Et angreb

Den rådne banan

 

 “Alle fik de børn de sku’ ha

Alle fik et job og tog tilbage

Til skoven lige ved siden af hjem

Jeg ville virkelig gerne være som dem

På billedet står jeg lidt fra de andre

Om natten sang jeg højere end nogen

For det er svært med rastløshed, den stikker af når døren står på klem

Jeg skriver bedst når lyset blænder vinden hyler højt

Et sted at tænke livet som eksil

Men intet liv går lige hjem

Og alle mand går ned

Vi ender der

Hvor vi er lige meget værd”

: Lige meget værd af Alberte Winding.

 

Når jeg handler ind, bruger jeg lang tid på at vælge mine grønsager. Jeg vender og drejer dem og trykker på dem, hvis det er muligt.

Jeg hader de gange, jeg er kommet hjem, med en pakke avokado til 25 kr. Og kan smide dem alle sammen ud , fordi de er brune indeni.

Jeg er sart med mine madvarer, hvis en banan har brune pletter spiser jeg den ikke.

 

Men jeg ER jo en dårlig avokado og en plettet banan i det her samfund.

Forleden i nyhederne fortalte de, om noget nyt medicin til cystisk fibrose, der kunne gøre, at patienter følte sig mere raske, men det var dyrt, og måske ikke noget alle kunne få, selvom det ville hjælpe.

 

Min medicin er også dyr, det er ikke noget, de ligger skjul på, når man kommer ind på hospitalet og får den.

Jeg kan huske første gang jeg startede med at få copaxone tydeliggjorde sygeplejersken, højlydt prisen for sådan en pakke sprøjter.

Jeg blev ked af det og såret over det, for jeg har ikke valgt at blive syg og jeg kan ikke engang gøre for det heller.

Det virkede heller ikke, – medicinen altså, på nogen måde, og der gik lang tid hvor jeg blev mere og mere syg, førend der var tid til at give mig noget andet

– Noget stærkere og sikkert også dyrere.

Jeg er taknemmelig for det, for det virker.

Når folk spørger hvor jeg er nu, i min sygdom, siger jeg, at jeg er der hvor jeg taknemmeligt kysser det dropstativ, der fylder mig gavmildt med narko, hver 4. Uge.

Efter 3 års halten, brug af diverse hjælpemidler osv. kunne jeg pludselig begynde at bruge mine ben igen, sådan rigtigt, jeg kunne gå normalt (ikke hele tiden men nogle gange) jeg kunne cykle og jeg kunne starte på at genoptræne, alt det der var blevet ødelagt i min krop de sidste mange år.

Det er en bittersød glæde, for trods den virker, kan den også slå mig ihjel, hvis jeg en dag udvikler JC virus . Og gør jeg det, er der ikke længere noget alternativ der vil virke lige så godt.

Der er mange har en holdning til medicin, sjældent er dem der ytre sig negativt om det, nogen hvis liv afhænger af den.

Og tror mig, jeg har også mine vredesudbrud, når det handler om læger der popper folk fulde af symptombehandlende medicin, frem for at finde ud af hvad der virkelig er galt.

Det er som om de praktiserende læger kun har to kasser de kan sætte folk ned i, enten har man en depression eller også har man en diskusprolaps.

Jeg fatter ikke min læge ikke fattede mistanke til den sygdom der åd mig op indefra.

Efter alle de gange jeg grædende er kommet, med klokkeklare ms-symptomer.

”nåh kan du ikke gå?”

”prikker det ud i armene og benene?”

”bliver du svimmel og dårlig når du går på trapper?”

”bliver du hele tiden syg og smittet med ting?”

”aaah det nok din dumme ryg, der er skyld i det, plus du er stresset og deprimeret, tag du nogle lykkepiller og noget morfin, og lev med det du”

 

 

Sidst jeg var indlagt, blev lægen på Hvidovre, ved med at fortælle hvor usundt attak medicinen var for en – no shit Sherlock!

Jeg kan sige vitaminindholdet i stort set alle grønsager og så tror du ikke jeg ved det er usundt at hælde tre liter gift direkte ind i blodet?!?!

Men hvis jeg ikke gør det, forsætter attakket med at æde af min krop, det ved jeg, fordi jeg efterhånden har prøvet det, en hel del gange før.

Min krop kan ikke længere reparerer sig selv, den er for ødelagt og for træt, den har brug for narko i store doser.

Dyr og usund bivirkningsfuld narko –hvad bilder den sig dog ind, den krop?

 

Før mine ben slog op, med min krop, var jeg sådan en rigtig Københavner type der cyklede alle steder, fra Vesterbro til Østerbro, i godt vejr og i lortevejr, jeg cyklede til gentofte og tilbage igen, med musik i ørerne mens drømmende mig væk i teksterne.

Jeg cyklede ikke for sjov, men fordi det var mit eneste transportmiddel og den nemmeste måde at komme rundt på.

(Især hvis man er typen der får hjertebanken og svedige, rystende håndflader af offentligt transport)

Det der, helt særlige, i at cykle med Anne Linnets ”Kongens København” i ørerne, kan gøre mig helt sentimental.

”du ligner altså en lalleglad idiot, når du cykler, ved du godt det?” Sagde min daværende kæreste engang til mig, efter vi havde cyklet et sted hen sammen.

Jeg VAR en lalleglad idiot på den cykel, for, for mig betød den frihed, en frihed jeg ikke længere har, og hvad er egentlig prisen på frihed?

Nu cykler jeg ikke så ofte længere, jeg har svært ved at bedømme hvor langt mine ben kan klare at køre, måske kan jeg godt køre den ene vej, men når jeg skal hjem igen, så virker de ikke længere, så må jeg stille cyklen et sted og finde en bus. Eller gå, eller cykle alligevel og bide smerten i mig dagene efter.

Damen på kommunen sagde jeg kunne få en trehjulet cykel og et gangstativ

Det sagde jeg, at det var jeg ikke klar til, for jeg kan jo stadig godt køre på min tohjulede, helt almindelige grønne cykel. Bare ikke så langt og kun på gode dage.

Hun sagde at sådan som min sygdom havde taget fart, ville der alligevel ikke gå længe førend jeg ikke kunne cykle på en normal cykel mere, og så ville det være spild af penge.

Jeg spurgte om jeg så ikke kunne få en sådan en ladcykel, for det havde jeg hørt at nogle andre havde fået.

Nej det kunne jeg ikke, for en trehjulet var et hjælpemiddel og en ladcykel var et brugsmiddel.

Hvad betyder det om de to hjul sidder foran eller bagved?

For mig betyder det hele verden.

Virkningen er den samme, prisen sikkert og. Og jeg kan cykle selvom jeg har mistet min balance, og kræften i mine ben.

Det betyder noget, at jeg lidt tid endnu, kan pakke min sygdom ind, når jeg er ude i verdenen.

Det er ikke altid jeg kan det men nogle gange kan jeg.

Nogle gange er mit ansigt rødt og opsvulmet af, for meget medicin, mine knæ hævede og jeg går, som havde jeg skidt i bukserne, jeg har render under øjnene og løst tøj på, så det ikke irriterer på min følelsesforstyrrede krop.

Så gemmer jeg mig lidt, går korte ture og hænger helst kun ud, med dem jeg ved der elsker mig uanset hvad.

Men nogle gange, ser jeg faktisk fuldkommen normal ud.

Så leger jeg at jeg også er det!

Jeg ved godt, at jeg er en rådden banan, men jeg er også bare en pige sidst i 20’erne der prøver at deale med at min verden ser helt anderledes ud, end jeg troede den ville gøre på nuværende tidspunkt.

Jeg dealer med, at jeg nogle gange går åndsvagt, jeg dealer med, at jeg er væltet foran andre mennesker, eller konstant taber ting ud af hænderne, jeg dealer med at jeg endnu ikke har kunne komme til, at lave det jeg drømmer om, – kun smagt en smule på det. Jeg dealer med tab af kræft, jeg dealer med min dårlige hukommelse, med at jeg nogle gange føler mig dum fordi jeg glemmer ting, jeg dealer med at være til besvær, eller dagligt at føle mig sådan, jeg dealer med den konstante smerte, med alle de daglige kompromisser og ting jeg ikke længere kan.

Men nogle gange, bare en gang imellem, kan jeg godt lide, at føle jeg bare er, lige som alle andre,

– forfængelig og utaknemmelig? ja måske….

– til besvær? helt bestemt

Men de andre mennesker jeg møder, dufter af frihed, og jeg elsker den duft!

 

2 (1)

6

  • Jesper Helms Christensen

    Dette blog-indlæg var YDERST velformuleret OG beskrivende så en klar for den.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Virkelig godt skrevet.. Men puha, det gør mig ked af det på dine vejne

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sarah

      tak søde du, ked af det skal du ikke være, man lærer heldigvis at leve med sine forhindringer og få det bedste ud af hvad man kan og har kræfter til <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • karina haarby klit

    Du er den sejeste jeg kender.. ikke bare fordi du er så pokkers go’ til at holde humøret oppe når du er sammen med os andre, så VI ikke skal ha’ dårlig samvittighed over, at vi lever det frie liv, og ikke bare fordi du har en ’syg’ humor, som smitter af på os andre, og ikke bare fordi du er så mega kreativ, og benytter en hver mulighed for at være det, og gerne deler, og ikke bare fordi du deler ud af dit liv.. næ, bare fordi du er dig!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sarah

      Av hvor er du sød! den besked, gjorde lige min dag så meget bedre!! tusind tak, for dig! <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Et angreb