukke for min krops signaler.

Jeg vendte det hele indad; ”det er min skyld jeg har ondt” ”jeg er en dårligt og dovent menneske siden jeg bliver svimmel bare af at tage en trappe.”

”Ret ryggen og bid smerterne i dig!”

Og det gjorde jeg så, jeg knoklede på med arbejde og studie, jeg smilede og var glad, alt imens mit indre var ved at springe fuldkommen i luften.

Min krop skreg om hjælp, jeg var konstant syg, havde hele tiden infektioner, feber, betændelse i kroppen, migræne, kramper og mine øjne var som en brandhane der uden advarsel og særlig grund væltede ud med vand.

Jeg mestrede at græde lydløst, på mit kontor, mest jeg tastede sager ind, jeg græd på toilettet, græd mens jeg gik blandt andre mennesker, græd mens jeg cyklede hjem, græd mens jeg handlede, helt stillende og diskret uden nogen opdagede eller sagde noget.

På et tidspunkt kom jeg hen til min læge, jeg vidste hende min ryg, den var skæv og deform og den gjorde ondt ved den mindste berøring, jeg tog blusen af og hun så mine arme var røde og blå.

Jeg sagde jeg ikke orkede mere, og om det virkelig kunne være rigtigt det skulle gøre så ondt at bevæge sig, alt i mens jeg, igen græd ustoppeligt.

Hun ville gerne indlægge mig (psykiatrisk) og jeg sagde, at det kunne hun godt glemme, for det ville da først gå helt galt, hvis jeg ikke havde min hund hos mig.

Hun sagde at jeg i det mindste skulle melde mig syg, jeg var ”overanstrengt og deprimeret”

Ja hvorfor mon? Kig på min skæve ryg? Kig på mine tunge ben, og mine konstante infektioner og send mig til Neurolog FOR HELVEDE KVINDE!

(det sagde jeg desværre ikke, for jeg var stadig overbevist om det var min egen skyld at jeg havde ondt)

Heldigvis fik hun mig dog ind i det psykiatriske system, jeg fik en diagnose og terapi og fandt ud af hvorfor jeg så verden lidt anderledes end andre mennesker. Og hvorfor jeg syntes nogle ting var virkelig svære, selvom jeg rationelt, overhovedet ikke kunne se hvorfor de skulle være det.

Jeg øvede mig i at finde min grænse og lytte til min krop, der var blevet så undertrykt at det, selv i dag mange år efter, er svært altid at høre hvad den siger, når jeg har planlagt noget jeg skal bruge den til som den ikke kan.

Da jeg i 2012, mange år efter fik min diagnose Sclerose, efter min krop var så angrebet, at jeg hverken kunne bruge mine arme og ben, kunne gå i bad eller tage tøj på selv.

Og min læge sagde at jeg skulle stoppe mit studie, og at det var alvor, var det som om en hel del af al min selvvrede og bearbejdelse forsvandt.

Og en stille stemme sagde ”det er ikke din skyld alligevel”

Men er du vimmer det har været en lang og sej kamp, jeg stadig kæmper med dagligt.

De første mange gange efter et attak, skulle jeg altid spille smart, jeg skulle vise for sej jeg var og hvor meget jeg kunne, og jeg endte med konstant at falde hårdt og kontant med hovedet nede i betongulvet.

I dag har jeg det bedre, ikke fordi jeg er blevet rask eller ikke har ondt, men fordi jeg de sidste 4 år, har øvet mig i at lytte til min krop, og respektere, når den siger fra psykisk og/eller fysisk.

Jeg elsker ikke min krop endnu og jeg har heller ikke tilgivet den, at jeg ikke kan få lov til at kunne det, alle andre på min alder kan og gør.

Men jeg har lært at det fungere bedst hvis vi samarbejder.

Og hvis det betyder at jeg skal bede om hjælp, eller har brug for mere søvn og alene tid end andre.

For som en sætning jeg hørte forleden, og har siddet fast i mit hovedet lige siden.

When I am weak Then I am strong

Og hvis jeg skulle give et eneste råd til andre mennesker i lignende situationer er det, at lytte til de signaler din krop sender dig.

Og så lad vær med at tro på praktiserende læger, hvis eneste middel er, at fylde dig med smertestillende og antidepressiv for det er blot symptombehandling og skal ALDRIG, ALDRIG, ALDRIG NOGENSINDE STÅ ALENE!

Blev ved med at lede efter en vej, der gør det værdigt at leve og tilgiv din krop.

<3

Din og min virkelighed

dsc_0921

Jeg tror en af de sværeste ting ved livet, er at forstå, at vi alle lever i hver vores virkelighed.

Nogle gange kan det nærmest være umuligt, ikke at føle et behov for at sammenligne, ens situation med andre og omvendt.

Især med sygdom, kan man søge efter fællesnævnere, hos andre, med samme sygdom og blive frustreret over ens virkelighed er en hel anden.

Og hvormed alting er, er det dumt at gøre, det gavner intet at spejle sig i noget, som kan være lige så forskelligt som alt muligt andet.

Man bruger en stor del af sit liv på at være unik og ikke ligne alle andre, og når man så er det, kan man sommetider hige efter bare at være helt normal, med normale tanker og problemer.

Forleden snakkede jeg med min læge, på rigshospitalet, om medicin, og om modsætningen i, at jeg vælger at spise alt det, der styrker mit immunforsvar, samtidig med mit medicin er immunforsvarshæmmende.

Dertil sagde min læge noget klogt, for ja min medicin er immunforsvarshæmmende og ville gøre mange almindelige mennesker syge, men for mig er den jo immunforsvarsstyrkende, fordi den bekæmper min sygdom.

For nogle er det rigtige valg ikke at tage medicin, der hvor de er i deres sygdomsforløb.

Hvilket man jo godt kan forstå, hvis man ikke føler en effekt af dette.

For ja, lad os være ærlige, det er ikke ligefrem saftevand der bliver kørt igennem vores åre, hver måned.

Men for mig, har det at få medicin, på mange måder reddet mit liv.

Der har gjort, at det ikke længere kun handler om at holde ud, men også om at leve igen, og at turde se fremad.

Og det er jo min virkelighed, og det jeg mærker og føler i min krop.

Og selvfølgelig er vi alle sammen forskellige, for tænk hvis vi var ens?

Tænk hvis der kun fandtes en slags blomster i naturen, eller en måde at leve sit liv på.

Tænk hvis vi alle gjorde og tænkte det samme hver dag.

Ville det så ikke være umuligt, at forelske sig i livet og hinanden?

Mine bedste tips mod kvalme

Jeg ved ikke om det bare er mig, som har en kvalmesøster, hængende i mine skørter uafbrudt.

Hun kommer når jeg ikke tager hensyn, eller lytter til min krop.

Og er en hyppig gæst, fordi jeg insistere på, at kunne mere end jeg umiddelbart kan.

Så for hver gang jeg går ud og leger rask med de raske, sidder hun derhjemme og venter på at få betaling ved kasse et.

Jeg ønsker ikke at tage medicin imod dette.

  1. fordi det ikke virker

og

  1. fordi det er et tegn på min krop kræver at jeg lytter til den NU!

Derfor vil jeg også mene, at jeg har testet en del, for at komme på god fod med kvalmesøsteren og tænker at jeg lige så godt kan dele mine erfaringer med andre, når nu det skal være.

Det starter for det meste sådan at mine ben bliver tunge og usikre at gå på, og min krop bliver tung og febervarm, hver gang jeg forsøger at bruge den.

Den sender dermed signaler til min mave, om at hvis ikke jeg øjeblikkeligt stopper hvad jeg har gang i, kan jeg få lov til at smage min morgenmad, mere end en gang.

Derfor

 

Råd nr. 1

Ro med ro på.

Det betyder at sætte telefonen på lydløs og lave en puppe et køligt sted og ikke komme ud førend sidste akt af Titanic er afsluttet i maveregionen.

 

Råd nr. 2

Ingefær

Ingefær er en af de spiser der for mig har udviklet sig som et omvendt kærlighedseventyr.

Da jeg lærte den at kende, kunne jeg ikke fordrage den, bare lugten af den kunne få mig til at smide alt hvad jeg havde i hænderne og løbe den modsatte retning.

Men skæbnen ville at vi skulle støde på hinanden, ofte.

Og langsomt men sikkert, blev hadet forvandlet til et vaske ægte kærlighedsforhold.

Jeg elsker ingefær og alt hvad den har at byde på.

Og jeg indtager den gerne i så rå tilstand som muligt, når jeg enten har brug for en opkvikker eller mod kvalme.

Mit bedste tips er at juice den, eller tilføje den i en smoothie.

Eller at lave en ordentlig omgang ingefærshots med frisk gurkemeje og masser af citron.

 

Råd nr. 2

Spis energi.

Da råd nr. 1 nævnte smoothie, kunne jeg lige så godt forsætte i samme båd.

Når jeg har kvalme kræver min krop sukker og energi. En god måde at få dette på, syntes jeg, er at tage alle ens ynglings bær og smide dem i blenderen med nogle frosne bananer og lidt vand. (og en masse ingefær hvis du er modig 😉 )

Hvis det er den slags kvalme, der gør du ikke har lyst til at spise noget, i frygt for det ryger op igen, er det en god ide, også at putte lidt grove grønsager, som spinat eller grønkål, og evt. Hørfrø, hampfrø (nej nej dem bliver man ikke skæv af) eller chiafrø – med i smoothien, for kroppen trods alt har lidt at arbejde med.

 

Råd nr. 3

Bobler

Nej ikke bobler, som dem man drikker på havnen, sammen med en der ser sød ud, men hvis navn man ikke helt kan huske.

Bobler som i sodavand og allerhelst danskvand.

Såvel som ingefær, kom mig og danskvand ikke så godt ud af det med hinanden, til at starte med.

Der var ikke noget værre for mig, end hvis man ved en fejl fik bestilt danskvand fremfor almindeligt vand, når man var ude og spise.

”føj for Søren, du ikke vand, og du er heller ikke cola, hvad fanden kan du egentlig?!?!”

Det var faktisk først for nylig da jeg var inde og blive opereret og mine første ord efter operationen var ”tørstiiiiggggg, vaaaand, meget mere vand”

(Havde lidt traumer efter gangen før, hvor jeg vågnede op efter en operation, med en hel sandkasse i munden, og sygeplejersken gav mig den mest triste bundsjat vand i verden, i frygt for at jeg skulle blive kvalt. Og jeg så ynkelig som noget, blev ved med at tigge og kalde ”mere vand” ”mere, mere, mere!”)

Nåh men tilbage til riget hvor jeg grundet for lavt blodtryk, havde sød sygeplejerske-fyr med krøller ved min side, som kunne give mig alt det vand jeg kunne tænke mig.

Den eneste fejl var, at det var danskvand han kom med, og det var først da jeg havde tømt flasken, jeg kom i tanke om at jeg ikke kunne fordrage smagen, men lige der i kvalme og medicinros var det, det bedste der var sket for min mund længe.

Og jeg fik dermed øjnene op for, hvilken genial drik det er, når man har hævet kvalmemund.

Jeg er stadig ikke 100 procent danskvandstypen, men blander det gerne op, med en halv citron eller lidt saft. Når jeg har det skidt.

 

Råd nr. 4

Pebermyntetyggegummi eller pastiller

Som nævnt ovenover hæver min mund op, når jeg har kvalme og bliver tør og klam, så da jeg fandt ud af at pebermyntetyggegummi skulle være godt, hoppede jeg straks med på vognen.

Både det og pastiller syntes jeg gør godt når man har det skidt.

 

Råd nr. 5

Et koldt bad

Jeg har tit tænkt tanken, at min krop ville værdsætte et dejlig varmt bad, når den var kvalmeklam og overanstrengt, men fandt også hurtigt ud af, at det bestemt ikke var tilfældet.

Som sagt tidligere bliver min krop kogende varm når jeg er utilpas og derfor er det bedste for mig at have det så koldt som overhovedet muligt.

Koldt rumt, kolde drikke, koldt bad.

 

Jeg håber i kunne bruge mine 5 ydmyge råd, mod kvalme og utilpashed, hvis i har andre gode fif, må i rigtig gerne dele dem med mig og alle andre.

 

 

 

Feriedrømme

Jeg drømmer om det samme, ferie – bare tre ugers ferie, fra at være syg.

3 uger hvor jeg ikke behøver ”nej det går ikke -hatten” ”nåh det når jeg heller ikke -hatten” eller ”jeg må lige have en pause -hatten”

Jeg kan godt lide sommeren.

Den måde varmen løsner toppen af spændingerne i min krop, og det naturlige skud D-vitamin, løfter mit humør.

Jeg elsker følelsen af frie ben i shorts, der ikke er klemt inde i bukser, som gnider op og ned, af mine følelsesforstyrrelser i benene.

Jeg elsker at se den måde solen giver folk overskud og energi, når de hænger ud, de få steder hvor der gror græs på Vesterbro.

Og den summen der er i byen, de lune aftener, hvor folk hellere vil være ude end inde.

 

Men det giver mig også en knude af sorg i mit hjerte.

Sommer eller ej, min krop er ligeglad, og jo mere jeg drømmer og planlægger desto tungere bliver den.

Jeg værdsætter stadig alt hvad den kan og lever højt på, hvor gode mine ben er at gå på, for tiden og hvor flygtigt det hele er, fra dage hvor jeg kan en masse, til dage for jeg er fængslet i min lejlighed, træt, tung og ked af det.

De tunge dage hvor jeg må kravle tilbage i min seng, fordi det heller ikke var i dag jeg kom til at rykke på noget som helst.

De dage hvor, når jeg møder folk, der vil mig, og det eneste jeg tænker på, hvornår jeg kan gå fordi det at fuldføre en sætning, og sammensætte et muntert smil, tager alle mine kræfter fra mig.

Jeg har ikke været så motiveret til at skrive, fordi jeg hele tiden har været mellem disse to stadier.

Har jeg haft en smule energi, har jeg taget den med mig, er gået ud, følt mig levende og normal, jeg har grint, drukket øl i solen, gået ture, taget på eventyr.

Men når jeg så er kommet hjem, har jeg været tom og tømt for energi, og jeg har restløst siddet som i søvne med åbne øjne uden at kunne samle mig om noget som helst.

Jeg ved godt jeg burde passe bedre på mig selv, men lige nu har jeg bare alt for meget at skulle have gjort og sagt, til at tage hensyn til, om jeg når hele vejen hjem, før alt luften er feset ud af ballonen.

 

For hvad betyder det at man er gammel nok til at vide bedre, når man stadig kan gå for en på 24 år, en lun nat på Roskilde Festival, hvor drenge med hipster-hår kommer med usammenhængende komplimenter til ens kavalergang, fordi de tror man er en af dem, ung og sorgløs og typen der var klar til at stikke af mod sol og eventyr, hvornår det skulle være.

Så måske er det urealistisk at drømme om ferie fra den sygdom der pt. Styrer det meste af mit liv, men jeg er stadig fri, ikke hele tiden men i små øjeblikke, hvor noget er i stand til at slå mig ud af min virkelighed.

Og jeg værdsætter disse øjeblikke, det lover jeg dig!

roskilde

 

At springe ud som syg

 

4

Jeg har sat mit hår, puttet concealer under de mørke rander, under mine øjne, der viser hvor svært jeg har ved at sove om natten.

Morfinen tager toppen af smerterne og min stædighed tager resten.

Jeg føler mig som en kamæleon, ingen fremmede vil nogensinde kunne gætte, hvor syg jeg er, hvordan jeg usikkert kommer på benene om morgenen og hvordan jeg ryster af smerte flere dage efter en tur ud i den virkelige verden.

Lige nu ligner jeg en helt almindelig kvinde, med styr på sit liv, og næsten også styr på sin neglelak, der sidder som den gør, efter tredje forsøg, og et badeværelse fuld af stinkende vatrondeller med neglelaksfjerner på.

Jeg får komplimenter for mit udseende og henrykte bemærkninger, fra dem der ved, jeg havde et attak, få måneder forinden.

Ved bordet kommer den anstrengende smalltalk, velvidende om at det kun er et spørgsmål om tid, førend det gruopvækkende spørgsmål kommer.

”Nåh og hvad laver du så?”

Efter mit sidste attak, og tre uger i mit eget selskab, i en døs af piller og opsvulmet ansigt, havde jeg brug for der skulle ske noget nyt.

Jeg gik til frisøren.

Normalt klipper jeg selv mit hår, men jeg havde brug for at lægge mit udseende i nogle andres hænder, da mine egne stadig var trætte og tunge.

Hun spurgte hvad jeg lavede og jeg spolede tiden tilbage og svarede som før jeg blev syg.

Men da jeg havde gjort det, kunne jeg med det samme mærke, at den ikke længere gik.

Det er længe siden jeg var hende der bekymrede mig om jura og praktikforløb, frem for hende der i stedet bekymrer sig om nerveskader, og medicin.

Den gik simpelthen ikke længere.

”så hvad laver du så?”

Jeg har ikke nogen cool historie om hvordan jeg har brugt de sidste 4 år, på at hjælpe fattige i Afrika, eller om at jeg har rejst med alle mine ejendele i en rygsæk, taget stoffer med en shaman, fået et indblik i meningen med livet og er blevet tatoveret af en stammeleder, med en rusten nål og noget blæk.

Nej sandheden er usexet og handler om at mit liv, blev stjålet af en sygdom, der gang på gang, blev ved med at tage pusten fra mig, hver gang jeg forsøgte at rejse mig op.

 

For at være ærlig tror jeg, at jeg har lært meget mere om livet, og meningen hermed, i disse 4 år, end nogen anden uddannelse eller dannelsesrejse nogensinde ville kunne lære mig, men nok om det.

 

Tilbage til middagsbordet, hvor jeg ved, at så snart jeg siger sandheden vil alting ændre sig.

De vil veje og måle mig, om jeg taler sandt, om jeg virkelig er så syg, sådan som jeg sidder der, med bløde røde læber og en flabet mund, der har en mening om alt.

Jeg vil lægge en dæmper på stemningen, når de spørger ind til det, og jeg fortæller om mine tre år, vraltende i joggingbukser, hvor jeg ikke vidste om jeg nogensinde ville komme til at gå normalt igen.

Når jeg fortæller om de nerveskader der påvirker min krop og min hjerne.

Om den del af mig, der lige pt. Fylder så uendelig meget, selvom jeg aldrig nogensinde har inviteret den ind i mit liv.

Nogle gange kan jeg godt klappe mig selv på skulderen, over alle de gange jeg har måtte rejse mig op.

Andre gange kunne jeg ikke føle mig mere forkert og mere tabt bag den vogn, hvor mine venner sidder med deres børn og uddannelsesbeviser.

Det er ikke særlig sjovt, at skulle springe ud, men nogle gange bliver man bare nød til at gøre det, især for at gøre opmærksom på, at noget der fylder så meget, ikke ændre på den essentielle del, af det der er mig.

Jeg vil stadig ud i verden og gøre en forskel, og selvom det ikke bliver på den måde jeg troede, så bliver det på en anden, så længe jeg rykker mig, så længe jeg kravler mod målet, er jeg i live, og er der en mening med det hele.

Så hellere springe ud og sige ”ja jeg er syg og det betyder alt og ingenting, på samme tid”

Jeg er både den samme som før, og en fuldstændig anden. Og det er ok.

Der er ingen grund til at dømme mig eller nogle andre af den grund.

De fire stadier af et attak.

For lidt tid siden, snakkede jeg med en af mine venner, om at lave en dagbog, over mit næste attak,

”er du sikker på du vil det?” spurgte han forundret

”jeg ved det ikke” sagde jeg, for jeg vil da indrømme at det nogle gange kan være hårdt at ligge sin sårbarhed og svaghed ud, i det uvisse cyberspace og jeg tror da også uden tvivl, at jeg i nogle tilfælde, er blevet valgt fra, eller set anderledes på, af dem der har set en side af mig, og derefter læst sig til en helt anden side. Den som man normalt først viser, når det er på den tid, hvor man forsigtigt hiver et par skeletter ud af skabet og deler med hinanden.

Men på en eller anden måde, giver det mening for mig, hvis jeg kan afmystificere denne sygdom, skabe et rum af accept og give klarhed, for dem som måske kunne frygte det, eller ikke ved hvad det handler om, samt en håndsrækning til dem i samme båd.

At gøre det hele mere håndgribeligt, giver mig nok blod på tanden, til at sætte min egen forfængelighed til side, for et større perspektiv.

Da vi snakkede om at lave en video, tænkte vi langt ud i fremtiden, for lige der, gik alting jo helt ok.

Så da jeg ringede til min ven, et par uger efter og sagde at jeg skulle starte i attakbehandling med det samme, var han lige så overrasket som jeg, og havde selvfølgelig ikke tid den uge.

Og hvordan kunne jeg være overrasket, kunne man måske tænke, efter utallige attak burde jeg vel efterhånden vide hvornår det er, eller hvad?

Næh for, for mig, handler første fase af et attak, om fornægtelse.

Måske ved jeg det godt, allerinderst inde, at noget er galt.

Men kan på daværende tidspunkt, på ingen måde overskue konsekvenskerne af det.

For et attak, er lidt som at få revet gulvtæppet væk under sig, og smide alt det man har bygget op, på gulvet.

Så den første uge, går jeg altid rundt og beroliger mig selv med, at jeg nok bare er stresset, selvom der i princippet ikke er noget at være stresset over. At jeg bare er ekstra træt og udfordret, og at det hele nok går over.

Især denne gang var det svært at anerkende, fordi mine arme, ben og tale stadig fungere nogenlunde normalt.

Så da jeg sad på hospitalet og skulle have min medicin og sygeplejersken spurgte om der var kommet nogle nye symptomer, svare jeg ”nej, jeg er bare så utrolig træt hele tiden”

Den samme dag skulle jeg til den halvårlige lægesamtale.

Jeg var nærmest ved at falde ned af stolen af ren begejstring, da jeg kom ind til en læge, der rent faktisk havde læst og sat sig ind i min journal!

Jeg fortalte hende hvor meget jeg sov, og hvor svært jeg havde ved at hænge sammen i løbet af dagen, den sidste uge havde jeg ingen kræfter haft, jeg havde brugt omkring 20 timer i liggende stilling, og var faldet om kuld efter hvert et simpelt gøremål.

Og som hun kunne læse sig til i min journal, er det netop sådan, næsten alle mine attaks er startet.

For lige så længe jeg har kunne husket har jeg kæmpet med insomnia.

Det har altid været en kamp for mig at falde i søvn og jeg rammer sjældent den gode dybe søvn.

Bortset lige fra når jeg har attak, så kan jeg sove alle steder på alle tidspunkter af dagen, og falde i søvn i løbet af ingen tid.

Så på baggrund af dette og at min sygdom, trods godt medicinering er i en meget aggressiv form, syntes hun kun, det gav mening at starte mig op på attakbehandling, frem for at vente på mine arme og ben også stod af.

 

Fase to er anerkendelsen

Okay så har jeg har attak.

På en eller anden bizar måde, giver det mig en følelse af lettelse, ”det er ikke min skyld det her, jeg er ikke bare et dumt udueligt svin, der skal tage mig sammen, jeg har sygdom rasende rundt i min krop, det giver kun god mening at jeg er så pokkers udmattet”

Jeg kryber sammen på sofaen med et tæppe og prøver at acceptere at der intet andet jeg kan gøre lige nu, andet end at tage mine piller og holde mig i ro.

Fase tre er den depressive tilstand.

Medicnkuren er overstået, men jeg har det ikke bedre, faktisk kan jeg slet ikke huske hvordan det er at have det rigtigt godt.

Indeni mig vokser en kæmpe frygt, for at det aldrig bliver bedre, at det for nu af skal være en lang kamp, at trække vejret, at bevæge kroppen, der er intet lys for enden af tunnellen.

Den evige skuffelse, ved at gå i seng hver aften med troen på at ”i morgen er alting bedre” og vågne op og indse at man har det akkurat lige så skidt som dagen i forvejen.

Det er hårdt, hårdere end smerte og vejrtrækningsbesvær, at være ked af, at livet suser forbi en, mens man endnu engang er sendt til tælling af sin sygdom.

 

Fase fire er den euforiske følelse man får, den første dag man står op, uden at skulle kæmpe sig ud af sengen.

Den første dag man kan gå en tur med hunden, uden at være ved at dejse om af udmattelse.

Den første øl i friheden, på et værtshus. At blive bagt på at fremmende mennesker, der ikke har den fjerneste ide om hvor syg man har været få uger forinden.

Det er som at komme ud i friheden, efter at være bundet på hænder og fødder i flere uger.

Sådan vil jeg beskrive min oplevelse af et attak, i grove træk.

Til sidst vil jeg lægge min dagbog ud, for de fem dage på medrol kur, det er ikke den bedste optagelse i verden, måske lidt rodet og i den grad påvirket af at jeg var udmattet og havde svært ved at trække vejret ordentligt, samt at fuldføre en fornuftigt sætning, så bær over med mig.

Det vigtigste for mig var bare, at jeg fik skildret en lille bitte del, af det at have et attak og fik sat ord på hvad der skete for mig, i de fem dage med medicin.

God fornøjelse.

 

Dengang det lykkedes mig at stikke af

Jeg har aldrig været fan af nytår.

Det er ikke fordi jeg ikke kan lide champagne, eller at mine venner er kedelige, tværtimod!

Problemet lægger mere i, at jeg som kronisk syg, ikke er fan af planlagte begivenheder.

Da min krop er som en tikkende bombe – glæder jeg mig for meget til noget, bliver min krop stresset og bom, så bliver jeg syg!

Derfor har jeg de sidste mange år sagt ”til næste nytår, så stikker jeg af!”

Men sjældent er det blevet til noget, indtil i år hvor jeg spurgte min gode ven, om jeg ikke bare kunne hænge på, hvorhen han valgte at tage hen til nytår.

”jeg tager til London, tag med!”

”Ja for helvede da også!”

Så kom den næste problem bare, at det der med at bestille flybilletter, er akkurat lige så angstprovokerende og usikkert, som at glæde sig til noget.

Der er en 50/50 chance for jeg kommer af sted, til det jeg gerne vil, men denne gang, er der altså bare lige flybilletter og alt muligt andet der ryger i vasken hvis jeg ikke gør det.

Så jeg trak det ud og trak det ud, indtil jeg sad den 24 december og kunne se flypriserne stige, nærmest per minut, jeg ikke gjorde noget.

”mor skal jeg gøre det?”

”det kan jeg ikke svare på min skat”

”jamen hvad hvis jeg bliver syg? Jeg vil bare så gerne, men hvad nu hvis”

”okey så gør jeg det!”

 

Billetten var købt, jeg skulle flyve den 28 december.

Alt var klar, dyrene var afsat, og jeg kunne lige nå familiejulefrokost og så hjem og vaske lidt tøj, inden jeg tog af sted.

Jeg begyndte endda så småt at glæde mig – det var dumt!!

Den 25 december vågnede jeg op til min computer ikke ville tænde ”#%)&/=&(?/#%&%€”&&” helvede da også!!!!”

Okey computer skal til mac-sygehus inden jeg tager af sted, det bliver presset men jeg når det nok.

Om aftenen begyndte jeg at få det lidt mærkeligt.

Vi gik en aftentur med hundene og jeg kunne mærke jeg begyndte at blive mere og mere utilpas.

Da vi kom hjem, faldt jeg sammen i bryggerset og kunne ikke få vejret eller rejse mig.

Min mor hjalp mig i seng, men jeg lukkede ikke et øje den nat, kunne ikke trække vejret, følte jeg havde en kæmpe knude i min mave, som gjorde jeg ikke kunne få luft.

Det mindede lidt om de ms-hug jeg har haft lidt for mange af i løbet af året.

Da min mor stod op, skyndte jeg mig at bede hende om en spand.

Og aldrig har jeg knækket mig så meget som der.

  • Farvel London, farvel flybilletter til overpris.

Hele den 26 december var en stor tåge, jeg var kun vågen få minutter af gangen, hvor min mor benyttede muligheden til at smide noget frugt eller saftevand i munden på mig og jeg skændtes med min far om retten til at se bage programmer i tv.

Den 27 december var heller ikke sjov, jeg måtte kæmpe mig op og ind i en bil mod København.

Jeg ville af sted, jeg var så træt af alt det min sygdom satte en stopper for.

Om aftenen Lavede Eigil en kæmpe snotklat og kunne for et øjeblik ikke få vejret, jeg gik i panik! Kaniner kan kun trække vejret gennem næsen, derfor er det ekstremt farligt hvis de bliver forkølet.

Efter 5 min. Virkede han som intet var hændt og som om han blot havde fået noget galt i halsen.

Jeg kan ikke tage af sted hvis jeg har et sygt dyr derhjemme!

Den nat stod jeg op en gang i timen, for at tjekke til ham, han så stadig fuldkommen normal ud, kun træt af jeg hele tiden pillede ved ham, når han prøvede at sove.

Pyha, dyrene er raske, jeg kaster ikke længere op, måske skal det alligevel lykkedes mig at stikke af i år?!

Min søde onkel tilbød at køre min slatne krop til lufthavnen, så jeg ikke skulle komme til, at brække mig på fremmede mennesker i bussen.

I lufthavnen skyndte jeg mod ”Joe and the juice” og sigtede efter noget med mest muligt ingefær i. Det hjalp heldigvis på kvalmen og det så sørme ud til at det hele nok skulle gå alligevel!

 

London var dejlig, mine venner var dejlige, de kendte min situation, og gav mig rum og mulighed for at sige fra og til, hvad jeg kunne og ikke kunne.

For mig betød den tur en hel masse ting.

Det handlede om selvstændighed, om at gøre noget selv, hvilket er noget jeg har savnet, efter jeg blev syg og pludselig skulle have hjælp til en masse.

Men når det så er sagt, lykkedes det også kun på grund af mine nærmeste.

Mine forældre, der passede kongehunden, som kun en kongehund bør passes.

Min dejlige veninde som passede de små, og beroligede mig, når jeg var hysterisk og bekymret.

Mine venner i London, der tog hensyn og lod mig tage tingene i mit eget tempo.

Og Thomas for at være den perfekte turguide i London, for at gå mod elevatoren når han kunne se jeg havde ondt og for, uden ord, at lade mig stikke min arm under hans, når mine ben blev skrøbelige og gjorde ondt.

 

Der er ingen tvivl om at en af mine nytårsforsæt er, at stikke mere af!

 

Kære jer der læser min blog, jeg ønsker jer det bedste nye år, jeg håber i som jeg, har nytårsforsæt der ikke kun handler om at lave sig selv om, men i stedet handler om at gribe nuet og have det sjovt.

 

Kærlighed herfra

 

DSC_0651

Big Ben -London december 2015

 

DSC_0674

London eye december 2015

 

DSC_0702

Jul i London 2015

Iphone4 Liv

Fotocredit https://500px.com/peberman

 

”Skal du ikke snart have en ny telefon?” spørger min far, mens han kigger over på min slidte telefon, med smadret skærm, der for det meste ligger efterladt et tilfældigt sted, fordi den er løbet tør for strøm.

”Nej da” siger jeg, ”den er perfekt!”

Okay så kan den ikke rigtig holde strøm mere, og i stedet for at advarer en, som normale telefoner gør det, går den bare i sort, uden advarsel.

Så har jeg 5 beskeder fra min mor, når jeg tænder den igen.

”er du ok?” ”hvad skete der?” ”er du i live?” ”hallloooooo!??!”

Det er ingen hemmelighed at jeg godt kan lide elektronik, især den slags med lysende æbler på, til trods for, det strider imod mit genbrugs- hippiehjerte.

Men jeg kunne aldrig drømme om at udskifte en telefon, der stadig virker, blot for at få en nyere model.

Problemet er også at den nye model jo er alt for stor, til at kunne være i lommen på mine bukser.

Jeg er jo ikke ligefrem en dame-taske-type.

Mere en uglet hår og sneakers type, så det er vigtigt, med en telefon der kan være i lommen, selv på mine strammeste jeans.

 

Med tiden har jeg tænkt på, om det mon er den åbenlyse sammenhæng, mellem mit liv, og en ustabil smartphone, med et gammelt batteri, der gør jeg har sådan et stort behov for at gå i forsvar, hver gang snakken falder på min slidte telefon.

Nok er glasset smadret, efter mere end en tur, ned i det hårde gulv på Riget.

Batteriet er ikke hvad det har været – det ene øjeblik står den som fuldt opladet, det næste øjeblik, står man på Tagensvej og er faret vild, fordi adressen, man skal til, står på ens telefon, der er gået i seng, for resten af dagen.

Billedkvaliteten er ikke hvad den har været, men på en god dag, med hjælp fra lidt naturligt dagslys, gør den sit job.

 

Jeg ved ikke om jeg selv lære kunsten, at spare på mit eget batteri, så der er nok til en hel dag.

Eller om det overhovedet er meningen, at jeg skal lære det?

 

Dengang jeg var lille sagde min mor altid, at jeg kun havde et gear, og det var 5.

Min mund stod kun stille når jeg sov, og havde jeg ikke noget at sige, sagde jeg bare lyde i stedet.

Nu er 5. Gear blevet slidt, som min morbrors gamle mini, der brokker sig gevaldigt, hvis man prøver at sætte den i et højere gear end 3.

Og selvom det ikke er sjovt, at ende dagen i fosterstilling, på sofaen, med tunge ben, der bukker under en, når man prøver at gå, metalsmag i munden og en klam kvalme på grund af smerten i ens knogler.

Er værdien i bare en halv dag, som normal, – en halv dag, med gåture, og kvalitets tid, også virkelig svært at sætte en pris på.

Og jeg ved godt jeg aldrig bliver en iphone6 model, med rosa guld bagside, god batteri-tid og hurtige funktioner.

Men en iphone4 er stadig en virkelig, virkelig god mobil, så længe man husker at passe på batteriet, og tage en oplader med, hvorhen man tager hen.

 

Rigtig god jul  kærligst Dot. <3

Afsnit 2 om halsen der skulle skæres op

riget1

Som lovet efter Dette oplæg, en opdatering på hvordan det gik, dengang en læge spurgte om han måtte åbne mig op, og kigge ind under min hud og jeg ivrigt sagde ”ja tak”

Det første der skete var en scanning, af min hals, for som lægen sagde, ville han gerne undersøge om problemet var et ekstra halsribben, der fladmaste min nerve i armen.

Mon dog tænkte jeg, hvor meget freak har man lov til at være, på en gang?

Scanningsdamen blev ved med, mere og mere insisterende, at hive min skuldre på plads, og rette min ryg.

”Stå nu lige”

”Jamen!” Måtte jeg til sidst, nærmest desperat råbe til hende ” jeg har attak i hele højre side, jeg kan altså ikke stå stille!”

Et billede blev det dog til, der ganske rigtig viste, at jeg havde flere knogler, end hvad nødvendigt var.

Som min fysioterapeut plejer at sige ”der er ikke længere noget ved din krop der kan forundre mig”

Så blev det operationsdag og min mor var taget med, mest for hendes egen skyld.

For som hun selv sagde ”jeg skal altså ikke sidde på arbejdet, mens de skærer i min datter! Jeg kommer, det bestemmer du ikke!”

Jeg fik hele fire sygeplejersker til at passe på mig, og følte mig ganske særlig.

Du er godt nok positiv, sagde den ene sygeplejerske til mig, da jeg takkede ham mange gange for at fortælle at operationen igen var udsat.

Det bare det, efter flere dages tidligere indlæggelser på Hvidovre, hvor man ALDRIG fik noget af vide, var det bare så rart, ikke helt at føle sig glemt.

Efter operationen, prøvede de at slå min mor ihjel. (det har jeg selv prøvet et bare gange før i teenageårene)

Jeg havde sendt hende på shopping på Østerbrogade, imens jeg blev snittet i, og de ville ringe når jeg var færdig.

Det gjorde de så ikke.

Så da min mor ringede til afdelingen, kunne de ikke finde mig…

”Øh nåhja hun er vist røget på intensiv”

”AF HVAD ER HUN?!?!”

”Bare rolig alt er ok, vi sender dem bare derover nogle gange når vi ikke har plads på opvågningen”

På intensiv var de søde.

Åbenbart var mit blodtryk alt for lavt, så en sød fyr, med krøllet hår, sad på hans kontorstol og kiggede på mig, hele tiden.

”er du ok”

”jeg er tørstig”

”har du ondt?”

”ja”

han kom ind med et par piller.

”virker det?”

”nej ikke rigtig, jeg har været kronisk smerte patient i mange år, symptombehandlet på morfin præparater, så tror sgu ikke helt du kan smertedække mig med det der”

Så fyrede han morfin i min drop og min mor sagde, hun sjældent før havde set mig se så lettet og smertefri ud.

 

Tilbage på afdelingen, nød jeg ikke-lyden og ikke-larmen, som der var alt for meget af på Hvidovre.

Samt ikke-lugten af urin blandet med brun sovs.

Lægen kom og fortalte om hans oplevelser under min hud.

Det var ikke, – som forventet, en sene, fra det ekstra ribben, der havde sat sig på min nervebane.

Nej da, det var en muskel, en ligegyldig muskel, der, som lægen forundret sagde, var abnorm stor, som var jeg elite roer eller lignende.

(Det kan jeg altså ikke prale af at være)

Jeg tror godt jeg ved hvorfor, sagde jeg.

Det er sikkert efter et helt liv med spændinger i nakken.

Det giver mening sagde lægen.

Men nu var den i hvert fald klippet i småstykker og via strøm, havde det lykkedes dem at vække nerven op fra de døde.

Det må man sige var et vellykket resultat.

Om jeg kan mærke forskel?

Næh ikke rigtigt, ikke endnu i hvert fald, man må også forvente det tager noget tid. Men alting gik som det skulle, med arret og det hele.

Se mit flotte ar, pralede jeg til alle, min krop er verdensmester i at hele.

(Når den ikke er verdensmester i særlig meget andet, er det jo vigtigt at fremhæve det positive)

Efter et par dage skete der dog det, at jeg ikke kunne bruge min højre arm, muligvis en overbelastning af, at have skånet den venstre.

Om ikke andet har det efter operationen, handlet mere om at få den højre arm til at virke, frem for at drikke champagne for at fejre, min venstre ikke er erklæret helt død.

Men jeg glæder mig helt vildt, til at min krop er klar til at kunne genoptræne igen.

Og jeg er glad for den søde læge på riget, gad at åbne mig op, og fjerne problemet.

Nu mangler jeg blot at finde på en sej sørøver historie, om hvorfor jeg har en stort ar på halsen.

blomster53723044089715_2163699439219874380_o

Om at være stærk

DSC_0391

”Du er så stærk, Sarah, jeg tror ikke jeg kunne klare alt det, du har været igennem”.

”Definer stærk?” svarer jeg.

Jeg er ikke stærk, når jeg står i biffen og holder en sodavand, mens jeg råber til min søster, der er i gang med at smide jakken ”Du skal virkelig, virkelig skynde dig nu!” Mens jeg kigger på min hånd, der ryster koppen med sodavand, mere og mere, som var det en tung vægtstang og ikke bare en vattet pis-kop med sukkervand.

Jeg har ikke længere den der bule på armen, når jeg spænder, den bule jeg altid tog for givet, fordi den kunne have været større, og nu er den der slet ikke mere…

Jeg træner ikke, jeg genoptræner.

Det er på ingen måde det samme, det er ikke tilfredsstillende på samme måde, smerten man får efterfølgende, er heller ikke den samme.

Jeg træner ikke for at få bikini krop og six-pack, jeg træner for at kunne gå og for stadig at kunne bruge mine arme og ben.

Så simpelt og usexet er det.

Jeg har med tiden også måtte æde, at jeg må tage mine jobønsker op til revision.

Jeg kan ikke have et job, hvor voldelige situationer hypotetisk set, vil kunne opstå, hvis der er nogen der skubber til mig ryger jeg i gulvet med det samme, jeg tager ikke engang fra med hænderne længere.

 

”Nej, nej nu mente jeg ikke sådan fysisk stærk, men sådan mentalt, at du altid er så glad og positiv, selvom du har ondt og det”

 

Men her kommer sandheden…

 

Sandheden er at jeg ikke har noget valg.

Jeg tror på vi alle sammen har en styrke indeni os, en ren og stærk råstyrke.

Den kommer ikke sådan bare lige, som hvis man er træt af at bussen er forsinket, eller at man ikke har råd til et par nye sneakers.

Det kommer når man falder, lige ned i et stort sort mudret hul, akkurat så lang som man er.

Og når man så har ligget der i noget tid, med blodnæse og snot ned af hagen, så kommer man til et punkt hvor man simpelthen bliver nødt til at prøve at kravle op igen.

Når man så har gjort det, ændrer alting sig, man ser ting i et andet lys og et andet perspektiv.

Det gør nok man er stærk på nogle punkter, blandt andet at man nu ved det er helt op til en selv hvordan man forholder sig til livet og til det ting det byder en.

Men det betyder ikke, at når man så lander i hullet igen, og det vil man altid gøre, for livet har mange huller, at det bliver nemmere at komme op, det, der er forandret er bare, at man godt ved man kan, at der er noget inden i en, man kan hive ud og bruge til den slags situationer.

Styrke er mange ting, hvad jeg med tiden har måtte lære er, at styrke af og til også er at være svag, at række hånden ud og bede om hjælp til at komme op.

Styrke er at turde sige tingene ligeud, at råbe og skrige når det hele er svært og bagefter huske at sige undskyld til dem der blev ramt af ens spyt, snot og tårer, fordi de tilfældigvis stod i vejen.

At være stærk er mange ting, og alt for kompliceret til at bruge, til at definere nogen som helst.

Det kan nemt misforstås, den der styrke.

For ofte ser folk mig som stærk i episoder hvor jeg i virkeligheden er allermest svag.

– Når jeg er dum stædig, når jeg er utålmodig, og vil have ting gjort, jeg egentlig burde have ventet med, eller bedt om hjælp til.

Når jeg ignorer min smerte, og forsætter derudaf indtil min krop er så svag, at jeg pludselig falder sammen og slet ingenting kan.

I virkeligheden er jeg nok, lige akkurat lige så stærk som jeg er svag, og når alt kommer til alt, tror jeg sgu det er godt nok, at besidde begge dele.

Det er det der gør os menneskelige.

Ms og depression

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har måtte tage en del tilløb, til at skrive dette indlæg.

Visse ting er bare nemmere at snakke om end andre, men om ikke andet, har jeg lovet mig selv en ærlig blog, med et ufiltreret blik på sygdommens mange facetter og om mit liv med sclerose.

Det er en underlig ting, det der med, at vi  altid gerne vil have noget sammenligneligt at forholde os til, også når det vedrører sygdom.

”hvordan er det at have sclerose?”

”hvordan er et attak?”

”hvorfor kan han gå ordentligt når du ikke kan?”

Jeg kan kun fortælle om den sclerose, der bor inde i min krop.

Hvad den gør ved mig og hvad den ikke gør, jeg kan ikke fortælle om hans, eller hendes, kun lytte, og nikke når der kommer noget genkendeligt op.

Og forhåbentlig er det også det, denne blog kan bruges til, en lille båd i vandet, til dem der forstår, og dem der gerne vil forstå bedre endnu.

 

Nåh det var et sidespring… ”ja det sagde hun også igår”

 

Om ikke andet er sandheden den, at depression er en meget typisk følgesygdom ved sclerose.

Om det er noget kemisk i hjernen eller ej, tror jeg bare, man frem for alt, kan konstaterer at det ikke ligefrem er en tur, med fripas, i Disneyland, at få en kronisk sygdom.

Der vil løbende være ting man skal give afkald på, noget man ikke kan, smerter man skal forholde sig til osv.

Dette kan være overvældende, – nej det kan ikke være overvældende, det ER overvældende.

Det kan godt være svært, at give sig selv, plads til at være ked af det.

Lige at hænge happy-sally på hylden, mens man sluger, at verden nogle gange lugter lidt af sur ost.

 

En af mine største trusler mod min sclerose, er at jeg bekymrer mig om alt.

Jeg bekymrer mig så meget, at det gnaver sig langt ind i min mave og får mine skuldrer til at hæve sig flere centimeter.

Det hæver det mit stressniveau, og har kostet mig utallige attakker.

Alt i alt fordi, jeg tror, at jeg har indflydelse på alt for meget, og at ting falder fra hinanden hvis ikke jeg gør bestemte ting, på bestemte tidspunkter.

Og nogle gange eksplodere det hele, og gør alting ubærligt.

Som hvis man pludselig bliver mindet om, at alle dem man elsker, en dag skal dø.

Det gør mig bange og skrøbelig og tager på min krop, når jeg flere gange, må op midt om natten for at tjekke om dyrene stadig trækker vejret.

Med tiden har jeg lært, at forholde mig til disse perioder, og give det, den tid og ro som min hjerne behøver for at blive klar igen.

Det kræver nemlig tid, tid man ikke ønsker at bruge på noget så træls, og ro fra alle de ydre påvirkninger, der kan knække en yderligere.

Så kræver det energi, den hurtige slags, hvidt brød og kartofler der kan køre blodsukkeret lidt op.

Og så kræver det orden.

Jeg plejer at sige, at man tydeligt kan se på mit hjem, hvordan jeg har det psykisk.

Roder det lidt, har jeg det godt.

Det er når alting står sirligt, på lige linjer som var det målt med et vatterpas, at den er gal.

 

Heldigvis, letter tågerne lidt på et tidspunkt og man begynder igen at lukke andre mennesker ind, tage en ren t-shirt på og tænde for nyhederne uden at tudbrøle efter to sekunder.

 

Jeg ville ønske vi kunne bryde tabuet, bryde Barbie og Ken fantasien og give en selv og andre, plads til bare at være til, når ting er svært.

 

søsogeHer er der to af dem, der kan gøre mig i virkelig godt humør på en hård dag.