Ska’ det være os tre?

Min veninde kom hjem til mig forleden og havde længe døjet med smerter i håndleddet, hun spurgte om ikke jeg havde et støttebind eller lign. “tsk det kan du da lige bande på jeg har!” gik ind i soveværelset og kom ud lidt efter, med favnen fuld, “det her er en almindelig håndledsbeskytter og den creme smøre du på inden du tager bandagen på, den lindre smerten” var der ellers andet?!

Jeg ved jeg tidligere har skrevet om det tunge ved sygdommen og måske ikke solgt den så godt, så jeg har derfor kastet mig ud i at lave en top ti over grunde til at være sammen med en, med en kronisk sygdom.

Værsågod:

1) vores medicinskab, samt viden om smertestillende m.m er enormt, herhjemme har jeg en skuffe i badeværelset til normal medicin, så har jeg en kasse i skabet, til min eksterne medicin, samt en kasse med bandager og støttebind, “bare rolig skat, jeg skal nok få dig rask i en fart, og nej du må stadig ikke prøve mine små grønne piller!”

2) Med flere sygdomsramte følger det famøse handicapskilt til bilen, det vil sige, ikke mere besvær med at finde parkeringsplads eller have mønter i lommen til parkering “wop wop, min handikapparkering er bare så meget pænere end din!”

3) Vi rimelig iskolde, (okay jeg ved godt det ikke gælder alle, jeg ser jævnligt folk, der stadig kigger væk med et smertefuldt udtryk i øjnene, når de får lagt drop eller lign.) men de fleste af os er så vant til at blive stukket i, raget på, blod der bliver spildt ned af låret på en, samt dagligt at skulle stikke os selv med medicin, så hvis vi ender i en livsfarlig situation, hvor blodet fosser ud af dig, skal vi nok tage det helt roligt og få styr på det lort, færdig bom.

4) Mange der har været mere eller mindre sengeliggende i flere perioder af deres liv, har efterhånden lært at holde sig beskæftiget på en anden måde, så frygt ikke når vinteren er nær, vi skal nok strikke dig et par vamsede sokker eller en hue med blomster på, du kan også få et armbånd med dit helt eget navn på hvis det var noget?!

5) Vi løser din Hospitalsforbi med et snuptag, -sidst jeg var indlagt snakkede min veninde og jeg om ordet hospitalsstræk, -om at det var et lidt overvurderet ord da der i virkeligheden ikke var nogle mennesker der decideret jubler over at være indlagt, eller skulle besøge et hospital, hvortil min daværende kæreste sødt svare “jo jeg kan godt lide at være på hospitalet, for så får jeg lov til at se min kæreste” Alting bliver med tiden bare hverdag, hvis det gøres nok -Rigets stilhed på en søndag, de lange gange, læger der pludselig løber, den sødlige lugt af definitionsmiddel, og hvor det er bedst at skaffe sig en god kop kaffe. “hvorfor går du hele vejen udenom for at gå på toilettet?” spurgte min veninde, som jeg havde med som hospitalsklovn, sidst jeg var indlagt på en anden afdeling end min egen “det fordi MIT toilet altså ligger på den anden side!”

6) Dine blomster er mine blomster, – “næ se jeg har fået blomster og hvis du er rigtig sød, må du også gerne kigge på dem, nu de står her i stuen” -selv tak da!

7) dit ego bliver boostet, hver gang vi må bede dig om hjælp til at åbne en dåse, en sodavandsflaske eller løfte en tung pose “ih tak skat, hvor er du bare stor og stærk og flot altså!”

8) Det bedste middel mod migræne eller spændingshovedetpine er efter min erfaring…. nej den vælger jeg så IKKE at uddybe! (men prøv det, det virker)

9) Du kan se alt det fodbold, ishockey, mænd-der-slås-film du vil uden brok, vi tager bare en lur imens, det har vi nemlig ret meget brug for!

10) – I mine øjne er du en helt, bare ved at være dig! – jeg fik engang, en til at blive rørt til tåre, da jeg forelsket fortalte om min superstjerne af en kæreste, der stod ved min side når jeg var indlagt, hjalp mig i tøjet, når jeg ikke kunne selv, og holdt mig ud når jeg var ked af det og træt af det hele. Om hvordan jeg følte mig som det heldigste menneske på jorden, over at have en så stærk klippe ved min (til tider mindre flatterende) side “ej hvor er det bare sødt og rørende!!” ja ja, men alt godt har vel en ende, men pointen er sgu da god nok.

Sygdommen er lidt som en 3. mand der flytter med ind i forholdet, en der aldrig tager opvasken, lufter hunden, eller laver noget mad, men ikke desto mindre fylder i sofaen og sidder for enden af bordet og skaber sig, når man prøver at have en hyggelig aften.

I og med at det vigtigt at huske at under sygdommen, er et menneske, som alle andre, en der også bare vil have lov til at være forelsket, skabe sig tosset og være helt almindelig kedelig forholdsagtig.

Vi er ikke vores sygdom, selvom den af og til fylder som en forkælet møg unge, der sidder og skriger midt i stuen, vi er bare os, med alt hvad det nu måtte indebære.