At springe ud som syg

 

Jeg har sat mit hår, puttet concealer under de mørke rander, under mine øjne, der viser hvor svært jeg har ved at sove om natten.

Morfinen tager toppen af smerterne og min stædighed tager resten.

Jeg føler mig som en kamæleon, ingen fremmede vil nogensinde kunne gætte, hvor syg jeg er, hvordan jeg usikkert kommer på benene om morgenen og hvordan jeg ryster af smerte flere dage efter en tur ud i den virkelige verden.

Lige nu ligner jeg en helt almindelig kvinde, med styr på sit liv, og næsten også styr på sin neglelak, der sidder som den gør, efter tredje forsøg, og et badeværelse fuld af stinkende vatrondeller med neglelaksfjerner på.

Jeg får komplimenter for mit udseende og henrykte bemærkninger, fra dem der ved, jeg havde et attak, få måneder forinden.

Ved bordet kommer den anstrengende smalltalk, velvidende om at det kun er et spørgsmål om tid, førend det gruopvækkende spørgsmål kommer.

”Nåh og hvad laver du så?”

Efter mit sidste attak, og tre uger i mit eget selskab, i en døs af piller og opsvulmet ansigt, havde jeg brug for der skulle ske noget nyt.

Jeg gik til frisøren.

Normalt klipper jeg selv mit hår, men jeg havde brug for at lægge mit udseende i nogle andres hænder, da mine egne stadig var trætte og tunge.

Hun spurgte hvad jeg lavede og jeg spolede tiden tilbage og svarede som før jeg blev syg.

Men da jeg havde gjort det, kunne jeg med det samme mærke, at den ikke længere gik.

Det er længe siden jeg var hende der bekymrede mig om jura og praktikforløb, frem for hende der i stedet bekymrer sig om nerveskader, og medicin.

Den gik simpelthen ikke længere.

”så hvad laver du så?”

Jeg har ikke nogen cool historie om hvordan jeg har brugt de sidste 4 år, på at hjælpe fattige i Afrika, eller om at jeg har rejst med alle mine ejendele i en rygsæk, taget stoffer med en shaman, fået et indblik i meningen med livet og er blevet tatoveret af en stammeleder, med en rusten nål og noget blæk.

Nej sandheden er usexet og handler om at mit liv, blev stjålet af en sygdom, der gang på gang, blev ved med at tage pusten fra mig, hver gang jeg forsøgte at rejse mig op.

 

For at være ærlig tror jeg, at jeg har lært meget mere om livet, og meningen hermed, i disse 4 år, end nogen anden uddannelse eller dannelsesrejse nogensinde ville kunne lære mig, men nok om det.

 

Tilbage til middagsbordet, hvor jeg ved, at så snart jeg siger sandheden vil alting ændre sig.

De vil veje og måle mig, om jeg taler sandt, om jeg virkelig er så syg, sådan som jeg sidder der, med bløde røde læber og en flabet mund, der har en mening om alt.

Jeg vil lægge en dæmper på stemningen, når de spørger ind til det, og jeg fortæller om mine tre år, vraltende i joggingbukser, hvor jeg ikke vidste om jeg nogensinde ville komme til at gå normalt igen.

Når jeg fortæller om de nerveskader der påvirker min krop og min hjerne.

Om den del af mig, der lige pt. Fylder så uendelig meget, selvom jeg aldrig nogensinde har inviteret den ind i mit liv.

Nogle gange kan jeg godt klappe mig selv på skulderen, over alle de gange jeg har måtte rejse mig op.

Andre gange kunne jeg ikke føle mig mere forkert og mere tabt bag den vogn, hvor mine venner sidder med deres børn og uddannelsesbeviser.

Det er ikke særlig sjovt, at skulle springe ud, men nogle gange bliver man bare nød til at gøre det, især for at gøre opmærksom på, at noget der fylder så meget, ikke ændre på den essentielle del, af det der er mig.

Jeg vil stadig ud i verden og gøre en forskel, og selvom det ikke bliver på den måde jeg troede, så bliver det på en anden, så længe jeg rykker mig, så længe jeg kravler mod målet, er jeg i live, og er der en mening med det hele.

Så hellere springe ud og sige ”ja jeg er syg og det betyder alt og ingenting, på samme tid”

Jeg er både den samme som før, og en fuldstændig anden. Og det er ok.

Der er ingen grund til at dømme mig eller nogle andre af den grund.