Glædeligt fandens nytår!

Det er ikke min skyld, men det er mit ansvar

Det er ikke fordi jeg ville dø, når jeg lukkede øjnene og gik over vejen, imens jeg synger Peter Sommers sang ”åh lad mig blive ramt af en bil jeg aldrig får råd til at købe” indeni mig selv. Heller ikke når jeg ventede på at komme over vejen og jeg kunne mærke lysten til at vippe cyklen ud på vejen for at se, hvad der ville ske. Det var ikke fordi jeg ville dø at jeg undgik at gå tæt på kanter, hvor der var langt ned. Eller som fra den ene dag til den anden holdt op med at have en frygt for ting, der reelt set kunne være farlige.
Det var bare fordi jeg var fuldkommen udmattet og brugt og mishandlet af mig selv, for at prøve at ligne alle andre.

Det værste af det hele var, at jeg altid havde syntes, jeg var rigtig god til at være syg. Jeg levede et veludført dobbeltliv, hvor jeg på ydersiden var fuld af overskud, smil latter og kække bemærkninger, og på indersiden blev mere og mere syg og samtidig hadede mig selv mere og mere for det.

På mange måder er jeg lidt som en tyk og glad labrador:  Jeg kan godt lide, når folk klapper mig på hovedet og siger ”dygtig pige” og derefter giver mig en godbid, og jeg vil sågar lave rigtig mange kunstner, for at kunne få det anerkendende klap på hovedet.

”Så I mig? Så I hvad jeg gjorde? Var jeg ikke bare dygtig?”

Og som de fleste hunde, der har fået en god opdragelse, lærer man hurtigt, hvad der giver godbidder og hvad der ikke gør.

At smile og se sød ud –mange godbidder

At have brug for hjælp – ingen godbidder

At være stærk – godbidder

At være træt og have brug for en pause – ingen godbidder

At være sjov – godbidder

At fortælle hvordan man i virkeligheden har det – ingen godbidder

At være hjælpsom, arbejdsom og flittig – mange godbidder

Forskellen er bare, at en hund aldrig kunne finde på at overtænke eller bebrejde sig selv, de gange den ingen godbidder fik. Men det gjorde jeg.
Jo mere syg jeg blev, og jo mere min krop skreg om at stoppe og tage den med ro, hadede jeg mig selv for at være svag.
Jeg så mine konstante smerter som et tegn på svaghed.
”De ved jo ikke, hvad der er galt med mig, så det er jo nok bare min egen skyld,” sagde jeg til mig selv, mens jeg vredt ignorerede alle de signaler min krop gav mig om at stoppe op.

Jeg levede på tonsvis af piller, som min læge udskrev  til mig  mens hun gav mig latterlige diagnoser som ”kronisk stress” ”depression” ”kronisk svære smerter” samt et utal af lungebetændelser, virusser, halsbetændelser og blærebetændelser.

Jeg fik blokader i mine skuldre, der ikke kunne bevæge sig af bare smerter og tog på arbejde dagen efter. Jeg fik flere kure med stærkt muskelafslappende medicin der var så kraftige, at det tog mig en halv time at kravle op af trapperne fra mit daværende køkken og op i seng.

Jeg var på angstdæmpende medicin, antidepressiv medicin og nervemedicin  og morfin, samt et utal af andre ting der skulle dæmpe smerterne, men det gjorde det bare ikke.

Og der var ingen der fattede hvor skidt jeg havde det, fordi jeg vidste at ingen gad at høre om det, og jeg vidste at hvis jeg nævnte at mit største problem sad i min ryg, skulle jeg altid høre om deres gode råd og ideer.

Og i mine ører lød det altid sådan her:
”Gør mere, du gør ikke nok” de syntes det er din skyld fordi du ikke prøver healing i storetåen.”

Så det gjorde jeg, jeg prøvede alt, ikke for min egen skyld, men for at nogen ville anerkende, at det jeg gjorde, var nok, at jeg havde prøvet alt.  At det hele ikke var min skyld.

Og jeg blev aldrig rigtig lyttet til, fordi hver eneste gang jeg prøvede at fortælle en lægelig autoritet om det, blev jeg altid spist af med nogle flere piller og nogle råd, jeg ikke kunne bruge til en skid. Der var ingen der så på det store billede og gad lægge to og to sammen.

De så bare en pige der sad og smilede og var ung, og hvad betød det så at der var cirka 20 procent af min krop der endnu ikke var stået af.
Jeg var jo ung!?!!?

Når jeg søgte om hjælp blev jeg dømt på mit glatte og høflige ansigt, og hvorfor så overhovedet læse min sygdomshistorik, når jeg så frisk ud?
Hver eneste gang jeg var til et møde, hvor jeg ikke blev hørt, tænkte jeg altid at jeg håbede jeg døde, så lægen, sagsbehandleren eller hvem det ellers var jeg havde talt med, kunne lære det.
Og derefter straffede jeg min krop endnu mere, indtil jeg kunne smage blod i min mund og mærke angsten få det til at stramme om mit bryst.
”Så kan I se, at I skulle have lyttet til mig.”

Jeg havde gennem mange år oprettet en sluk knap til min krop, hvor jeg kunne udsætte den for hvad som helst uden at fortrække en mine.
Og det var sådan jeg kom igennem hver eneste dag: Jeg mødte op på studie og job mere syg end nogensinde.

Og ja det er fuldkommen latterligt og flovt at indrømme at det var sådan jeg tænkte, og at det var så lidt jeg havde til overs for mig selv og mit liv. Men pointen i det hele, og det jeg har lært, er så vigtig at jeg bliver nød til at dele det, selvom det ikke er med min gode vilje

Da jeg endelig fik min diagnose, var det som om at der blev trykket hul på en 20 år gammel byld, jeg var så syg, min rygrad var fuld af betændelse og min hjerne var plettet af alle de attaks jeg ubehandlet havde gået med, som min læge havde fejet væk med symptombehandling, i mangel af viden.
Jeg kunne ikke gå, jeg kunne ikke læse, kunne ikke huske, min arm virkede ikke, mine muskler kollapsede.
Jeg kunne ikke tage bad uden opsyn, fordi min balance var røget, jeg kunne ikke selv lukke knapperne i mit tøj, kunne ikke åbne låg, kunne ikke løfte, kunne kun bære mig selv rundt.

Og endelig fik min krop den ro den havde tigget og bedt om de sidste 10 år.
For jeg kunne ikke længere køre på med selvhad, for min krop var død og der var ingen kontakt ud til mine fødder og hænder.
Og jeg tror på mange måder det reddede mit liv.
Folk stoppede også med ubevidst at fodre mit had og selvbebrejdelse.
Der var ikke flere:
”Er du nu syg… IGEN?” eller ”Det er nok fordi du ikke havde nok tøj på” eller ”Fordi du ikke drikker morgenurin eller spiser sølvbede hver aften.”

Jeg var skide hamrende syg og vigtigst at alt, det var ikke min skyld.
Det var mit immunforsvar, der var i stykker, det var mine nervebaner der sendte forkerte signaler ud, det var mine muskler der havde blokeret mine nerver, det var utallige infektioner.
Det var ikke min skyld!

Tværtimod sagde lægen, var det nok fordi at jeg havde levet så sundt at jeg havde kunne klare mig igennem alle de ubehandlede attaker jeg havde haft de sidste 5-8 år forinden.
Men sandheden er nok nærmere 50 procent grønsagers skyld og 50 procent at ingen reagerede på det, når jeg fortalte om at mine ben faldt sammen under mig, eller at jeg var så træt jeg ikke engang kunne overskue at tage bukser på om morgenen.

Og hvis ikke en tilfældig radiolog havde set en masse mistænkelige skygger på mit scanningsbillede og havde sagt det videre til en tilfældig neurolog, der skulle undersøge mig for noget helt andet.
Ja så var jeg nok blevet en af dem der var faldet om med et hjertestop inden jeg var blevet 30, til alles forundring, for ”Hun var jo altid så smilende, glad og hjælpsom.”

Men det blev heldigvis opdaget og jeg fik den ro, jeg havde brug for, og lærte at jo mindre jeg bevægede mig, desto bedre havde jeg det.

Jeg prøvede for første gang nogen sinde, at søge fred med min krop, jeg sagde undskyld mange, mange gange for alt det jeg havde budt den og udsat den for. Og det hjalp.
Jeg skulle ikke længere forklare mig eller føle at jeg skulle forsvare mig selv og det hjalp også.
Jeg så en yoga træning en dag, der skulle hjælpe med at strække ud, når man havde mange smerter.
Hun sagde at man skulle huske at tilgive sin krop, for alt det den ikke kunne.
Jeg faldt sammen på gulvet i tårer, for det havde jeg aldrig nogen sinde kunne.

Jeg fik skrevet det på min arm, så jeg hver dag skulle se det og huske at trække vejret og tilgive min krop, alt det den ikke kan.
Og ikke bare tilgive den, men også give den noget respekt for alt det den gør.
Jeg har ikke bare en normal krop der står op og går på arbejde.
Jeg har en krop der hver eneste dag kæmper mod et immunforsvar, der vil destruere mig, og alt hvad min krop laver i løbet af en dag, laver den SAMTIDIG med at den bekæmper alt det onde sygdom indeni.
Og det er faktisk ret badass, hvis jeg selv skal sige det, for ond sygdom, det er der meget af, det har jeg selv set på scanningsbillederne.

Jeg har stadig perioder hvor jeg møder nogle i systemet der dømmer mig, ikke lytter til mig, eller siger ”Hvorfor gør du ikke?” ”Du er jo ung” ” Man kan jo godt arbejde selvom man sidder i kørestol.”

Og så løber jeg grædende hjem og ringer til min mor og hyperventilerer mens jeg siger:
”Jeg håber jeg dør, så kan de fandeme lære det. Det er hendes skyld, hvis mit hjerte stopper, for det gør så ondt, det er så uretfærdigt hvordan kan de dømme mig uden at læse min journal, hvordan kan de sige det? Hvis jeg dør af det her, skal hun vide det som det første.”

Men det sker ikke helt så ofte mere.
For jeg har lært, at det ikke er min skyld at jeg er syg, men det er mit ansvar.
(Tak til bogen ”The subtle art of not giving af fuck” af Mark Manson)

Og jeg skal ikke lægge min skæbne og mit liv i hænderne på nogle, der hverken kender eller ønsker at kende mig.
Jeg skal leve og jeg skal passe på mig selv, for dem der elsker mig.

Og for mig.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Glædeligt fandens nytår!