Iphone4 Liv

Dengang det lykkedes mig at stikke af

Jeg har aldrig været fan af nytår.

Det er ikke fordi jeg ikke kan lide champagne, eller at mine venner er kedelige, tværtimod!

Problemet lægger mere i, at jeg som kronisk syg, ikke er fan af planlagte begivenheder.

Da min krop er som en tikkende bombe – glæder jeg mig for meget til noget, bliver min krop stresset og bom, så bliver jeg syg!

Derfor har jeg de sidste mange år sagt ”til næste nytår, så stikker jeg af!”

Men sjældent er det blevet til noget, indtil i år hvor jeg spurgte min gode ven, om jeg ikke bare kunne hænge på, hvorhen han valgte at tage hen til nytår.

”jeg tager til London, tag med!”

”Ja for helvede da også!”

Så kom den næste problem bare, at det der med at bestille flybilletter, er akkurat lige så angstprovokerende og usikkert, som at glæde sig til noget.

Der er en 50/50 chance for jeg kommer af sted, til det jeg gerne vil, men denne gang, er der altså bare lige flybilletter og alt muligt andet der ryger i vasken hvis jeg ikke gør det.

Så jeg trak det ud og trak det ud, indtil jeg sad den 24 december og kunne se flypriserne stige, nærmest per minut, jeg ikke gjorde noget.

”mor skal jeg gøre det?”

”det kan jeg ikke svare på min skat”

”jamen hvad hvis jeg bliver syg? Jeg vil bare så gerne, men hvad nu hvis”

”okey så gør jeg det!”

 

Billetten var købt, jeg skulle flyve den 28 december.

Alt var klar, dyrene var afsat, og jeg kunne lige nå familiejulefrokost og så hjem og vaske lidt tøj, inden jeg tog af sted.

Jeg begyndte endda så småt at glæde mig – det var dumt!!

Den 25 december vågnede jeg op til min computer ikke ville tænde ”#%)&/=&(?/#%&%€”&&” helvede da også!!!!”

Okey computer skal til mac-sygehus inden jeg tager af sted, det bliver presset men jeg når det nok.

Om aftenen begyndte jeg at få det lidt mærkeligt.

Vi gik en aftentur med hundene og jeg kunne mærke jeg begyndte at blive mere og mere utilpas.

Da vi kom hjem, faldt jeg sammen i bryggerset og kunne ikke få vejret eller rejse mig.

Min mor hjalp mig i seng, men jeg lukkede ikke et øje den nat, kunne ikke trække vejret, følte jeg havde en kæmpe knude i min mave, som gjorde jeg ikke kunne få luft.

Det mindede lidt om de ms-hug jeg har haft lidt for mange af i løbet af året.

Da min mor stod op, skyndte jeg mig at bede hende om en spand.

Og aldrig har jeg knækket mig så meget som der.

  • Farvel London, farvel flybilletter til overpris.

Hele den 26 december var en stor tåge, jeg var kun vågen få minutter af gangen, hvor min mor benyttede muligheden til at smide noget frugt eller saftevand i munden på mig og jeg skændtes med min far om retten til at se bage programmer i tv.

Den 27 december var heller ikke sjov, jeg måtte kæmpe mig op og ind i en bil mod København.

Jeg ville af sted, jeg var så træt af alt det min sygdom satte en stopper for.

Om aftenen Lavede Eigil en kæmpe snotklat og kunne for et øjeblik ikke få vejret, jeg gik i panik! Kaniner kan kun trække vejret gennem næsen, derfor er det ekstremt farligt hvis de bliver forkølet.

Efter 5 min. Virkede han som intet var hændt og som om han blot havde fået noget galt i halsen.

Jeg kan ikke tage af sted hvis jeg har et sygt dyr derhjemme!

Den nat stod jeg op en gang i timen, for at tjekke til ham, han så stadig fuldkommen normal ud, kun træt af jeg hele tiden pillede ved ham, når han prøvede at sove.

Pyha, dyrene er raske, jeg kaster ikke længere op, måske skal det alligevel lykkedes mig at stikke af i år?!

Min søde onkel tilbød at køre min slatne krop til lufthavnen, så jeg ikke skulle komme til, at brække mig på fremmede mennesker i bussen.

I lufthavnen skyndte jeg mod ”Joe and the juice” og sigtede efter noget med mest muligt ingefær i. Det hjalp heldigvis på kvalmen og det så sørme ud til at det hele nok skulle gå alligevel!

 

London var dejlig, mine venner var dejlige, de kendte min situation, og gav mig rum og mulighed for at sige fra og til, hvad jeg kunne og ikke kunne.

For mig betød den tur en hel masse ting.

Det handlede om selvstændighed, om at gøre noget selv, hvilket er noget jeg har savnet, efter jeg blev syg og pludselig skulle have hjælp til en masse.

Men når det så er sagt, lykkedes det også kun på grund af mine nærmeste.

Mine forældre, der passede kongehunden, som kun en kongehund bør passes.

Min dejlige veninde som passede de små, og beroligede mig, når jeg var hysterisk og bekymret.

Mine venner i London, der tog hensyn og lod mig tage tingene i mit eget tempo.

Og Thomas for at være den perfekte turguide i London, for at gå mod elevatoren når han kunne se jeg havde ondt og for, uden ord, at lade mig stikke min arm under hans, når mine ben blev skrøbelige og gjorde ondt.

 

Der er ingen tvivl om at en af mine nytårsforsæt er, at stikke mere af!

 

Kære jer der læser min blog, jeg ønsker jer det bedste nye år, jeg håber i som jeg, har nytårsforsæt der ikke kun handler om at lave sig selv om, men i stedet handler om at gribe nuet og have det sjovt.

 

Kærlighed herfra

 

DSC_0651

Big Ben -London december 2015

 

DSC_0674

London eye december 2015

 

DSC_0702

Jul i London 2015

4

  • Inge birte

    Dejligt at se du kom afsted, trods alt.
    Ja nogen gange må man trodse sygdommen og sige ” fuck dig sygdom. ” den skal ikke bestemme.
    Dejlig læsning. Tak fordi du er så hudløs ærlig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte Piren

    Tak for et meget tankevækkende indlæg, de ting du beskriver er de tanker man selv går rundt og har. Det dejligt at du kom af sted og at du vil dele din oplevelse.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Torben T Frandsen

    Rose min numse. Dette er den værste “hobbie” jeg nogensinde har haft.
    Tak for dit dejlige indlæg.
    Varmer.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Iphone4 Liv