Jeg er.

”Hvornår er du allermest dig?”, og ”hvornår føler du dig allermindst, som dig selv?”

Det var to spørgsmål, en pige sendte til mig.

Som hun skulle bruge til hendes bachelor, omkring læring og læringsprocesser, i forhold til folk, med en kronisk sygdom.

Det var to spørgsmål, blandt mange andre, dog var det de to spørgsmål, der var de allersværeste at svare på, og som flere dage efter, kørte rundt i mit hoved.

Det lette ville jo være at skrive, at jeg føler mig allermindst som mig selv, når sygdommen raser og mine lemmer svigter.

Og allermest som mig selv, når jeg har gode dage, dage med overskud, andre mennesker og produktivitet.

Men det er jo løgn?!

Jeg er ikke mere eller mindre mig selv, på nogle af de overnævnte tidspunkter.

 

 

En del af sygdomserkendelsen handler netop om, at acceptere at sygdommen er der. Den bor, bogstaveligtalt, i min knoglemarv og hjerne.

Den er en del, af det, at være mig.

Ikke noget jeg selv har valgt, eller er specielt glad for, men som så meget andet, har den været med til at forme min jeg-hed.

 

Jeg tænker tit på hvor jeg kunne have været uden, hvor langt jeg kunne være nået, hvor meget jeg kunne have bedrevet.

”men du er stadig ung og smuk og du har selvindsigt, som ingen anden” siger min gode ven, mens vi sidder på altanen, med april solen i øjnene. Jeg føler alderen presser på, lige der, et par dage inden min fødselsdag.

Jeg er ikke der, hvor jeg troede jeg ville være, på dette tidspunkt, og sådan er det.

Det er sjældent tingene går som planlagt.

Jeg kan kun gisne om, hvor jeg kunne have været, i sentimentale øjeblikke.

Men om ikke andet, ved jeg præcis hvor jeg er, lige nu.

Jeg er ramt af sygdom ja, og den har stjålet af min tid, mit overskud, og den har sat mig i situationer af afmagt og tab af kontrol, der har gjort jeg har mistet.

-Både fysisk og psykisk.

Jeg har grædt både åbenlyst og i det skjulte, når jeg har måtte give op, når arme og ben ikke har ville mere, når jeg har tabt alting, når jeg er væltet for 3. Gang på en dag.

Jeg har set dæmoner og set hvordan de ikke kun påvirker mig, men også mine omgivelser.

Og det gør ondt, mere end smerten, ved ødelagte nervebaner, og en smadret krop

– at se magtesløsheden, hos ens nærmeste, lyttet til deres stemmer, i telefonen, når man igen er blevet indlagt.

”det er ikke fair, ikke mere nu” siger min mor, og græder i telefonen.

 

 

Men ingenting er nogensinde sort eller hvidt

For uden modgangen, havde jeg måske aldrig kunne være, lige så taknemmelig for de gode dage og de smukke, simple ting i hverdagen og for øjeblikke med medgang.

Og uden at have mistet, havde jeg måske aldrig værdsat dem der blev?

Sygdommen har lært mig mere om verdenen, og livet end nogen anden eller andet har kunne det.

 

 

Selvom jeg af og til føler mig dum, af plakken i min hjerne, som når jeg glemmer mine koder, eller ord jeg ville sige, eller når jeg ugen inden min fødselsdag må tjekke hvor gammel det egentlig er jeg bliver, fordi jeg selv har glemt det.

 

Så har jeg til gengæld lært en fandens masse andet.

 

Ikke kun det praktiske om hvordan man stikker sig selv, eller hvilke pillemix, der er bedst til hvilke smerter og hvordan man bedst håndtere et dropstativ.

 

Jeg har lært nye mennesker at kende, en ny verden af seje og søde mennesker, der ikke bare er syge, men såvel som jeg er –også en hel masse andet.

 

Sidst men ikke mindst har jeg lært, efter at have pillet tonsvis lag, af stædig stolthed, at dem jeg elsker og har i min omgangskreds bare er der og bliver her.

Ikke kun er der når jeg er den sjove, vilde, rapkæftede, hjælpende, ”vil du se mine bryster” ”jeg-har-bagt-kage”, ”gu’-ka’-jeg-drikke-shorts” -Sarah.

Men også er der når jeg er den grædende, frustrerede, magtesløse, hjælpeløse, haltende, afbudsmeldende, alt-for-trætte -Sarah

Og for helvede hvor skulle jeg dog skamme mig, for nogensinde at tro andet!

Jeg er allermest mig, hver dag, og hele tiden, for alle andre jeg’er var sgu optaget

Jeg er både mig når jeg bander og når jeg bruger- (som min veninde kalder det) ”den stemme du taler til gamle mennesker med”

Jeg er mig når jeg griner og når jeg græder.

Jeg er mig under malede flirtende øjenvipper og når jeg ubadet og med fedtet hår, nægter at stige ud af mine joggingbukser.

Jeg er hele pakken af omgivelser og erfaringer, og absolut og helt umuligt ikke kun det ene eller det andet.

Og det er fuldkommen okay, fandme så!