Din og min virkelighed

Når jeg er svag, er jeg stærk

 

13694327_10208978693080614_536744745_o

Jeg har aldrig været bange for at stå på en scene, aldrig været bange for at sige min mening eller tale højt og tydeligt.

Men nogle gange kan jeg godt føle, det er rigtig svært at være sammen med andre mennesker.

Ikke fordi jeg bliver genert og ikke ved hvad jeg skal sige.

Mere fordi min krop er som en ballon der går hul på så snart jeg er sammen med andre og efter nogle timer er jeg fuldkommen drænet for energi.

Med dem jeg elsker er det nemmere, også at koble fra, fra tid til anden når det hele bliver for meget.

Men det kan stadig være svært at føle sig helt tilpas.

For mange år siden, fik jeg mit første store sammenbrud.

Jeg var så langt nede psykisk, at bare det, at skulle gå ud og handle fik min krop til at reagere med panik og angst.

Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har stået i en kø i netto, med røde øjne og rystende hænder.

Hvis folk prøvede at røre ved mig eller give mig et kram, hoppede jeg en halv meter op i luften af skræk.

Jeg kan tydeligt mindes hvordan min mor tit har siddet og nusset mine fødder, som var det eneste sted jeg kunne klare at blive rørt ved.

Når jeg tog bussen kunne jeg vride min bluse af angstsved.

Og det kan i dag, stadig gøre mig så udmattet, at jeg må direkte hjem og ligge mig, efter bare en kort tur med offentlig transport.

Jeg havde smerter over alt og som min psykolog sagde, var det måske ikke så underligt, at man var bange for at blive rørt ved, når ens krop var som en stort blåt mærke i sig selv.

Men ingen læge kunne give mig et svar på hvorfor det var sådan, i årevis fyldte de mig med piller og spiste mig af men dårlige undskyldninger.

Samtidig gjorde jeg alt hvad jeg kunne for på destruktiveste vis, at slukke for min krops signaler.

Jeg vendte det hele indad; ”det er min skyld jeg har ondt” ”jeg er en dårligt og dovent menneske siden jeg bliver svimmel bare af at tage en trappe.”

”Ret ryggen og bid smerterne i dig!”

Og det gjorde jeg så, jeg knoklede på med arbejde og studie, jeg smilede og var glad, alt imens mit indre var ved at springe fuldkommen i luften.

Min krop skreg om hjælp, jeg var konstant syg, havde hele tiden infektioner, feber, betændelse i kroppen, migræne, kramper og mine øjne var som en brandhane der uden advarsel og særlig grund væltede ud med vand.

Jeg mestrede at græde lydløst, på mit kontor, mest jeg tastede sager ind, jeg græd på toilettet, græd mens jeg gik blandt andre mennesker, græd mens jeg cyklede hjem, græd mens jeg handlede, helt stillende og diskret uden nogen opdagede eller sagde noget.

På et tidspunkt kom jeg hen til min læge, jeg vidste hende min ryg, den var skæv og deform og den gjorde ondt ved den mindste berøring, jeg tog blusen af og hun så mine arme var røde og blå.

Jeg sagde jeg ikke orkede mere, og om det virkelig kunne være rigtigt det skulle gøre så ondt at bevæge sig, alt i mens jeg, igen græd ustoppeligt.

Hun ville gerne indlægge mig (psykiatrisk) og jeg sagde, at det kunne hun godt glemme, for det ville da først gå helt galt, hvis jeg ikke havde min hund hos mig.

Hun sagde at jeg i det mindste skulle melde mig syg, jeg var ”overanstrengt og deprimeret”

Ja hvorfor mon? Kig på min skæve ryg? Kig på mine tunge ben, og mine konstante infektioner og send mig til Neurolog FOR HELVEDE KVINDE!

(det sagde jeg desværre ikke, for jeg var stadig overbevist om det var min egen skyld at jeg havde ondt)

Heldigvis fik hun mig dog ind i det psykiatriske system, jeg fik en diagnose og terapi og fandt ud af hvorfor jeg så verden lidt anderledes end andre mennesker. Og hvorfor jeg syntes nogle ting var virkelig svære, selvom jeg rationelt, overhovedet ikke kunne se hvorfor de skulle være det.

Jeg øvede mig i at finde min grænse og lytte til min krop, der var blevet så undertrykt at det, selv i dag mange år efter, er svært altid at høre hvad den siger, når jeg har planlagt noget jeg skal bruge den til som den ikke kan.

Da jeg i 2012, mange år efter fik min diagnose Sclerose, efter min krop var så angrebet, at jeg hverken kunne bruge mine arme og ben, kunne gå i bad eller tage tøj på selv.

Og min læge sagde at jeg skulle stoppe mit studie, og at det var alvor, var det som om en hel del af al min selvvrede og bearbejdelse forsvandt.

Og en stille stemme sagde ”det er ikke din skyld alligevel”

Men er du vimmer det har været en lang og sej kamp, jeg stadig kæmper med dagligt.

De første mange gange efter et attak, skulle jeg altid spille smart, jeg skulle vise for sej jeg var og hvor meget jeg kunne, og jeg endte med konstant at falde hårdt og kontant med hovedet nede i betongulvet.

I dag har jeg det bedre, ikke fordi jeg er blevet rask eller ikke har ondt, men fordi jeg de sidste 4 år, har øvet mig i at lytte til min krop, og respektere, når den siger fra psykisk og/eller fysisk.

Jeg elsker ikke min krop endnu og jeg har heller ikke tilgivet den, at jeg ikke kan få lov til at kunne det, alle andre på min alder kan og gør.

Men jeg har lært at det fungere bedst hvis vi samarbejder.

Og hvis det betyder at jeg skal bede om hjælp, eller har brug for mere søvn og alene tid end andre.

For som en sætning jeg hørte forleden, og har siddet fast i mit hovedet lige siden.

When I am weak Then I am strong

Og hvis jeg skulle give et eneste råd til andre mennesker i lignende situationer er det, at lytte til de signaler din krop sender dig.

Og så lad vær med at tro på praktiserende læger, hvis eneste middel er, at fylde dig med smertestillende og antidepressiv for det er blot symptombehandling og skal ALDRIG, ALDRIG, ALDRIG NOGENSINDE STÅ ALENE!

Blev ved med at lede efter en vej, der gør det værdigt at leve og tilgiv din krop.

<3

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Din og min virkelighed