Noget om medicinsk cannabis

Mine ti bud til at omgås en kronisk syg. Del 1

Ved juletid lagde politikken en kronik op, om takt og tone, til folk med en vegetar i familien.

Jeg var flad af grin, for det var både rigtigt og komisk på samme tid.

Måske tænker man ikke over at den joke, man fyrer af slet ikke er så sjov, for den som har hørt den en million gange før, og egentlig bare gerne vil have lov til at spise sine grønsager i fred, hvis man ikke lige ved det.

Og på den måde kan man nemt komme til at vælte ind over andres grænser.

Noget ingen (forhåbentlig) gør med vilje, – blot fordi, man ikke tænker på det på samme måde.

Derfor kom jeg til at tænke på, hvordan det også kan være sådan når man er kronisk syg.

Små ting, nogle ikke tænker over, som kan være vildt ubehagelige eller grænseoverskridende at skulle svare på eller tale om, i utrygge omgivelser.

Fra ide til virkelighed

De ”Ti bud” kom ganske hurtigt, væltende frem fra hukommelsen, faktisk blev de skrevet mens lille hunden aftentissede på hans ynglings rhododendron buske, i mine noter på telefonen.

 

Bud nr. 1 ”Nej vi skal IKKE ”hyggesnakke” om min sygdom!

Vi står med øl i hånden, det er aften og jeg har fyret sminke i hovedet og smertestillende i blodet.

Jeg har ondt og er træt men smiler det bedste jeg kan, og pludselig kommer spørgsmålet så, ”hvordan går det så med din sygdom egentlig” og jeg føler mig fuldstændig kastet bagover. det bliver sagt lige så let og ligegyldigt som ”sikke et vejr hva’”

Musikken er høj og ingen lytter rigtig efter, ligesom ingen rigtig er interesseret i få sandheden af vide.

Og det er ikke fordi jeg ikke vil tale om hvordan jeg har det, eller om hvordan min sygdom påvirker mig, jeg har trods alt denne blog, hvor jeg på bedste vis, prøver at være så ærlig som over hovedet muligt, men vi skal fandme ikke hyggesnakke om det, for jeg er knust, jeg er træt og jeg er ked af, hele tiden at falde, hver gang jeg prøver at rejse mig op.

Det ville ærlig talt være mindre intimiderende hvis du spurgte ind til mit sexliv.

Bud nr. 2 Bed mig ikke om at lyve for at behage dig

Jeg er kronisk uhelbredeligt syg, min sygdom sidder i min rygrad og hjerne, der er plak og pletter i mit hoved og et utal af nerveskader, det er ikke min skyld, det er bare sådan det er.

Jeg har diagnoser der kæmper om pladsen til at fylde mest og gøre mit liv allermest besværligt.

Så jeg bliver ikke rask, eller får det bedre, jeg får det bare anderledes.

Jeg bliver heller ikke nogen ”stærk heltinde” der ”sejre” over min sygdom.

Jeg kan ved at fokusere 100 procent på alt hvad jeg gør, holde den nogenlunde i ro, men der ikke noget der kan ændres, skæres ud eller fikses.

Så når du kigger på mig og forventer at jeg er blevet rask, fordi jeg pt. Kan gå, eller fordi jeg har været syg i ret lang tid, er det super anstrengende og ubehageligt!

Så jeg ved godt, at det ikke er super sexet eller spændende lige som alle de andre historier vi konstant bliver bombarderet med, om mirakelkure, ”stærke mennesker” alle dem der ”sejre” alle dem der siger de blev raske fordi de bare ville livet.

Så i den sammenhæng vil jeg altid være en taber, dog en taber der både kan smile og grine trods konstante smerter.

 

Bud nr. 3 Tro mig, jeg har også google

”kender du det?” ”har du hørt om den der pille” ”ham der manden han ligger bare hånden på folk og vupti så de raske” ”du skal prøve ham her, han er meget bedre end alle de andre”

Jeg ved det er kærligt ment, men jeg kender ikke nogle, der ikke ville give deres højre arm for en hurtig og smertefri udvej.

Og når tingene lyder for gode til at være sande, så er de det næsten også altid.

Jeg høre selv til den gruppe der i tidernes morgen har kastet penge efter alt hvad jeg kunne finde af behandling, i håb om at kunne lindre symptomerne bare en smule, nogle gav lidt, andre ting virkede overhovedet ikke.

Nu har jeg været syg i længere tid end jeg har været rask og har i den tid fundet en vej der passer og virker bedst for mig, jeg har prøvet min del af alternativ behandling m.m og jeg er træt og færdig med at kaste penge jeg ikke har efter det.

Ligesom jeg sætte alt og alle på mute der tror de ved mere om at være syg, end den der er det.

Men jeg er sikker på, at er der en der finder løsningen på det hele, så skal jeg nok komme til at høre om det, når alle pludselig er blevet raske, og så prøver jeg det også, det lover jeg.

Forsættes……

4

  • Lisbeth D.

    Hvor er dit indlæg befriende! Jeg har selv Sclerose og har aldrig været hemmelig om sygdommen, den får bare ikke lov til at fylde alt for meget i min hverdag, hvis jeg kan få lov til at bestemme. Men når mine søde kolleger spørger om, hvordan det går med min sygdom, så får de gerne den pæne version, for sandheden gør ind imellem forbandet ondt.
    Jeg er normalt en positiv og humoristisk kvinde, men jeg kunne jo også svare: “Jo, igår sked jeg i bukserne, for der er signalforstyrrelser i mine nervebaner og nerverne fatter ikke ordren: “Vent lige et øjeblik!” Jeg vælger dog at bevare lidt værdighed, for jeg vil ikke være denne uges Se og Hør historie.
    Jeg har en sød kollega, som også er ramt af en kronisk sygdom. Hun snakker bare alt for meget om sygdommen og det orker man jo heller ikke at høre på, for man er jo magtesløs og det er ikke en rar følelse! Jeg bevæbner mig med tålmodighed og når folk spørger om ikke jeg skal have noget hash-te, så siger jeg “Jo, sæt kedlen over!” Bagefter får de forklaringen om, at det ikke er en kur, der hjælper alle og jeg har heldigvis ikke brug for det (endnu).

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sarah

      ha ha nej det er en balancegang der kan være svær at finde, dejligt du stadig kan holde hovedet højt og humoren oppe, det er altafgørende!
      Kærlighed herfra

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Kære Sarah
    Jeg er trofast læser af din blog, og nyder den og din skønne evne til at give ordene liv. Ord og følelser som jeg kender alt for godt -da jeg også er “medlem af klubben”.
    Men nu bliver jeg altså nød til at skrive og sige tak. For disse bud vil jeg printe og dele ud hver gang jeg , endnu en gang, står i ligende situationer.
    Jeg glæder mig til næste del af budene!
    Tak igen Sarah

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sarah

      Åh Camilla, af hjertet tak, man ved aldrig om man er for fræk når man skriver disse ærlige indlæg om hvad man ser og oplever, så det varmer at du kan lide det og se dig selv i det, det er derfor jeg skriver.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Noget om medicinsk cannabis