Del 2, om de blodige fingre og om den første gang jeg nogensinde har skreget på et hospital.

Glædeligt fandens nytår!

 

Jeg har ondt, mere end nogensinde, mit skæve bækken trykker på et utal af nerver og gør at selv den mindste bevægelse sender ti tusind knive op i ryggen på mig.

Det er ikke unormalt og jeg ved jo hvorfor: Julen har kostet alt for mange penge i sygdomsbanken og jeg har brugt af flere måneders værd af kræfter, brændt af på en uge.

Kuren er ro, is, ro, fysioterapi og mere ro.

Hvilket er fint nok, det er sådan det er, jeg gør det hele tiden, kommer til at lave overtræk og må derefter betale med flere dage i fosterstilling.

Men så var der lige det der forbandede nytår, der ligger i min bødeperiode, hvor jeg ikke engang har nået at betale halvdelen af, fra julen der jo kun er få dage tidligere.

Fucking nytår, nyt os, bedre os, flottere os.

Vi siger farvel til det gamle og bilder os selv ind at alting bliver bedre og vildere til næste år, imens vi i fører os strømpebukser og læbestift og skræmmer livet af små uskyldige fugle, med krudt, der for prisen kunne have bygget 5 skoler i Afrika.

Og jeg vil da også det der (minus krudtet) tage pænt tøj på, drikke mig skidefuld, feste med fremmede mennesker og danse til den lyse morgen.

Men det kan jeg ikke, jeg kan ikke engang overskue at skulle på toilettet, når jeg først har sat mig i sofaen. For så bevæger jeg mig, og så er fanden løs i ryggen, så hvordan skulle jeg kunne tage nogle steder hen?

Jeg kan heller ikke overskue endnu en fest her, hvor jeg ”bare skal slappe af” og ”vi hjælpes ad med alting” for sådan fungerer jeg bare ikke. Jeg lukker ikke min dør op for nogen til et hjem der ikke er rent, og jeg kan jo ikke lade være med lige at skulle handle, lave snacks, bage en kage, lave mad, drinks, vaske op, rydde op, fortælle vittigheder, være sjov, og klog. Og som set mange gange før, gå i seng inden kl. er 12 rystende og skide syg.

Så i år vil jeg slæbe min syge krop på arbejde, hvor jeg har taget en frivillig vagt. Og så kan det godt være, at jeg ikke kan bøje mig ned, og får de mest ynkelige udtryk i øjnene hver gang jeg skal sætte mig ned og knivene går til angreb.

Men jeg orker simpelthen ikke endnu et år hvor det sidste jeg kan huske fra 2018 er hvor syg jeg er.

Jeg fornægter det ikke, men lige i dag, på året sidste dag, måtte det gerne handle om noget andet.

Kære alle der læser med, tak for jer, jeg håber I får en dag som I ønsker det, og har I det lige som mig lige nu, så husk på at hver dag jo er den sidste dag i året.

Jeres hilsner og beskeder betyder en hel masse, hver eneste gang, jeg har skrevet om noget der har gjort ondt og følt mig helt nøgen og sårbar, har en besked fra jer, der siger tak for at beskrive det med ord, gjort det hele værd.

Ja, det er væmmeligt og ubehageligt at sige fy-ting som, jeg har ondt, jeg orker ikke mere, jeg er ked af det, men de ord renser, og flytter os tættere på hinanden.

Jeg kan godt starte med at være ærlig:

Jeg har ondt, og jeg er jaloux af helvedes til på alle de raske der tør glæde sig til en fest. Jeg er jaloux på dem jeg arbejder med, fordi de kan gøre deres arbejde uden en smerte der skriger dem ind i øret og nogle gange gør det svært at høre noget, og når jeg sammenligner mig med dem, føler jeg mig så uduelig, fordi jeg hele tiden glemmer at tage mit handicap i betragtning.

Men jeg er også glad, jeg elsker at arbejde med mennesker, at se dem hvor de er, jeg er stolt af hvor meget jeg har rykket mig det sidste år.

Hvordan jeg har været i stand til at gøre ting jeg normalt ikke ville turde gøre, fordi jeg altid er så bange for mit hjerte vil springe og gå i stykker.

Jeg har været plejemor for små skrøbelige killinger, elsket dem af hele mit hjerte og givet slip på dem igen da de var stærke nok til at give slip på og sende dem videre til nye familier.

Jeg har fået min drømmepraktik, og elsket hvert et øjeblik af det, trods min krop har skreget ”stop, stop, stop” som et lille umuligt barn.

Jeg har vist at jeg stadig kan mit stof, at jeg stadig er en god socialrådgiver, på trods at mine utallige mareridt, hvor jeg sidder foran en computer og ikke kan læse hvad der står på skærmen.

Jeg har genoptrænet, fået attak, genoptrænet, skåret hånden op, genoptrænet, ødelagt bækkenet, genoptrænet og har endnu ikke kastet håndklædet i ringen og givet op.

Jeg har kysset, elsket, danset og grinet, jeg har knoklet, drømt, bygget, renoveret, været syg, blevet opereret, ligget i sengen, taget et utal af piller, og jeg har rejst mig. Vigtigst af alt har jeg rejst mig, også når det har gjort allermest ondt.

Og hvis vi ser på verden som et sted hvor det er ligeså okay at være ked af det, som det er at være glad, et sted hvor der ikke kun er plads til en slags følelser, så er det vel også helt okay.

Kære du glædeligt nytår, om det bliver holdt i sengen eller på toppen af et bjerg, i nattøj eller glimmerkjole.

Så ser jeg dig og håber at du ligesom jeg, vil prøve at huske på de små sejre du har haft igennem året, frem for alt det du burde gøre bedre næste år.

 

 

 

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Del 2, om de blodige fingre og om den første gang jeg nogensinde har skreget på et hospital.