Hvor jeg har været og noget om en finger, der blev skåret halvt af. Del 1.

Da jeg jo skriver en sygdomsblog og syntes at jeg var begyndt at gentage mig selv, lidt for meget

– attak, på attak, vejrtrækningsproblemer og dumme ben

– tænkte jeg, at det måske var på tide at besøge nogle andre steder i det danske sygehusvæsen.

Ak havde jeg bare været en modeblogger, havde jeg måske bare prøvet at tage trøjen omvendt på, eller købt nogle nye sko, der passede til min læbestift, men modeblogger bliver jeg aldrig (med mindre det bliver moderne med pletter på tøjet og normale øjenbryn, så giver jeg det sgu gerne et skud) men indtil da, skriver jeg bare om sygdom.

Så en lørdag eftermiddag tog jeg glad mit træningstøj på for at træne, på vejen ville jeg da lige kigge til et diy-projekt jeg havde gang i ude på altanen.

En masse reagensglas på en lige række, støbt i en cementform, så man kunne dyrke planter fra blade.

Det var en genial gave ide, syntes jeg selv, til min gode ven der ligesom jeg, elsker planter.

Jeg havde i mangel af bedre smurt lidt læbepomade på bunden af hver glas, så jeg forhåbentlig kunne tage dem ud, når cementen var størknet.

Så inden jeg smuttede ud af døren i mit anden dags, gennemsvedte træningstøj, ville jeg lige se om man rent faktisk KUNNE tage glassene ud..

Glasset bevægede sig lidt syntes jeg, mens jeg med den største forsigtighed prøvede at dreje lidt på glasset.

(Jeg ved godt alle der ved hvor skarpe reagensglas er, lige nu, sidder og skriger ind i skærmen (PLEASE SIG DU BRUGTE HANDSKER!!)

Men nej det gjorde jeg altså ikke, jeg er røre-barn og har et MEGET anstrengt forhold til arbejdshandsker… MEGET anstrengt forhold!

Jeg drejede lidt mere indtil det pludselig sagde knæk og sprang i hånden på mig.

”Fuck” sagde jeg stille og tænkte det nok var noget der kunne lappes, indtil jeg forsigtigt åbnede min hånd og så direkte ind… på min egen fucking knogle!

Der fik jeg den der velkendte følelse af ondt i maven, som inden et stort skænderi, hvor man godt ved man har gjort noget virkelig, virkelig dumt.

Mens jeg klemte, fjernede jeg mordvåbnet og lukkede døren, så ingen dyr skulle komme til skade.

Jeg tog min telefon og ringede instinktivt til min veninde der er sygeplejerske (ved ikke lige hvad jeg regnede med hun ville stille op) på de få sekunder jeg brugte på at finde nummeret var min hånd blevet fyldt af blod, der nu begyndte at flyde udover og imellem mine fingre selvom jeg klemte alt hvad jeg kunne.

Fuck..

Jeg lagde min telefon på bordet, ringede 112 og satte højtaleren på, så jeg kunne tale mens jeg klemte alt hvad jeg kunne på såret.

”alarmcentralen hvad kan jeg hjælpe med?”

”øhh hej mit navn er Sarah, jeg ringer fordi jeg er helt alene og er kommet til at skære min finger ind til knoglen (det var først bagefter jeg opdagede at det var to og ikke kun en finger) problemet er at jeg har sclerose og den hånd jeg skal holde presset med, er min dårlige hånd, der ikke virker mere end 40% jeg er bange for jeg ikke kan holde presset meget længere med den”

”okay lad mig lige høre Sarah hvor er du henne i landet?”

”Vesterbro”

”okay Sarah kan du tage en taxa?”

”øhh hvad?” begynder at få tåre i øjnene

”en taxa mener du det? Jeg bløder virkelig meget og jeg er helt alene”

”Kan du ikke forbinde den?”

“Nej det kan jeg ikke, for lige så snart jeg stopper med at holde på såret, bare få sekunder, vælter det ud med blod, jeg er bange for at miste for meget blod”

”okay, jamen hvis du finder en taxa så kan du køre til Frederiksberg Hospital og få stoppet blødningen, det er det hospital der er tættest på dig”

”øhh okay, det må jeg så prøve” siger jeg grådkvalt og i chok over behandlingen, Hvad hvis jeg var besvimet? Alene?

Jeg går ud på toilettet og henter toiletpapir til at holde om såret, kaster min telefon, nøgler og pengepung i min taske, der må stå åben, da jeg på ingen måde kan give slip og lukke den. Hopper i nogle sanddaler og løber ud af døren, på vejen prøver jeg at banke på hos min nabo, for at høre om han kan hjælpe. Men for hvert bank løber en blodstribe ned af hans dør og det lader til der heller ikke er nogen hjemme, så jeg dropper det.

Jeg løber igennem centeret, med blod ned af begge ben og arme og min arm hævet over hjertet, imens kan jeg  se hvordan folk nærmest kaster sig væk fra mig i chok over alt det blod (seriøst er det sådan de fleste mennesker gør, når de ser en der er kommet til skade?!??!?)

Da jeg kommer ud på vejen, kommer der i det samme en taxa kørende mod mig, jeg løber grædende ud på vejen og taxamanden stopper op og skynder sig at åbne døren.

”undskyld” græder jeg ”vil du ikke nok køre mig på skadestuen?”

”selvfølgelig” siger han og løber ud og får hjulpet mig ind i bilen.

”hvor til?” siger han og kigger på mig og mit indsmurte halloween – look a like outfit.

”Frederiksberg hospital” siger jeg og snøfter, ”hvor er jeg glad for du ville have mig med selvom jeg bløder så meget”

”ja selvfølgelig, nu er jeg også indsmurt i blod” siger han og viser mig hans hånd, der er blevet ramt af mit blod da han hjalp mig ind i bilen.

”Undskyld” siger jeg og smiler

han kører hurtigt igennem byen og bander af folk, og siger at de skal flytte sig.

Imens han konstant holder øje med mig

”er du ok?” siger han, tydeligt også påvirket af situationen.

”ja” siger jeg og snøfter

da vi når hospitalet må han selv tage mit dankort ud af pungen og betale, samt lukke min taske og lukke sikkerhedsselen op.

Da jeg kommer ind, hjælper en sygeplejerske med at få stoppet blødningen, hun piller det indsmurte papir af og skyller med koldt vand ned i vasken, der hurtigt bliver rød.

”du har været virkelig god til at prøve og stoppe blødningen” siger hun, “ja tak” siger jeg bittert ” det er vist mere adrenalin og held, da jeg næsten ingen kræfter har i min venstre hånd, siger jeg og kigger ned på min venstre hånd der har låst sig fast i den stilling den holdt på såret med.

Hun pakker mig ind og beder mig om at sætte mig tilbage i venteværelset indtil der kommer en læge.

Jeg ringer til min veninde for at høre om hun mon har mulighed for at fjerne blodet fra mit hvide gulv og bord, inden det bliver et evigt minde, og tjekke om dyrene er ok, siden de så mig løbe grædende ud af døren. Det gider hun heldigvis godt.

Så venter jeg… Der er ikke så mange i venteværelset, og de stirre alle sammen på mig, der ligner et trafikuheld.

Efter en time har alle været inde og flere af dem der er kommet efter mig, har også været inde og blive hjulpet.

Jeg går hen til skranken og spørger om de mon har glemt mig?

“Nej” siger damen, der kommer nok en læge snart.

En time mere går

En pige kommer ind, hun ser afslappet ud, sætter sig og spiser en banan og bliver derefter kaldt ind med det samme.

En mand med et sår der nærmest ligner en rift ved siden af mit, kommer direkte ind.

Jeg får tåre i øjnene af ren frustration.

Jeg går op igen til skranken

”undskyld” siger jeg ”men det er som om alle andre mig kommer ind”

”ja” siger damen, det er fordi ingen af de andre har noget der er alvorligt som dit, så de kommer hurtigt ind og får det ordnet, dit skal ses af en læge, dem har vi kun en af og han er ude ved ambulance patienterne, men jeg lover når han kommer vil du blive set som den næste, vil du have noget smertestillende?”

Jeg sætter mig ned og venter igen, prøver at ringe til min søster i håb om at hun kunne komme og kører mig hjem, men ingen svare når jeg ringer.

Efter noget tid begynder jeg at græde igen, ikke på grund af hånden, men fordi det mindede mig fuldstændig om sidst jeg var på skadestuen og alle andre end mig kom ind, fordi ”de ikke kunne finde ud af hvad der var galt”

En af damerne fra skranken ser jeg græder og kommer hen.

”har du smerter?” spørger hun ”har du brug for noget smertestillende?”

”nej” siger jeg snøftende ”jeg er bare så frustreret over at se alle andre end mig blive set”

”det kan jeg godt forstå” siger hun, men jeg lover virkelig at du vil blive tilset næste gang, faktisk så syntes jeg du skal komme med mig ind i rummet og ligge lidt ned og få vasket noget af blodet af, det må være udmattende at sidde i så mange timer med hånden sådan”

”ja” siger jeg helt ulykkelig og følger efter hende. Der er intet som følelsen af uretfærdighed der kan få vandet til at fosse i mine tåregange.

Sygeplejersken er sød og kommer ind med en hel pakke baby vibes, og begynder at tørre blodet af mine ben arme og fødder.

Derefter begynder hun forsigtigt at pakke min fingre ud og vaske sårene på de to fingre der er skåret op.

”hold da op” ”siger hun ”hvordan har du kunne komme så meget til skade?!”

”jeg gør aldrig noget halvt” siger jeg og sender hende et lille smil.

Forsættes….