Om at være stærk

Afsnit 2 om halsen der skulle skæres op

riget1

Som lovet efter Dette oplæg, en opdatering på hvordan det gik, dengang en læge spurgte om han måtte åbne mig op, og kigge ind under min hud og jeg ivrigt sagde ”ja tak”

Det første der skete var en scanning, af min hals, for som lægen sagde, ville han gerne undersøge om problemet var et ekstra halsribben, der fladmaste min nerve i armen.

Mon dog tænkte jeg, hvor meget freak har man lov til at være, på en gang?

Scanningsdamen blev ved med, mere og mere insisterende, at hive min skuldre på plads, og rette min ryg.

”Stå nu lige”

”Jamen!” Måtte jeg til sidst, nærmest desperat råbe til hende ” jeg har attak i hele højre side, jeg kan altså ikke stå stille!”

Et billede blev det dog til, der ganske rigtig viste, at jeg havde flere knogler, end hvad nødvendigt var.

Som min fysioterapeut plejer at sige ”der er ikke længere noget ved din krop der kan forundre mig”

Så blev det operationsdag og min mor var taget med, mest for hendes egen skyld.

For som hun selv sagde ”jeg skal altså ikke sidde på arbejdet, mens de skærer i min datter! Jeg kommer, det bestemmer du ikke!”

Jeg fik hele fire sygeplejersker til at passe på mig, og følte mig ganske særlig.

Du er godt nok positiv, sagde den ene sygeplejerske til mig, da jeg takkede ham mange gange for at fortælle at operationen igen var udsat.

Det bare det, efter flere dages tidligere indlæggelser på Hvidovre, hvor man ALDRIG fik noget af vide, var det bare så rart, ikke helt at føle sig glemt.

Efter operationen, prøvede de at slå min mor ihjel. (det har jeg selv prøvet et bare gange før i teenageårene)

Jeg havde sendt hende på shopping på Østerbrogade, imens jeg blev snittet i, og de ville ringe når jeg var færdig.

Det gjorde de så ikke.

Så da min mor ringede til afdelingen, kunne de ikke finde mig…

”Øh nåhja hun er vist røget på intensiv”

”AF HVAD ER HUN?!?!”

”Bare rolig alt er ok, vi sender dem bare derover nogle gange når vi ikke har plads på opvågningen”

På intensiv var de søde.

Åbenbart var mit blodtryk alt for lavt, så en sød fyr, med krøllet hår, sad på hans kontorstol og kiggede på mig, hele tiden.

”er du ok”

”jeg er tørstig”

”har du ondt?”

”ja”

han kom ind med et par piller.

”virker det?”

”nej ikke rigtig, jeg har været kronisk smerte patient i mange år, symptombehandlet på morfin præparater, så tror sgu ikke helt du kan smertedække mig med det der”

Så fyrede han morfin i min drop og min mor sagde, hun sjældent før havde set mig se så lettet og smertefri ud.

 

Tilbage på afdelingen, nød jeg ikke-lyden og ikke-larmen, som der var alt for meget af på Hvidovre.

Samt ikke-lugten af urin blandet med brun sovs.

Lægen kom og fortalte om hans oplevelser under min hud.

Det var ikke, – som forventet, en sene, fra det ekstra ribben, der havde sat sig på min nervebane.

Nej da, det var en muskel, en ligegyldig muskel, der, som lægen forundret sagde, var abnorm stor, som var jeg elite roer eller lignende.

(Det kan jeg altså ikke prale af at være)

Jeg tror godt jeg ved hvorfor, sagde jeg.

Det er sikkert efter et helt liv med spændinger i nakken.

Det giver mening sagde lægen.

Men nu var den i hvert fald klippet i småstykker og via strøm, havde det lykkedes dem at vække nerven op fra de døde.

Det må man sige var et vellykket resultat.

Om jeg kan mærke forskel?

Næh ikke rigtigt, ikke endnu i hvert fald, man må også forvente det tager noget tid. Men alting gik som det skulle, med arret og det hele.

Se mit flotte ar, pralede jeg til alle, min krop er verdensmester i at hele.

(Når den ikke er verdensmester i særlig meget andet, er det jo vigtigt at fremhæve det positive)

Efter et par dage skete der dog det, at jeg ikke kunne bruge min højre arm, muligvis en overbelastning af, at have skånet den venstre.

Om ikke andet har det efter operationen, handlet mere om at få den højre arm til at virke, frem for at drikke champagne for at fejre, min venstre ikke er erklæret helt død.

Men jeg glæder mig helt vildt, til at min krop er klar til at kunne genoptræne igen.

Og jeg er glad for den søde læge på riget, gad at åbne mig op, og fjerne problemet.

Nu mangler jeg blot at finde på en sej sørøver historie, om hvorfor jeg har en stort ar på halsen.

blomster53723044089715_2163699439219874380_o

1

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om at være stærk