“Hvorfor gør du det, hvis det slår dig ihjel?”

 

Da sæsonens første kuld kom, – en bunke killinger, blot et par dage gamle, fundet under en terrasse i et sommerhus kvarter, gik der ikke ret længe før min krop stod af.

De skulle have mad hver anden time, hele døgnet, for at overleve, og jo friskere de blev, desto værre fik jeg det.

Efter en søvnløs nat, vågen af smerter, prøvede jeg at stå op, men kunne ikke.

Jeg vrikkede forsigtigt min storetå og skreg over den smerte, det sendte direkte op i min ryg.

Jeg ringede til min fysioterapeut og spurgte om nogen mon havde tid til at kigge på mig, da jeg ikke rigtig kunne bevæge mig.

Til alt held var mine forældre forbi og kunne hjælpe mig i tøjet og støtte mig mens jeg gik musse-skridt hen til fyskoteraputen  der bor 5 gader fra mig af.

Fysioterapeuten var bekymret, mit bækken, korsben og lænd – hele baduljen havde låst sig fast, og der var intet hun kunne rykke eller stikke i, uden at jeg skreg af smerte

Jeg fik en række akutte tider hvor de forsigtigt prøvede at rette mig ud igen. problemet var/er at når de fik låst mig en smule op, gjorde kramperne fra min sclerose at det hele låste sig fast igen.

Jeg fik beordret at jeg skulle holde mig i fuldkommen ro, jeg måtte ligge, gå og stå. –  og ikke, under nogen omstændigheder, sidde (det kunne jeg så heller ikke rigtig)

Så skulle jeg beholde de killingerne, måtte jeg lære at give dem mad læggende, og det gjorde jeg så.

Heldigvis havde jeg noget morfin fra min operation, som jeg kunne tage, og det gjorde så at jeg kunne kravle ned og tisse med Soya, min hund.

Det tog mig cirka 20 min at gå 200 meter, og folk stoppe uskammeligt nok op og stirrede når jeg kom gående i mussetempo og med kroppen foroverbøjet som en gammel kone.

Jeg kunne ikke bukke mig, så når Soya skulle have snor på, måtte jeg lade mig falde ned på knæ, derefter lægge mig på siden på gulvet og så kunne jeg give ham sele på, på den måde.

Jeg har sjældent haft så mange smerter, som jeg havde der (jeg tænker min nabo må have troet der skete underlige ting herinde, eftersom hver gang jeg skulle rejse mig, skreg jeg som et kat der har fået klemt halen i en dør)

Da mit andet kuld kom var det mere nakken der låste sig fast, det var som at have hovedet under vand og det begyndte at prikke for øjnene, hver gang jeg prøvede at dreje hovedet en smule.

Min fysioterapeut blev ved med at hentyde til, at man nok ikke burde tage sådan en opgave til sig, når man var så syg som jeg var.

Jeg sagde, at jeg også havde tænkt mig at få nogle til at komme og hjælpe, med at aflaste mig (hvilket jeg nok godt vidste, ikke ville ske)

Jeg klare mig selv, det har jeg altid gjort, punktum.

Og historien om mit andet arbejde som frivillig socialrådgiver er fuldstændig det samme.

Hver eneste gang jeg går derfra, er min krop en smule mere ødelagt.

Jeg misser min træning og orker ikke at socialisere, for jeg har brugt alt hvad jeg har i mig, på arbejdet.

Min gå distance er blevet værre, mine kramper er blevet værre, min hukommelse er blevet værre, min gribeteknik er blevet værre.

Jeg kan mærke hver eneste af mine gamle sygdomsudbrud banke og jage hver eneste aften når dagen er omme.

Og det værste er de ulækre stressreaktioner, der binder mig til sengen med så meget kvalme og svimmelhed jeg kaster op hver gang jeg begynder at bevæge mig. Adr.

Når jeg har fri bruger jeg tit en time på bare at lægge og kigge lige ud i luften, så udmattet jeg ikke engang kan tale med nogle, eller kigge på noget i tv.

Og så er det, at alle de raske omkring mig, der ser min krop falde fra hinanden, ikke forstår hvorfor jeg gør det, hvis det langsomt slår mig ihjel?!

Men sagen er den, at jeg gør det for at holde mig i live.

Jeg har brugt mange år på at rejse mig, fra en krop der lukkede fuldstændig ned efter mere end et årti med en symptombehandlet sygdom, i de år hvor al bevægelse kostede mig dyrt, lærte jeg at skære helt ind til benet, i mit liv, med alt hvad jeg gjorde og brugte min energi på.

Når bare det at tage et bad udmatter en i flere timer efter, lære man, at det er vigtigere at bruge kræfterne på at lave noget mad.

For rent hår gør ikke en mæt.

Lige nu er jeg et sted, hvor jeg nok er det er det mest velfungerende jeg kommer til at være, og derfor har jeg også tænkt meget over hvordan mit liv skal se ud, førend jeg føler at det giver mening at være i live.

For jeg har seneste årti, været derude, – helt derude, hvor jeg IKKE syntes det gav mening.

Hvor jeg vågnede med så mange smerter og det eneste jeg glædede mig til, var at kunne komme i seng igen. De dage hvor morfin ikke engang kunne give mig kræfter til at komme op og stå. Og de dage hvor det pludselig blev til uger og så måneder og det aldrig nogensinde stoppede eller blev bedre. Når jeg forbød min omgangskreds at spørger hvordan det gik, for jeg orkede ikke at sige det kun gik en vej og det var ned.

Nu er jeg her, hvor at jeg gør alt hvad der står i min magt, for at have det bedst muligt. Jeg spiser sundt, putter ingen gift i min krop, dyrker yoga, træner, søger ro, har stille dage.

Alt hvad jeg kan gøre aktivt, for at få det bedre, gør jeg, MEN jeg kan ikke hengive mit liv, til at passe på mig selv.

Det gider jeg simpelthen ikke!

Derfor satte jeg mig ned og fandt ud af hvor jeg ville skære og hvor jeg ville ofre for at få et liv, der gav mig nærig til sjælden og fik mig til at føle mig hel.

Jeg er ikke mindre dyrerettighedsaktivist selvom jeg er så syg, jeg kan ikke længere stå i sol og regn og dele flyvers ud, eller holde skilte til demonstrationer, men det betyder ikke at det bare stopper med at betyde alting for mig.

Og kan jeg redde nogle katte, gå til nogle bestyrelsesmøder og tale dyrenes sag hos alle dem jeg møder, så gør jeg det.

Og selvom det udmatter mig og koster mig dyrt, så giver det mig, en lille smule tilbage af min “jeg-hed” som gør, at jeg kan gå i seng om natten, uden at være lige så ked af det som før.

Det samme med mit arbejde som frivillig socialrådgiver.

Selvom jeg slæber mig til kontoret fuldkommen udmattet, og selvom jeg, når dagen er omme ikke længere kan kravle op af trappen på kontoret, så giver det mig en meget, meget, -for mig, vigtig ting tilbage.

For når jeg træder ind på arbejdet, er jeg nogens socialrådgiver, nogens hjælper, hende der giver knus og lytter og er tilstede.

Jeg er ikke syge Sarah, Sarah der igen har mistet kræften i hånden, Sarah der helst skal sidde på en særlig stol og have pauser og ikke kan dit eller dat.

Jeg er bare Sarah, bare Sarah….

og når jeg så går, fuldkommen udslidt og udmattet, er jeg fuldkommen høj på, at jeg for én dag, den uge, og for nogen, -bare var Sarah.

Så derfor gør jeg det, selvom det slår mig ihjel.

Jeg håber også en dag, at jeg ikke længere vil leve med en stress og frygt for e-boks, at min stramme økonomiske situation vil løsne sig, at kommunen en dag beslutter at hjælpe, frem for at udnytte og udsætte.

Så vil jeg MÅSKE også have overskud til at se mine venner og familie igen, det kunne være fedt.