Pyt for helvede PYT!

I lære som Uhøflig.

I dette indlæg kommer jeg til at bruge fraser, jeg selv hader, at høre udtalt.

“I gamle dage”… dengang græsset var grønnere og flottere bla bla..

Primært fordi sætningen som oftes, bliver udtalt af folk der på en mere eller mindre pæn måde, får pakket en nedladende kommentar ind om “ungdommen nu til dags”

Såvel som sætningen “da jeg var din alder” ofte bliver fyret af, med en selvhøjtidelig arrogance, der sætter en på plads, og pointere at DE har ret til at stå forrest ved kagebordet…

“da jeg var din alder, vidste jeg bedre” jamen det da super, du blevet så meget klogere på de 11 1/2 måned du er ældre end mig!

Nåh det var et sidespring, det jeg ville frem til er, at det er som om der mangler noget, nu til dags, (ha har brugt det ord så sjældent jeg ikke engang ved om det hænger sammen eller ej!) Det der mangler er -høfligheden, galantheden, -åbne-døren-for-personen-med-hænderne-fulde-heden.

I min jagt, efter overlevelse, er jeg selv gået igang, med at prøve at være mindre høflig og gentlemans-agtig.

Det piner mig, at jeg ikke længere kan være hende, der hjælper med at få taskerne op på hylden, i toget, eller hjælper med at løfte tunge ting. Men jeg ved også hvor pinligt det ville være, at stå der midt i toget, med et fremmed menneskes taske i hånden, et forpint udtryk i ansigtet og ikke kunne bevæge mig, fordi min ryg igen er gået i krampe.

Men mest af alt piner det mig, fordi jeg ikke ser andre gøre det.

Forleden var min veninde og jeg i ikea efter et skab.

Stedet der bare ved indgangen, -med lugten af børn og pølser samt alle de ting man skal undgå at blive fristet af, -dræner en fuldkommen for energi.

Ikke desto mindre lykkedes det os. Da vi kom til Vesterbro var kl. mange, og tingene der skulle læsses op i lejligheden var uendelig tunge.

Da vi var kommet op på 3. sal via elevatoren, med den 2 meter lange, og uendeligt tunge papkasse var energien ved at være brugt op. Jeg troede vi var alene i opgangen, så jeg slår ud i et højlydt og dramtisk suk, a la “aaaargghhh, suuuk, støøøn, jeg døøøør!!” imens jeg er halvt overfaldet af en papkasse, der ikke rykker sig ud af stedet. Min veninde prøver ihærdigt at komme ud på den anden side af elevatoren og kæmper lige så meget som mig.

Pludselig ser jeg at vores aktion bliver iagttaget af en mand, der prøver at gøre sig usynlig.

“nåh kan man så komme til at tage elevatoren nu?” spørger han -“øh ja din røv-nederen mandsperson, bare pas på du ikke bliver smittet af vores arbejdende sved!”

Helt ærligt hvad blev der af “skal jeg ikke lige give jer en hånd med?”

Eller som når jeg prøver at balancere en 20 kilo tung kasse fra posten hjem af Vesterbrogade på min cykel, med et tydeligt opgivende blik og jeg konstant bliver skubbet til, eller må stoppe op, fordi folk er for vigtige til at flytte sig for en.

For mig er den slags ting bare naturligt, hvis jeg ser en der har brug for en hånd tilbyder jeg den, ser jeg en cykel med en tændt lygte på, slukker jeg den, for jeg ved selv hvor træls det er at komme ned til en lygte der er løbet tør for batteri og senere skulle punge ud til politien for at køre uden lys på, uden man selv har opdaget det.

Og for tiden føler jeg mig sgu lidt som en sær tosse, midt i mængden af folk, der har nok i at se på hvilken retning de selv er på vej hen.

Jeg tænkte også på det, da et youtube klip, med en kvinde, der bliver tiltalt af flere mænd, på hendes færden i New York, -kørte derudaf i de sociale medier.

“øv hvor er mænd nogle svin” “ja tænkt sig at man ikke kan gå i fred”

Når jeg går tur med min hund, bliver jeg næsten altid stoppet op af forskellige mennesker, til min omgangskreds store morskab “jeg kender ikke nogle som dig Sarah, der kan møde så mange mærkelige mennesker på så kort tid”

Og jo en enkelt gang eller to, har jeg følt det har været ubehageligt, og har måtte trække “min kæreste-er-rocker-og-venter-på-mig-derhjemme-kortet” men for det meste, er det jo bare folk der gerne vil have lettet deres hjerte, sige hej eller få lidt adspredelse fra deres måske ikke så fede liv.

Der går sgu ikke noget af mig, ved at få en sludder eller give en hånd til et fremmed menneske.

Engang kom jeg 40 min. for sent på arbejde, fordi jeg på min morgen gåtur, mødte en gartner, ved søerne, der var så uendeligt træt af at hans kollega fik særbehandling, jeg åd den da jeg mødte på arbejde, for da han havde fået lettet sit hjerte, var han simpelhen så glad for jeg havde gidet lytte.

Men nu kommer jeg også derfra hvor man siger “hej” når man møder andre mennesker på gaden, det kan godt virke lidt desperat når man bor på Vesterbro, og på vaskeriet nærmest råber af en mand, der er halvt ude af døren, “nåh men hej hej hav en god aften!!”

Jamen er det så underligt? vi har stået i et rum alene sammen, og kigget på vores tøj der drejede rundt og rundt og han hjalp mig, da jeg stod, på bedste landsbymaner og ikke anede hvordan knapperne virkede. Siger man så ikke farvel?

jeg tror bare mest af alt, jeg savner den umiddelbare venlighed, uden bagtanke eller skepsis.

for som Bodil Jørgensen sagde i Go aften danmark, til spørgsmålet om hvordan hun havde det med ikke længere at kunne løbe op af trapper.

“jamen jeg håber da aldrig jeg får så travlt, at jeg behøver løbe op af nogle trapper”

Den sætning bed sig fast i mig, og ligesom hende, håber jeg aldrig jeg får så travlt jeg ikke har tid til en hurtig sludder, men den lokale hjemløsemand.

Eller at jeg nogensinde bliver så nærtagende, at jeg giver en fornærmet lussing til den næste fremmede, der siger “hej hvor ser du smuk ud” fremfor bare at sige tak og gå videre med et smil på læben.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Pyt for helvede PYT!