status fra orkanens øje

bloggen har været stille, meget stille, for det har været svært at sætte mig ned og skrive noget konstruktivt, mens kuglerne flyver om ørerne på mig.

Min krop er i beredskab, stresset og på flugt, jeg prøver at fortælle den, at den skal sætte sig ned og trække vejret ned i maven.

lige lidt hjælper det, min puls er høj og når jeg ligger mig på ryggen, kan jeg mærke mit hjerte, pumpe så hårdt at jeg frygter det laver hul i min brystkasse.

Der skal ikke særlig store forandringer til, førend min krop kammer over og bliver ustyrlig, det slider på alle mine lemmer, jeg spiser smertestillende for ikke at gøre skaderne værre, men lige lidt hjælper det, nogen har i nattens muld og mørke revet min skulder af led og ikke engang gidet at sætte den ordentligt på igen.

tabte mine nøgler tre gange igår og var ved at miste min balance på cyklen, det er ikke for sjov, mine ben bliver tunge, skal koncentrer mig om hvert et skridt jeg tager.

stress er det rene gift for en sclerosekrop, for hvilken som helst krop.

Jeg har engang hørt at alle levende væsner har et bestemt antal åndedræt i deres krop og thats it.

– Det tegner ikke godt.

Hvis jeg så bare havde noget konstruktivt at være stresset over, en deadline eller lign. et mål med et sluttidspunkt.

Nej min krop stresser over at min ryg gør ondt og jo mere jeg stresser desto mere smertefuldt er det, den onde, onde cirkel.

bære alle mine følelser uden på tøjet og en kort tur ned af Vesterbrogade, kan dræne mig fuldkommen for energi, tusind lugte, larm fra alle sider, folk der føler ting, hurtige bevægelser, der banker ind i min porcelænskrop.

lort, lort, lort!

følte mig uovervindelig i en kort periode, medicinen virkede som den skulle og min krop var taknemmelig, jeg begyndte at gå pænt og hurtigt. Mit ansigt ændrede sig, jeg lignede ikke længere en uvasket junkie.

Men det tog overhånd, jeg øvede mig i at sige fra overfor andre mennesker, når jeg var træt, men ikke overfor mig selv.

Jeg kender alle rådene, om at være i nuet, om at trække vejret og anerkende hvordan kroppen har det lige nu.

Men min hjerne lytter ikke, tværtimod griner den mig op i hovedet, når jeg prøver at overbevise den, om at vi skal tage den med ro.

Hvem har lært den krop at være så fandens stædig?!

Fandens!

Men nu til det gode!

Det handler om kærlighed og taknemmelighed, om mennesker i mit liv, med overskud og sejhed, folk jeg i den grad beundrer!

Nogle af mine venner har lavet et løbehold, der donere penge til scleroseforeningen og du kan støtte! eller endnu vildere Løbe med!!

tjek det ud lige her:

http://youruncopenhagen.dk/team/sarahs-sma-sojabonner/

For selv en dråbe giver ringe i vandet.