Hvem f….n har puttet en kage i min ovn?!?!

Kære doktor, vil du ikke nok skærer i min hals?

Det er ingen hemmelighed, at der er stor forskel, på de forskellige læger, man møder.
Dengang jeg fik min diagnose, var lægen en ung flot mand, med blide øjne.
(der tydeligvis forventede et sentimentalt øjeblik fra mig… det fik han desværre ikke, for jeg skulle tisse. Nu.)
Da vi var færdige sagde han, at han sådan håbede, at han fik mig som patient.
Gud hvor rart tænkte jeg, en der har lyst til at tage hånd om min sygdom.
Men så blev det virkelighed.
Og virkeligheden er, at, udover når man har attak, og selvfølgelig skal tilses, med det samme, at den nærmeste læge på neoulogisk.
– bliver man sat på en halv årlig venteliste, til en samtale, hos den læge som er til rådighed på daværende tidspunkt.

Det kan være svært at accepterer, især når sygdommen raser derudaf og man desperat, ønsker at stoppe den.
Når man så får en tid, håber man så, at den bliver brugt produktivt.
Det er heller ikke altid tilfældet.
Engang kom jeg ind til en læge, en reservelæge af en art, der slet ikke hørte til neoulogisk på nogen måde.
Derudover var min journal blevet væk, så i stedet for at få svar, var det mig der blev gennemhullet af spørgsmål.
Har jeg seriøst ventet et halvt år på det her?!
En anden gang var jeg hos en anden læge, som forunderligt nok, rent faktisk havde læst min journal, jeg blev helt forbløffet og kunne med det samme lide ham.
Han var produktivt og interesseret i, at ting skulle ske, ikke blot de scleroserelaterede, men også alle de følgesygdomme, der vævede sig invaliderende ind i hinanden.
Han var interesseret i min arm, den arm der havde skabt forargelse flere steder.
Den arm, ikke engang tre forskellige læger, kunne få til at virke, under nerveledningsundersøgelsen.

Jeg tror det er noget andet end sclerose, der er galt med den arm, og jeg vil gerne undersøge hvad det er.
”Vil du?”
Sagde jeg, med sørgelig foragt over at en læge viste interesse, for helheden og ikke kun deres lille interesseområde.

Jeg blev sendt til endnu en EMG
Der blev skruet op for strømmen, det gjorde nas som sædvanlig.
Min daværende kæreste var med til undersøgelsen, forundret over jeg ikke fortrak en mine, imens strømmen blev sendt hastigt igennem min arm.
”gør det slet ikke ondt?”
”det kan du bande på det gør, men det hjælper jo ikke at jeg begynder at klynke over det vel?”
”det er meget smertefuldt, sagde sygeplejersken, hun er godt nok en sej en”
Igen måtte flere læger ind og se på det inaktive arm, der ikke reagerede som den skulle.
Resultatet blev sendt videre til lægen og så skulle jeg snart forvente et svar.
Så gik der et år, uden jeg hørte noget.
Jeg kom til en lægesamtale og spurgte dagens læge, om der mon var noget nyt med armen?
”hvis det noget med en arm, så må du gå til din egen læge og få en henvisning”
”Rend og hop” tænkte jeg, og frygtede at det var mere held, end forstand, at en læge i første omgang havde vist interesse, – men at løbet nu var kørt, og min journal igen var glemt mellem kaffekopper og hurtige beslutninger.

Men så skete det, at jeg fik en tid hos den rare læge.
”Hvorfor har du ikke fået svar mht. til din arm?”
”fordi den sidste læge sagde jeg skulle gå til min praktiserende læge”
”Nej nej nej!!” udstødte han forarget.
Nåh men jeg har fået svar for prøverne, dine nerver er klemt fast, det nok derfor din arm ikke virker.
Jeg har sendt en henvisning til neurokirugerne, er det okey med dig?
”JA for pokker da!!”
Imens tænkte jeg lidt på, hvor tit han mon havde oplevet folk, blive så begejstret for udsigterne til at blive skåret op og kigget ind i.

Da jeg sagde farvel til ham, tænkte jeg nok, at jeg nok først ville få svar om nogle måneder.
To dage efter ringede min telefon.
”hej du er blevet henvist til os, vi har et afbud, kan du komme i morgen?”
”JA DA”
lægen stikkede og prikkede i mine hænder med nåle, og knækkede vatpinde.
Jeg gøs og stivnede over hele kroppen, da jeg stadig døjer med attak og derfor har føleforstyrrelser og ikke er glad for berøring på min sensitive hud.
Så sad vi der, mens han holdt fast i mine hænder og fortalte, om alt det der kunne gå galt, og alle de forhåbninger jeg ikke burde have, men om ikke andet, kunne det bremse, at det blev værre.
Og til sidst sagde han så, at han gerne ville have lov til at åbne mig op, og se hvad der er der lukker for min nervebaner.
Måske engang i september eller oktober, vi skulle blot sikre os, at det ikke var fordi jeg havde en ekstra halsknogle.

Deprimerende nok bliver jeg altid chokeret over handlekraftige læger, i hvert fald, når det
kommer til min krop.
Det er lidt som om, at det har heddet sig, at når der er så meget ved den, der er lort, hvad nytter det så?
Det ikke løgn, engang var der en læge, der undersøgte mit ødelagte knæ, og sagde så, ja den skal scannes, det fungerer ikke som det skal, men når nu du har gået med smerterne i så mange år, så haster det jo ikke.
”WHAT sagde du seriøst lige det?!”
Men helt ærlig, med flere kroniske sygdomme, som skal følges med mig i graven, er det bare så pokkers opløftende, at noget er fiks-bart.
Bare det, at noget bliver gjort, frem for at man bare åbner gabet og får hældt følelseshæmmende medicin ned, indtil man ikke længere stiller flere spørgsmål.

foto (1)

flot hånd

 

 

 

foto

Ikke så flot hånd

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvem f….n har puttet en kage i min ovn?!?!