Dengang det lykkedes mig at stikke af

De fire stadier af et attak.

For lidt tid siden, snakkede jeg med en af mine venner, om at lave en dagbog, over mit næste attak,

”er du sikker på du vil det?” spurgte han forundret

”jeg ved det ikke” sagde jeg, for jeg vil da indrømme at det nogle gange kan være hårdt at ligge sin sårbarhed og svaghed ud, i det uvisse cyberspace og jeg tror da også uden tvivl, at jeg i nogle tilfælde, er blevet valgt fra, eller set anderledes på, af dem der har set en side af mig, og derefter læst sig til en helt anden side. Den som man normalt først viser, når det er på den tid, hvor man forsigtigt hiver et par skeletter ud af skabet og deler med hinanden.

Men på en eller anden måde, giver det mening for mig, hvis jeg kan afmystificere denne sygdom, skabe et rum af accept og give klarhed, for dem som måske kunne frygte det, eller ikke ved hvad det handler om, samt en håndsrækning til dem i samme båd.

At gøre det hele mere håndgribeligt, giver mig nok blod på tanden, til at sætte min egen forfængelighed til side, for et større perspektiv.

Da vi snakkede om at lave en video, tænkte vi langt ud i fremtiden, for lige der, gik alting jo helt ok.

Så da jeg ringede til min ven, et par uger efter og sagde at jeg skulle starte i attakbehandling med det samme, var han lige så overrasket som jeg, og havde selvfølgelig ikke tid den uge.

Og hvordan kunne jeg være overrasket, kunne man måske tænke, efter utallige attak burde jeg vel efterhånden vide hvornår det er, eller hvad?

Næh for, for mig, handler første fase af et attak, om fornægtelse.

Måske ved jeg det godt, allerinderst inde, at noget er galt.

Men kan på daværende tidspunkt, på ingen måde overskue konsekvenskerne af det.

For et attak, er lidt som at få revet gulvtæppet væk under sig, og smide alt det man har bygget op, på gulvet.

Så den første uge, går jeg altid rundt og beroliger mig selv med, at jeg nok bare er stresset, selvom der i princippet ikke er noget at være stresset over. At jeg bare er ekstra træt og udfordret, og at det hele nok går over.

Især denne gang var det svært at anerkende, fordi mine arme, ben og tale stadig fungere nogenlunde normalt.

Så da jeg sad på hospitalet og skulle have min medicin og sygeplejersken spurgte om der var kommet nogle nye symptomer, svare jeg ”nej, jeg er bare så utrolig træt hele tiden”

Den samme dag skulle jeg til den halvårlige lægesamtale.

Jeg var nærmest ved at falde ned af stolen af ren begejstring, da jeg kom ind til en læge, der rent faktisk havde læst og sat sig ind i min journal!

Jeg fortalte hende hvor meget jeg sov, og hvor svært jeg havde ved at hænge sammen i løbet af dagen, den sidste uge havde jeg ingen kræfter haft, jeg havde brugt omkring 20 timer i liggende stilling, og var faldet om kuld efter hvert et simpelt gøremål.

Og som hun kunne læse sig til i min journal, er det netop sådan, næsten alle mine attaks er startet.

For lige så længe jeg har kunne husket har jeg kæmpet med insomnia.

Det har altid været en kamp for mig at falde i søvn og jeg rammer sjældent den gode dybe søvn.

Bortset lige fra når jeg har attak, så kan jeg sove alle steder på alle tidspunkter af dagen, og falde i søvn i løbet af ingen tid.

Så på baggrund af dette og at min sygdom, trods godt medicinering er i en meget aggressiv form, syntes hun kun, det gav mening at starte mig op på attakbehandling, frem for at vente på mine arme og ben også stod af.

 

Fase to er anerkendelsen

Okay så har jeg har attak.

På en eller anden bizar måde, giver det mig en følelse af lettelse, ”det er ikke min skyld det her, jeg er ikke bare et dumt udueligt svin, der skal tage mig sammen, jeg har sygdom rasende rundt i min krop, det giver kun god mening at jeg er så pokkers udmattet”

Jeg kryber sammen på sofaen med et tæppe og prøver at acceptere at der intet andet jeg kan gøre lige nu, andet end at tage mine piller og holde mig i ro.

Fase tre er den depressive tilstand.

Medicnkuren er overstået, men jeg har det ikke bedre, faktisk kan jeg slet ikke huske hvordan det er at have det rigtigt godt.

Indeni mig vokser en kæmpe frygt, for at det aldrig bliver bedre, at det for nu af skal være en lang kamp, at trække vejret, at bevæge kroppen, der er intet lys for enden af tunnellen.

Den evige skuffelse, ved at gå i seng hver aften med troen på at ”i morgen er alting bedre” og vågne op og indse at man har det akkurat lige så skidt som dagen i forvejen.

Det er hårdt, hårdere end smerte og vejrtrækningsbesvær, at være ked af, at livet suser forbi en, mens man endnu engang er sendt til tælling af sin sygdom.

 

Fase fire er den euforiske følelse man får, den første dag man står op, uden at skulle kæmpe sig ud af sengen.

Den første dag man kan gå en tur med hunden, uden at være ved at dejse om af udmattelse.

Den første øl i friheden, på et værtshus. At blive bagt på at fremmende mennesker, der ikke har den fjerneste ide om hvor syg man har været få uger forinden.

Det er som at komme ud i friheden, efter at være bundet på hænder og fødder i flere uger.

Sådan vil jeg beskrive min oplevelse af et attak, i grove træk.

Til sidst vil jeg lægge min dagbog ud, for de fem dage på medrol kur, det er ikke den bedste optagelse i verden, måske lidt rodet og i den grad påvirket af at jeg var udmattet og havde svært ved at trække vejret ordentligt, samt at fuldføre en fornuftigt sætning, så bær over med mig.

Det vigtigste for mig var bare, at jeg fik skildret en lille bitte del, af det at have et attak og fik sat ord på hvad der skete for mig, i de fem dage med medicin.

God fornøjelse.

 

2

  • Susanne

    Tak for din beskrivelse af din Medrolkur. Du er super sej og det er så modigt af dig at lægge dine videoer op for at skabe større forståelse for hvad i går igennem. Min datter er i øjeblikket på Medrolkur og jeg kan genkende rigtig mange af die samme symptomer og tanker.. Sender god karma til dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sarah

      tusind tak Susanne, det kan være så svært at forholde sig til, at det der kan gøre os raske, samtidige gør os så pokkers syge. sender masser af god karma tilbage til dig og din datter!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Dengang det lykkedes mig at stikke af