"Mist ikke modet, når jeg mister modet" - bud nr. 7, 8, 9 og 10

Hvorfor det kan være pisse irriterende, at møde nye mennesker med et ”usynligt” handicap

”hvorfor har du stoppet din uddannelse?” spørger han og giver mig elevatorblikket.

Jeg smiler og tager en stor slurk af min rødvin, som lå svaret i bunden af glasset.

Det er ikke spørgsmålet, men alt det usagte, der ligger mellem ordene.

Jeg er jo nyvasket, smilende og ser fuldkommen rask og rørig ud, så må det jo være fordi jeg er en useriøs, doven skid ikke sandt?

Jeg har nu to muligheder, enten skal jeg lyve eller også skal jeg krænge mit hjerte ud og tale om noget jeg slet ikke har lyst til, med en det slet ikke interesseret

Jeg er som splittet i to, den ene del af mig har lyst til at råbe ”hvad rager det egentlig dig? Hvordan mit liv er, har intet at gøre med hvad vi to skal bruge hinanden til om lidt, så glem det!”

Den anden del af mig har lyst til at få ham til at skamme sig, ligesom jeg syntes alle der dømmer folk, på grund af deres udseende, hudfarve, religion, seksualitet eller spisevaner e.c. skulle skamme sig.

Måske begynde og græde imens jeg fortæller ham ærligt og råt om alle de dage jeg har så mange smerter, at jeg er bundet til mit hjem, om dagene hvor jeg har lyst til at give op og græder om kamp med min mor i telefonen.

Jeg kan derefter vise ham mærkerne og arrene, fra ting jeg er faldet eller gået ind i, mine krykker i gangen og min kasse med forbindinger og støttebind under sengen, til når dele af min krop, uden varsel står af..

Men det ville ikke være særlig rart vel? Hverken for mig eller nogen anden.

Jeg kan da godt tage mig selv i nogle gange at tænke, at jeg er lidt af et røvhul, ved at ikke at sige noget, især hvis jeg kan mærke en person begynder at blive glad for mig (eller dele af mig)

Lidt ligesom at sælge en computer på dba som ny, selvom den i virkeligheden er ti år gammel og mangler halvdelen af tasterne.

”ups undskyld, havde jeg ikke sagt det?”

På den anden side, er min sygdom noget, der for mig, er meget privat og bestemt ikke noget jeg har lyst til at tale med hvem som helst om.

Og jeg vil mene, at det er meget normalt, at når man møder et nyt menneske, holder lidt igen med hverdagsinformationerne.

Ligesom mange mennesker lige putter lidt foundation under de mørke rander under øjnene, når de skal møde nye mennesker, eller et par kyllingefiler i bh’en, for at vokse et par centimeter på selvtillidskontoen.

Jeg gider da heller ikke fortælle om alle mine andre trælse sider, når jeg møder en der er pæn.

”hej, jeg er virkelig stædig, bære nag for evigt, græder over alting og jeg smasker helt vildt når jeg spiser slik, skal vi være kærester?”

Hvorfor skulle jeg dog det, hvorfor skulle vi dog det?

Og hvordan kan man undgå det, når det har vendt ens liv fuldkommen på hovedet og fylder alt!

Jeg ved det ikke, jeg vil bare gerne slå et slag for ikke at dømme folk på det, det blotte øje ser og for at møde hinanden for hvem man er som menneske og ikke for den livssituation man står i, for den er ikke konstant.

Intet er konstant, kun den du er, helt indeni i dit nøgne sårbare hjerte.

Jeg vil til en hver tid drages mere mod en, der bærer insekter ud i haven, passer på naturen, dyrene, taler pænt til folk og hjælper gamle mennesker over gaden, frem for en der har en hel masse smarte og lækre ting.

Tingene kan brænde, jobbet kan ryge, du kan blive syg, miste alt, bortset fra dit inderste væsen, og hvis det er godt og kærligt skal alt andet nok gå

(jo det skal!)

 

Skide syg

Stadig skide syg

 

2

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

"Mist ikke modet, når jeg mister modet" - bud nr. 7, 8, 9 og 10