Ms og depression

Om at være stærk

DSC_0391

”Du er så stærk, Sarah, jeg tror ikke jeg kunne klare alt det, du har været igennem”.

”Definer stærk?” svarer jeg.

Jeg er ikke stærk, når jeg står i biffen og holder en sodavand, mens jeg råber til min søster, der er i gang med at smide jakken ”Du skal virkelig, virkelig skynde dig nu!” Mens jeg kigger på min hånd, der ryster koppen med sodavand, mere og mere, som var det en tung vægtstang og ikke bare en vattet pis-kop med sukkervand.

Jeg har ikke længere den der bule på armen, når jeg spænder, den bule jeg altid tog for givet, fordi den kunne have været større, og nu er den der slet ikke mere…

Jeg træner ikke, jeg genoptræner.

Det er på ingen måde det samme, det er ikke tilfredsstillende på samme måde, smerten man får efterfølgende, er heller ikke den samme.

Jeg træner ikke for at få bikini krop og six-pack, jeg træner for at kunne gå og for stadig at kunne bruge mine arme og ben.

Så simpelt og usexet er det.

Jeg har med tiden også måtte æde, at jeg må tage mine jobønsker op til revision.

Jeg kan ikke have et job, hvor voldelige situationer hypotetisk set, vil kunne opstå, hvis der er nogen der skubber til mig ryger jeg i gulvet med det samme, jeg tager ikke engang fra med hænderne længere.

 

”Nej, nej nu mente jeg ikke sådan fysisk stærk, men sådan mentalt, at du altid er så glad og positiv, selvom du har ondt og det”

 

Men her kommer sandheden…

 

Sandheden er at jeg ikke har noget valg.

Jeg tror på vi alle sammen har en styrke indeni os, en ren og stærk råstyrke.

Den kommer ikke sådan bare lige, som hvis man er træt af at bussen er forsinket, eller at man ikke har råd til et par nye sneakers.

Det kommer når man falder, lige ned i et stort sort mudret hul, akkurat så lang som man er.

Og når man så har ligget der i noget tid, med blodnæse og snot ned af hagen, så kommer man til et punkt hvor man simpelthen bliver nødt til at prøve at kravle op igen.

Når man så har gjort det, ændrer alting sig, man ser ting i et andet lys og et andet perspektiv.

Det gør nok man er stærk på nogle punkter, blandt andet at man nu ved det er helt op til en selv hvordan man forholder sig til livet og til det ting det byder en.

Men det betyder ikke, at når man så lander i hullet igen, og det vil man altid gøre, for livet har mange huller, at det bliver nemmere at komme op, det, der er forandret er bare, at man godt ved man kan, at der er noget inden i en, man kan hive ud og bruge til den slags situationer.

Styrke er mange ting, hvad jeg med tiden har måtte lære er, at styrke af og til også er at være svag, at række hånden ud og bede om hjælp til at komme op.

Styrke er at turde sige tingene ligeud, at råbe og skrige når det hele er svært og bagefter huske at sige undskyld til dem der blev ramt af ens spyt, snot og tårer, fordi de tilfældigvis stod i vejen.

At være stærk er mange ting, og alt for kompliceret til at bruge, til at definere nogen som helst.

Det kan nemt misforstås, den der styrke.

For ofte ser folk mig som stærk i episoder hvor jeg i virkeligheden er allermest svag.

– Når jeg er dum stædig, når jeg er utålmodig, og vil have ting gjort, jeg egentlig burde have ventet med, eller bedt om hjælp til.

Når jeg ignorer min smerte, og forsætter derudaf indtil min krop er så svag, at jeg pludselig falder sammen og slet ingenting kan.

I virkeligheden er jeg nok, lige akkurat lige så stærk som jeg er svag, og når alt kommer til alt, tror jeg sgu det er godt nok, at besidde begge dele.

Det er det der gør os menneskelige.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ms og depression