“har du jord i hovedet?” Tja, det kan man vist godt sige

Plak

Hjernen er en maskine

noget er nedbrudt

jeg forstår det da godt

jeg glemmer at spise og glemmer at holde op

jeg glemmer at trække vejret

når jeg ligger på gulvet og ikke kan komme op

jeg huske ikke fødselsdage, månedsdage

eller om det er mandag eller fredag

husker ikke koden til mit dankort eller til min mobil

husker ikke hvad det var jeg skulle i det skab

mens tågerne tager til, står gamle ar stadig så ganske klart

ubetydelige ord, dem der lovede dem der svor

bandeord og alvorsord fra en jeg aldrig rigtig kunne nå

selvom det lige nu virker så håbløst og fortabt

knuger jeg mine hænder

drømmer om at alting var

anderledes eller bare glemt.

skrevet i december 2013

Det er lidt mystisk når man skal forholde sig til at noget er forandret oppe i hovedet på en, på hospitalet, kan jeg på en scanning, se hvordan hvide pletter nu bor i min hjerne.

prik, prik, prik, mit stakkels lille hoved -som om det ikke var fyldt med lort nok i forvejen!

Når man kigger på mig kan man ikke se nogen forandring, og kun mine tætteste pårørende kan høre i min stemme, den forandring der er sket.

Jeg kan huske engang, jeg talte i telefon med min mor på vej hjem fra Riget

“nåh det var et attak jeg havde, jeg får medicin nu”

“ja det ved jeg godt det var”

“hvordan kunne du vide det?!”

“på din stemme, da vi talte i telefon igår”

Og den er ikke til at tage fejl af, ligesom hvis jeg er stresset eller træt, bliver det svære for mig at finde ordene og jeg kan midt i en sætning glemme hvad det var jeg talte om, eller sige det samme en gang til.

“vil du give mig den der, baaabababababa-det der der hænger der?!!??!”

Nu er jeg ikke det mest stille og rolige væsen der findes, så der bliver tit grinet en del, når jeg kaster mig rundt med fagter, fordi jeg har glemt et ord.

Forleden sad jeg hos min veninde og stolt og glad fortalte om at jeg havde haft besøg af nogle venner, der var kommet med den mest GENIALE OG FANTASTISKE ide, til min altan.

“tænkt sig, at jeg ikke selv havde fundet på det!!” midt i samtalen bemærker jeg min veninde kigger lidt underligt og overbærende på mig

“hallo hvorfor kigger du sådan på mig, har jeg fortalt dig, det her tidligere?!”

“nej det ikke det, det bare, den ide de kom med, den kom du selv med i sommers”

“nåh for satan da! det var da pænt smart af mig alligevel”

Jeg kan også mærke det når jeg skriver, hvilket altid har været min absolut ynglingsbeskæftigelse. Jeg skrev når jeg var ked af det, skrev når jeg var glad, jeg skrev blogindlæg, digte og jeg hjalp mine venner med at rette deres opgaver.

Nu glemmer jeg nogle gange hvordan man staver til de mest simple ord, eller hvor jeg skal sætte et punktum.

Noget af det sværeste ved sygdommen, har været at opleve hvordan min hjerne bare får nok engang imellem, og bare står af.

For hvordan fanden skal man forholde sig til det? min hjerne er mig! Det er det jeg tænker og føler, det jeg siger der gør mig til den jeg er.

Hvad hvis nu noget af min “jeg-hed” forsvinder fordi plakken har sat sig, på lige det sted der indikere hvem jeg er.

En af de første gange jeg var inde på hospitalet, til en samtale, -helt diagnose-grøn og med ømme ben, mødte jeg en kvinde der fortalte, at hun efter et attak, havde glemt hvordan man lavede mad, hun anede simpelthen ikke hvad man skulle bruge en gryde til.

“holy fuck kan man det?!?”

Lidt tid efter, ironisk nok på “world ms day” brugte jeg 8 timer hos tatovøren og fik på min højre arm tegnet og beskrevet alt hvad jeg kæmper for og tror på.

Blandt andet fik jeg lavet det internationale veganer-tegn (et v, der bliver til en solsikke) så hvis jeg en dag glemmer hvem jeg er, og er igang med at køre en stor rød bøf ind i kæften, kan jeg kigge på mig arm og sige “hov for satan da, jeg spiser sgu da ikke kød!”

og sådan klarede jeg den forskrækkelse.

Højre oppe på armen har jeg en pote med en knyttet næve i, for som jeg forklarede den gang, skulle sig aldrig glemme

-hvis en dag jeg blev en kedelig forstads frue, med snotfyldte chokoladedækkede børn, -hvad det var jeg kæmpede for.

En af de ting jeg savner mest, er min evne til at fordybe mig i en bog.

Jeg kommer fra et hjem med bogreoler fra gulv til loft.

hver gang (okey ikke at det skete så tit!) jeg tog en kæreste med hjem og de sad der, nervøse og gned sig i hænderne, var et af det første spørgsmål altid; “nåh hvad læser du så for tiden?”

“jeg slugte bøger, havde dem med i tasken hvis jeg skulle nogle steder og kælede om min egen lille bogsamling i stuen.

Jeg tror på jeg kan træne det op igen, men jeg syntes det er hårdt, jeg må læse den samme side flere gange og er jeg rigtig træt, så hopper ordene foran næsen på mig. Jeg bliver sur og ked af det og smider bogen væk.

Tanken om engang igen at skulle læse en fagbog, skræmmer mig for vid og sans.

kære sygdom, tag kraften i mine arme og ben, men vær så venlig at lade min hjerne være, jeg har så meget jeg skal huske at have sagt!

tak.