I det mindste var jeg en slutty ho

Sad for noget tid siden og fik medicin på hospitalet, hvor jeg faldt i snak med en anden patient. Da vi kun var hende og jeg, samt sygeplejersken, der skulle holde øje med at vores drop sad pænt og at vi ikke gik i chok og pludselig lå og rallede rundt på gulvet – så blev stemningen hurtig rimelig løssluppen, især da vi fandt ud af vi havde gået i byen mange af de samme steder, med den samme gruppe mennesker og danset til musikken spillet af den samme Dj. 

Midt i samtalen udbrød sygeplejersken,” Jamen Sarah dog, tænkt sig at du har været så uartig, du har jo pagehår!” hvortil den anden patient svarede, “Ja men det har hun jo nok ikke altid haft vel!” 

Det er rigtigt, der er kommet lidt mere pagehår indover og lidt færre shots, drukket af skulderen. 

Jeg tager ikke længere instinktivt tøjet af, hver gang jeg ser nogen der kan spille på guitar og det sker sjældent at jeg vågner op og tænker “Hvor fuck er jeg!? Hvor er min bh? “Og please sig at jeg ikke har alt for langt hjem!” 

Jeg tager stadig i byen, men det er på en helt anden måde en tidligere. Det skal planlægges, med hviledage før og efter, og der skal tages hensyn til de forgiftnings lignede symptomer jeg efterfølgende får, grundet min, i forvejen medicinsmadrede krop. Jeg har svært ved at sige ja til events og arrangementer i god tid, for jeg ved ikke om min krop har tænkt sig at samarbejde den dag. Jeg skal også helst have en mulighed for at kunne komme hjem i en hvis fart hvis min krop pludselig strejker. MEN jeg kan stadig tylle øl i store grumme mængder på en god dag, jeg elsker stadig mine gyldne damer, der altid ligger klar i køleskabet og jeg værdsætter som intet andet, de aftner/nætter hvor jeg ligger “Syge-Sarah” på hylden og bare er “Studerende-Sarah”, der ikke er for fin til at synge med på enhver Kim Larsen sang der bliver spillet, imens mine arme laver fagter INGEN ville betegne som dans.

Jeg kan dog stadig mærke et snert af jalousi, hver gang min veninde fortæller om hendes weekendture eller jeg endnu engang må gå glip af en fest, jeg havde glædet mig til fordi min krop er udkørt.

Når vi får et barn, ønsker vi mest af alt at ungen skal blive klog, gå i skole, tale pænt, ikke blive for fuld og ikke gøre noget man ikke selv ville have gjort (ha ha ej okey).

“Hvis du vil blive til noget, skal du lave dine lektier og gå tidligt i seng” 

Men hvad mon man ville sige, hvis man vidste der var en chance for ens yndige afkom, som voksen, ville ende i en kørestol, og med så mange kognitive problemer at det kunne være fuldkommen ligegyldigt, med de uendelig mange diktater man skulle pryles igennem.

“Dans barn, dans! Skab dig tosset og se solen stå op!”

Selvfølgelig skal man lære noget og selvfølgelig skal man stile efter at blive til noget. Jeg er også glad for jeg alligevel endte ud med et snit, der gjorde at jeg kunne komme ind på mit drømmestudie, hvad der så end var af bump på vejen. Ikke desto mindre har jeg lært meget om livet, alle de nætter jeg har talt om alt og ingenting over en flaske rødvin mens jeg så solen stå op.

Jeg ved ikke hvor min sygdom ender, eller jo det ved jeg jo egentlig godt, men jeg ved ikke hvornår mine ben giver helt op, eller hvornår jeg mister mere af min hukommelse, men mit største mål er aldrig at blive bitter.

For ikke så lang tid siden fulgte jeg med i en serie der hed “30 grader i februar” hvor der blandt andet, er en mand med, som efter en ulykke, er endt i kørestol, og han var simpelthen så vred. Hans kone købte ham en rejse til Thailand, fordi hun ved at det vil gøre ham godt, hun passede og plejede ham og han talte til hende, som var det hende der var skyld i at han nu sad der i den dumme stol. Til sidst ender det med at hun kommer til at slå ham ihjel. -Og jeg gider altså ikke blive slået ihjel af en gammel kone med kedeligt hår, fordi jeg er en umulig bitterfisse!

Derfor er jeg glad, glad for hver en dumhed jeg har lavet.

Glad for jeg har fået lov til at være forelsket, helt ud til sokkeholderne, mere end en gang. Også selvom det er endt i vrede og tårer, og jeg gang på gang, har troet at jeg aldrig ville blive rigtig hel igen! Jeg er glad for at jeg har danset på borde, været vild og utilregnelig, at jeg har nøgenbadet i Vejle Fjord, vågnet op hos nogen, jeg ikke anede hvad hed, at jeg har grinet så meget at det gjorde ondt, at jeg har holdt morgenfest på en lille altan, er gået i skole direkte fra fest, at jeg har været nøgen på Strøget til demonstrationer, og at jeg har sunget “Køb baaanaaaner” så højt at min underbo skældte ud.

Jeg siger ikke at alt det er slut, for tro mig det er det ikke!!

Det jeg vil frem til er, at nogle gange giver livet ’en mest, der hvor man regner allermindst med det. 

Og det skal man huske, når tingene bliver sure og trælse og man igen føler sig som den lille tykke pige med grydeklip, der ikke måtte være med til at lege Spice Girls, fordi hun havde briller og drengehår.

Så hurra, for morgenfester og skøgedans på borderne, og hurra for alt det der var lidt dumt og fjollet og på ingen måde overvejet. For det har gjort mig til den jeg er i dag, og det har fået mig til at smile de gange modgangen har været størst og jeg håber sådan, at alt dette vil gøre at jeg aldrig, ALDRIG nogensinde vil blive en bitter sur kran, heller ikke selvom at jeg allerede har det man kalder for pagehår og går med briller.