“har du jord i hovedet?” Tja, det kan man vist godt sige

Pyt for helvede PYT!

I november er ambitionerne høje, jeg drømmer om at lave hjemmebyggede peberkagehuse, ingefær-kagemænd, og at alle mine pakker bliver pakket ind, med små hjemmegjorte “til og fra kort”

Jeg har aldrig været en pige-pige, jeg gider ikke gå i tøj butikker, med mindre jeg mangler et eller andet. Og det med med make-up er noget med en gang mascaraer der bliver kørt ud over vipperne, og en klat af det der brune pulver, ved en festlig lejlighed.

Det siger mig ikke noget. Ikke fordi jeg gør en dyd ud af at ligne lort fra morgen til aften, det er mere bare det med, at jeg er bange for at kigge mig selv i spejlet længere tid af gangen.

Nåh men når det så er sagt, er jeg stadig til falds for at købe de famøse dame(bolig)blande, der ikke gør andet for en, end at fortælle og vise os alt det vi mangler og endnu ikke har.

jeg vil nemlig hellere pynte min vindueskarm end mig selv.

Og nogle gange er mine prioriteter måske lidt underlige, for jeg vil hellere støvsuge inden jeg får gæster, end at gå i bad og gøre mig yndig, og er de forsinkede, så vil jeg hellere lige tage opvasken, end at tage bukser på, så ender altid med at åbne døren halvnøgen i en plettet sove t-shirt men med et nogenlunde ordentligt hjem.

Nåh men derfor kan jeg godt blive lidt juletosset, for jeg elsker at lege, bage, pynte og klippeklistre.

Min store passion er konfekten, der altid skal være en lille smule mere kompliceret end sidste år.

Jeg laver karameller, langtidstørrede æblechips med lakrids og havsalt, småkager, fyldte chokolader.

-Et år min søster var til søs, ved juletid, gav jeg hende en stor tung kasse fyldt med konfekt, altsammen hjemmegjort og højest sandsynligt gjort i de sene nattetimer mens alle andre sover.

Jeg er en mad nørd og som min veninde kalder mig, når jeg lokker hende til at gå en omvej for vi kan kigge ind af designerzoos vinduer på vesterbrogade -en lille designerskøge!

Og det er jo også ganske dejligt, indtil det famøse julekort fra kroppen kommer ind af døren;

Kære Uduelige Dot

jeg vil bare fortælle dig at det er koldt, så hvis du ikke selv kan mærke det giver jeg dig lige et stød i ryggen hver gang du bevæger dig.

Det sødt du tror du stadig kan lave dørkranse, har du glemt jeg har smadret din venstre hånd for flere attaks siden?

Nåhja det der med at være i god tid, er da meget godt, men det kommer ikke til at ske, heller ikke i år.

er du ikke bare glad for at du virkelig, jeg mener virkelig, i hver et led og hver en knogle, kan mærke du er i live ved denne tid?

Selv tak din optimistiske sæk lort.

kærlige julehilsner -Din krop

Det er bagsiden af medaljen, ved julen, når man har en kronisk sygdom -den er komplet ligeglad med hvad dag det er.

Og det kan være svært, at anerkende man ikke kan det samme som man plejer.

Det koster mig tåre hver år, når jeg indser jeg må give fortabt halvvejs, i projekter med gran og kogler.

Den slags inderlige uretfærdighedståre, når man så gerne vil, men ikke må, og ikke kan.

Det er den slags tåre man helst går ud i haven og fælder, for det er lidt pinligt at stå der, voksen og med pagehår og græde over at de andre har lavet flere dekorationer end man selv har.

jeg prøver at lave regler for mig selv, regler om at slappe af og trække mig tilbage, og syntes selv, jeg bliver en smule bedre, år efter år.

Min mor har tit prøvet at forbyde mig adgang til køkkenet juleaften, men det nytter jo ikke noget, for så snart hun er gået er der en sovs der skal røres i og en kål der skal hakkes, køkkenet er jo der jeg spiller mine kort, det er der jeg nørder og glemmer tiden, det er da kedeligt bare at spise maden, hvis man ikke selv har rørt i gryden eller smagt sovsen til.

Og det er jo også det julen handler om -i min familie ihvertfald -stressen!

at man altid bliver vækket at den velkendte lyd (alt for tidligt) af støvsugeren der bliver banket ind i dørkarmen.

Ja så juler vi;

“FOR HELVEDE JEG BRÆNDER MIG PÅ DE SKIDE KARTOFLER, NU RODER HER IGEN, HVEM HAR TAGET PISKERISET, JEG BLIVER SINDSYG, HVIS IKKE SNART DE HUNDE HOPPER UD AF KØKKENET SÅ SLÅR JEG DEM IHJEL” “LACK FLYT DIG” “REBEKKA HVIS DU SKAL LAVE DET RØDKÅL SÅ DET NU”

“nåh men Sarah du kan bare sætte dig lidt ind i stuen og slappe af, jeg kan godt se du har ondt” “HVORDAN FANDEN SKULLE JEG KUNNE DET?!”

Det er ingen hemmelighed at jeg har et meget lav stresstærskel, hvis der er nogen der rejser sig så rejser jeg mig også, begynder de at arbejde på noget, så gør jeg det også.

Jeg suger alles energier ind, og jo flere mennesker der er omkring mig, desto mere forvirret og stresset bliver jeg.

Så jeg har lært og bliver bedre til, at gå væk et øjeblik, lige at suge noget energi alene med min hund.

Min hoved bliver alt for hurtigt fyldt op, ikke at jeg ikke nyder stressen og menneskerne omkring mig, jeg skal bare lige tømme min hjerneskraldespanden lidt oftere, nu hvor sclerosen har plakket min hjerne til.

Min eneboer mentalitet er alt for indgroet og gør jeg nemt føler mig forkert i en tid hvor man skal være sammen om ting.

Jeg tror aldrig jeg lære at læne mig tilbage og slappe af, jeg lære nok heller ikke at have mindre ambitioner til mig selv, men når det så er sagt, så bliver det alligevel altid jul.

Dog vil jeg som bonus update sige, at jeg endnu ikke har julet herhjemme, jeg har simpelthen haft for travlt med andre ting, nåhja jeg har heller ikke noget køkken, og det flyder overalt med værktøj. Jeg har heller ikke købt gaver, eller lavet kager.

Dette blogindlæg har også ligget i flere uger, har ikke haft overskud til at rette det.

Men altså det betyder ingenting! Jeg øver mig nemlig på et nyt ord, det er kort, men svært og jeg tror på det kan ændre min verden, her kommer det;

PYT!

Pyt, med det! Pyt med tingene ikke går som planlagt, det er ikke det der er vigtigt.

Kærlighed er vigtigt, små overraskelser er vigtige, at mine dyr er i live og minder mig om at jeg skal stoppe op og give dem tid til bare at være, være sammen med dem, nusse og tømme hovedet lidt.

Så god jul kære læser, er glad for at dele en bid af mig med jer og glad for den bid af jer nogle af jer giver mig tilbage her på bloggen.

pas på hinanden, men mest af alt, pas på jer selv.

kærlighed og pyt herfra.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

“har du jord i hovedet?” Tja, det kan man vist godt sige